Skoleelevers karakterniveau kalder på nationale løsninger
34 procent af Lolland Kommunes skoleelever består ikke dansk og matematik. Et forhold, der bør gøres noget ved – både lokalt og nationalt. Men det handler først og fremmest om social arv, ikke om hverken postnummer eller skolegang.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har den 6. maj 2024 offentliggjort en ny undersøgelse, der viser, at andelen af skoleelever i 9. klasse, der ikke består fagene dansk og matematik er steget i 2023 sammenlignet med årene før corona-krisen. Det fremgår, at der er store geografiske forskelle på tværs af de danske kommuner, og at andelen af elever i Lolland Kommune, der ikke består, er 34%. Et resultat, der vækker opsigt i Lolland Kommune:
”Det er en undersøgelse, vi ser med stor alvor på. Der er ingen tvivl om, at den andel er for stor, og at det er et forhold, der kalder på handling. Ikke blot hos os på Lolland, men også på nationalt niveau”, fastslår borgmester Holger Schou Rasmussen og understreger, at der allerede er sat meget i værk lokalt. Herunder blandt andet en 5-årig handleplan, der skal sikre alle kommunens folkeskoler et løft.
Social arv, ikke geografi
Det er ikke kun folkeskolernes kvalitet, der er afgørende for elevernes resultater. Arbejder-bevægelsens Erhvervsråd har tilbage i 2018 dokumenteret, at børns socialklasser har stor betydning for deres karakterer i folkeskolen. Opgjort på sociale klasser var der f.eks. 4,3 karakterpoints forskel på den socialklasse, der klarede sig bedst og den socialklasse, der klarede sig dårligst ved afgangsprøven i matematik. Et forhold, borgmester Holger Schou Rasmussen mener bør tillægges større vægt:
”Det handler ikke om postnumre, men om social arv. Lolland Kommune er en af de mest socialt udfordrede kommuner i Danmark, og de sociale flyttemønstre har ikke gjort det lettere – For hver gang, der er to ressourcestærke borgere, der flytter væk fra Lolland, er der én ny borger på overførselsindkomst, der flytter hertil. Det smitter af på det meste. Også på områdets børn, hvor op mod hvert tredje barn, der kommer til Lolland, har en børnesag med fra en tidligere kommune. Det vil naturligt påvirke elevernes præstationer”.
En tidlig indsats?
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har peget på, at en tidlig indsats kan være en del af løsningen, og i Lolland Kommune har der længe været samme fokus. Men det løser ikke alt, forklarer Holger Schou Rasmussen:
”Mange af de udsatte børn kommer først til Lolland, når de er kommet godt op i skolealderen. De har derfor haft en stor del af deres opvækst og skolegang udenfor Lolland Kommune, og chancen for en tidlig indsats er ofte forpasset – Vi kan jo ikke sætte ind, før vi ved, hvem de er, og de er ankommet til Lolland”.
Et nationalt problem
Opgaven kalder derfor ikke kun på lokale løsninger, men skal ses i en større og mere national kontekst:
”Det handler om at bryde den sociale arv og de nationale flyttemønstre. Det er ikke en opgave, vi som kommune kan løfte alene”, forklarer Holger Schou Rasmussen og understreger, at det er en fælles udfordring:
”Der er brug for nationale løsninger. Og ikke mindst en målrettet økonomi. En fiks projektpulje eller en midlertidig indsprøjtning er ikke nok. Ej heller vil sanktioner mod kommuner med lave karaktergennemsnit gøre en forskel. Det er kun at føje spot til skade. Der skal en markant og vedholdende generationsindsats til, hvis vi skal sikre de gennemgribende og varige løsninger, der er brug for. Kun sådan kan vi give de udsatte børn et bedre udgangspunkt for resten af deres liv”.
Link til undersøgelser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd:
2024: Flere får under 02 i dansk og matematik i alle landsdele | Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (ae.dk)
2018: Den sociale arv afspejler sig tydeligt i børns karakterer | Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (ae.dk)
Nøgleord
Kontakter
Holger Schou RasmussenBorgmester, Lolland Kommune
Tlf:23 24 91 80Følg pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Ny skole- og børnedirektør i Lolland Kommune28.11.2024 10:01:00 CET | Pressemeddelelse
Lolland Kommune får igen en direktion på fire medlemmer, når Jesper Ulrich tiltræder 1. januar.
Udretning af sejlrenden i Nakskov Havn: Nu kan arbejdet gå i gang31.10.2024 13:35:30 CET | Pressemeddelelse
Lolland Kommune har onsdag den 30. oktober fået den afgørende tilladelse til at sætte gang i første fase af arbejdet med udretning af sejlrenden til Nakskov Havn. En indsats, der skal sikre, at også store skibe kan tilgå havnen, og dermed bidrage til at tiltrække og fastholde vigtige arbejdspladser.
Nakskov genvinder bymidten: Bymidtefond har løftet turisme og private investeringer24.10.2024 08:13:30 CEST | Pressemeddelelse
Butiksdød, nedslidte ejendomme og en bymidte uden liv. Sådan ser virkeligheden ud i mange købstæder. Men efter etableringen af en bymidtefond har man i Nakskov løftet bymidten ved blandt andet at forvandle tomme butikslokaler til boliger. En ny evaluering viser positive effekter for turisme, indbyggertallet og private investeringer.
Ny sektorchef til Teknik og Miljø i Lolland Kommune30.9.2024 13:07:41 CEST | Pressemeddelelse
Peter Haugan Vergo bliver ny sektorchef for Teknik og Miljø i Lolland Kommune, når Jytte Harpøth går på pension ultimo november 2024.
Ny sektorchef for Skole og Dagtilbud i Lolland Kommune27.9.2024 12:25:19 CEST | Pressemeddelelse
Lene Nørgaard Hansen bliver ny chef for Skole og Dagtilbud i Lolland Kommune. Lene kommer med solid erfaring fra skole- og dagtilbudsområdet i Tønder Kommune, hvor hun har været ansat i 13 år, senest som stedfortrædende Skole- og dagtilbudschef.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum