Danh Vo præsenterer Skt. Katharina
Fra den 1. maj 2024 kan skulpturen Skt. Katharina besøges i Nivaagaards Malerisamlings Stationshave ved Nivå Station. Her vil hun fra et gammelt træ på grunden diskret våge over Nivå, give hvile til fugle og trøst til dem, der har brug for det. Danh Vos værk går i dialog med de besøgende, havens biodiversitet og områdets enestående natur.

Den internationalt anerkendte dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo (f. 1975) går i sin kunstneriske praksis på jagt i fortidens og samtidens historier og artefakter, som han bruger eller forandrer for at fortælle historier. Således også med denne gamle helgenfigur af træ fra det 17. århundrede, som han erhvervede for flere år siden og hængte op i et træ i sin have ved Güldenhof i Tyskland. Senere gjorde han den til et hjem for fugle ved at bore et hul ind til skulpturens hulrum og tilføje en planke.
Skt. Katharina af Alexandria led ifølge legenden martyrdøden i det 4. århundrede. Hun blev siden en muse for Jeanne d’Arc og er sammen med 13 andre helgeninder en af de katolske Nødhjælpere, som man har bedt til, hvis man var i sorg eller nød.
Nu lader Danh Vo den omarbejdede skulptur støbe i bronze og installerer den i Nivå som det første udefrakommende, der indtager Stationshaven siden museets erhvervelse af grunden i 2021. Med grunden ønskede museet i et tæt bånd med Danh Vo, der voksede op i Nivå, at stadfæste sin forankring i byen – ikke med en traditionel skulptur, men med et stykke jord, der vil forandre sig over tid.
Efter ønske fra Vo har grunden de forløbne år været henlagt som et biodiverst område, mens projektet har summet i ham under devisen Man kan ikke skynde på en spire. De seneste år er der blevet sat insektvenligt naturhegn op, bistader og bedrevet undervisning om biodiversitet. I samme ikke-forstyrrende ånd vil Skt. Katharina skulpturen indgå med grundens vilde natur og medvirke til at fremhæve dens aura af noget uberørt og fredeligt. Skulpturen er usigneret.
Danh Vo, Stationshaven og Nivaagaards Malerisamling
Andy Warhol har efter sigende udtalt, at det smukkeste kunstværk er at eje et stykke land og ikke ødelægge det. Danh Vo er en anden kunstner, der hæger om naturen. For Vo er naturen en måde at tænke på og en måde at være i verden på. De senere år har naturen gradvist overtaget hans arbejde som kunstner, mens han har fordybet sig i naturens ressourcer og dyrket haven på sin gård ved Güldenhof i Tyskland.
Johannes Hage, stifteren af Malerisamlingen, sikrede sig, at området omkring Nivå i dag er et fredet naturområde, og at den skønne park ved museet er offentligt tilgængelig for alle døgnet rundt. I forlængelse af denne ånd købte museet Stationshaven, en tom matrikel ved siden af Nivå Station, med støtte fra Det Obelske Familiefond og som led i det mangeårige samarbejde med Danh Vo. Under titlen Danh Vo præsenterer, har Vo præsenteret udstillinger på museet, og i Stationshavens regi også en kartoffelmark med byens borgere og podcast-serien Man kan ikke skynde på en spire. Med erhvervelsen af Stationshaven har Nivaagaards Malerisamling forpligtet en kunstner til at sætte sit mærke på sin barndomsby.
Skulpturen er erhvervet med støtte fra Ny Carlsbergfondet.

Læs mere om Danh Vo og Nivaagaards Malerisamling:
Danh Vo præsenterer 2021: En have over tid – og en kartoffelmark
Kontakter
Kirsten Baltzer KahrKommunikationsansvarlig I Communications Manager
Tlf:+45 93 88 01 81kbk@nivaagaard.dkBilleder
Om Nivaagaards Malerisamling:
Nivaagaards Malerisamling er et klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder - og skiftende særudstillinger med nyere eller moderne kunst. Museet ligger i en smuk gammel rododendronpark, der også huser det populære 'Reservat for truede ord' med omkring 100 ord, som er ved at forlade vores sprog
Følg pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Bloomsbury sommerferie på Nivaagaards Malerisamling1.7.2025 14:22:57 CEST | Pressemeddelelse
Sommerværkstedet er åbent - det er for alle aldre! Kom og skab dit eget venskabsbillede af gamle duge og lav venner-på-pind i Bloomsburys univers. Fortsæt legen med Vanessa Bell og Duncan Grant i det Bloomsbury-indrettede dukkehus. Og få skærpet sanser og samtaler i parken, hvor tabte fuglestemmer og truede ord møder nutidens fugleliv og unges spirende ord.
Nivaagaards Malerisamling erhverver sjældne 1600-tals værker af flamsk kvindelig kunstner13.6.2025 09:44:39 CEST | Pressemeddelelse
Nivaagaards Malerisamling erhverver to ud af seks kendte malerier af den flamske kunstner Catharina Ykens II, der bliver den første kvindelige maler i museets nederlandske barok-samling. Værkparret To blomsteropstillinger kan opleves på museet fra den 17. juni.
Ellen Hillingsø vækker Howards End til live3.6.2025 14:18:01 CEST | Pressemeddelelse
I anledning af den aktuelle Bloomsbury-udstilling vækkes et af medlemmerne E.M. Forsters roman Howards End til live på Nivaagaards Malerisamling med oplæsning ved Ellen Hillingsø til toner af Beethovens 5. symfoni.
Nye spirende ord er flyttet ind i Nivaagaards Park2.6.2025 15:26:17 CEST | Pressemeddelelse
I dag blev en ny generation af spirende ord anno 2025 plantet i Nivaagaards Park af unge fra 7.-8. klasser i Nordsjælland. Det er seks år siden, at det populære 'Reservat for truede ord' fik selskab af de unges spirende ord - nye ord, der har fundet vej ind i sproget, og måske er kommet for at blive eller blot er på besøg. Nu er de skiftet ud med nye spirende ord: Kom og se, om du kender de unges ord som brain rot, dødnumse og pookie, eller bare er stået helt af som elder millennial!
Grundlovsdag på Nivaagaards Malerisamling30.5.2025 10:32:09 CEST | Pressemeddelelse
Museet inviterer til frokost og tale i det grønne på torsdag den 5. juni - årets grundlovstaler er Stine Carsten Kendal.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum