SAGRO samt Billund og Vejen Kommuner samarbejder om stort græsningsprojekt
I området omkring Holme Å er en række planter og insekter fra Den Danske Rødliste i fare for at forsvinde. SAGRO, Billund og Vejen Kommuner har derfor sammen med de lokale lodsejere igangsat et afgræsningsprojekt, som skal holde ådalen lysåben for at sikre den bedst mulige biodiversitet. Målet er, at i alt 190 hektar naturarealer bliver omdannet til et mekka for biodiversitet.

Projektet ved Holme Ådal ligger i grænselandet mellem Billund og Vejen Kommuner. De to kommuner har sammen med SAGRO været i dialog med lodsejerne i forhold til at afdække mulighederne for at indhegne arealerne langs åen, hvorefter kvæg skal afgræsse arealerne. Når arealerne afgræsses, giver det større mulighed for, at de karakteristiske eng- og moseplanter bedre kan vokse. Samtidig bliver levebetingelserne for både fugle, padder og de mange insekter forbedret.
I alt 33 lodsejere har frivilligt stillet deres naturområder til rådighed for afgræsningsprojektet. Området bliver opdelt i syv indhegninger, og der er i første omgang lavet en 5-årig aftale med en række lodsejere. En af dem er Torben Due, der var hurtig til at takke ja til at være en del af projektet:
”Vi har selv haft tanken, så vi blev begejstrede, da SAGRO og kommunerne rakte ud til os. Den type kvæg, som vi sætter ud som naturplejere, er anguskvæg. Det er nøjsomme dyr, som er velegnede til at afgræsse ekstensive arealer. De æder fortrinsvist græsser, men er også gode til at åbne pilekrat op. Alt sammen til glæde for blomster og insekter.”
Den rådgivende del af projektet, SAGRO, trækker på erfaringer fra andre lignende projekter, og de har haft et stort fokus på at sikre en løbende dialog med lodsejerne.
”Vi har helt fra start haft et stort fokus på lodsejerne og deres holdninger og interesser til projektet. Gennem telefoniske samtaler, individuelle møder og fællesmøder har vi spurgt meget ind til deres ønsker og italesat evt. bekymringer, netop for at få et projekt, der er tilpasset til lodsejerne. Det gør, at vi står et godt sted med projektet,” siger Katrine Falster-Hansen, der er miljø- og naturrådgiver hos SAGRO.
SAGRO samt kommunerne i Billund og Vejen forventer, at den skyggefulde eng er åben igen i løbet af nogle få år.
”Området omkring Holme Ådal rummer et af egnens unikke naturområder med sjældne planter, sommerfugle og storslåede landskaber. Afgræsningsprojektet vil være med til at bevare og udvikle disse værdier, og derfor er jeg glad for, at vi takket være et rigtig godt samarbejde med Vejen Kommune, SAGRO og lodsejerne kan iværksætte et så vigtigt projekt,” udtaler Simon Nicolajsen Jørgensen, formand for Teknik, Plan og Kulturudvalget i Billund Kommune.
Selve opsætningen af hegn er så småt i gang. Det sker i etaper fra januar 2024 og forventes afsluttet i foråret 2025. Samtidig skal der etableres broer og vadesteder, hvor kvæget kan krydse åen samt klaplåger mellem de forskellige arealer.
15. Juni Fonden støtter projektet med 3mio. kr. Midlerne går blandt andet til opsætning af 25 km. hegn, fangfolde, spændingsgivere og klaplåger samt til projektledelse og konsulentydelser.
”Uden midlerne fra 15. Juni Fonden har vi ikke kunnet gennemføre projektet. Det har været et fantastisk udgangspunkt og har gjort projektet muligt”, forklarer Vagn Sørensen, formand for Udvalget for teknik og miljø i Vejen Kommune.
Borgere kan følge med i projektet fra Kyst til Kyst Stien, der snor sig gennem området, ligesom alle er velkomne, når projektet indvies den 13. juni 2024.
Faktaboks – Den Danske Rødliste:
I området omkring Holme Å findes der en række planter og insekter, som er opført på Den Danske Rødliste. Den Danske Rødliste indeholder blandt andet en oversigt over de arter i Danmark, som er i fare for at uddø.
En af disse arter er sommerfuglen moseperlemorsommerfugl. Den stiller store krav til sit levested. Sommerfuglens larve lever på tranebær, der er en lille spæd plante, der lever i moser. Den findes flere steder i ådalen, men er på retur, da den bliver skygget væk af pilebuske og høje græsser.
Når tranebær forsvinder, så forsvinder moseperlemorsommerfuglen også. Og den samme historie kan fortælles om mange af de andre sjældne planter og dyr i ådalen. Derfor er det så vigtigt for biodiversiteten, at der er en ekstensiv afgræsning, som holder ådalen lysåben.
Kontakt:
- SAGRO: Katrine Falster-Hansen, miljø- og naturrådgiver, tlf. 25 57 98 92 eller mail kfh@sagro.dk
- Billund Kommune: Simon Nicolajsen Jørgensen, formand for Teknik, Plan og Kulturudvalget, tlf. 2228 5627 eller mail snj@billund.dk
- Vejen Kommune: Vagn Sørensen, formand for Teknik & Miljø, tlf. 40 28 93 54 eller mail vags@vejen.dk
- Lodsejer: Torben Due, tlf. 28 19 59 38 eller mail torben@osterviggaard.dk
Kontakter
Mia JosiassenKommunikationschef
Tlf:20 25 20 86mjos@billund.dkBilleder


Følg pressemeddelelser fra Billund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Billund Kommune
STU-elever får fokus på frivillighed og fællesskaber17.4.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Naturplejeteamet i Billund Kommune har det sidste halve år haft fornøjelsen af Ida og Linda, elever fra Kulmose STU. Naturplejeteamet er nemlig en af de foreninger, som har åbnet deres døre og hjerter for unge, som savner fællesskaber. En gevinst for begge parter, mener Christiane Danckert fra Naturplejeteamet.
Fællessang og korkoncert på rådhuset i anledning af 80-året for Danmarks befrielse16.4.2025 07:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Søndag den 4. maj er det 80 år siden, at Danmark blev befriet. For at markere dagen bliver der afholdt en gratis korkoncert på rådhuset i Grindsted, hvor alle har mulighed for at deltage.
Vær med til at skabe sjove og lærerige sommeraktiviteter for børn og unge15.4.2025 06:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Traditionen tro kan foreninger, institutioner, ildsjæle og andre kultur- og fritidsaktører igen i år tilmelde aktiviteter til SommerSjov, som foregår i skolernes sommerferie. Aktiviteterne skal tilmeldes senest 1. maj kl. 12.00, hvorefter de udbydes i et samlet program, som er målrettet børn og unge fra 0.-10. klasse.
Nyt samarbejde om drift og ledelse af Billund Idrætscenter8.4.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Billund Kommune har indgået en samarbejdsaftale med Otto Skak og Edvard Køhrsen om drift og ledelse af Billund Idrætscenter. Aftalen gælder frem til 1. juni 2025, hvor det forventes, at en ny centerleder starter.
Danske mesterskaber i by-orienteringsløb kommer til Billund3.4.2025 06:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 17. og 18. maj 2025 danner Billund rammen om de danske mesterskaber i by-orienteringsløb, hvor der konkurreres i både DM Sprint og DM Mixsprint-stafet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum