Tag med på skovtur i april

Når temperaturen i april efter en længere periode med råkoldt og regnfuldt vejr endelig passerer femten grader med pil opad, får naturens dynamik karakter af en kaskade ovenpå et dæmningsbrud. Det gælder ikke mindst for skovbundsfloraen i vores løvskove.

De lyskrævende arter skal nå at blomstre og blive bestøvet, inden lyset hastigt svinder efter træernes løvspring. Magiske uger, hvor man må smide hvad man har i hænderne og komme ud for at møde forårsunderet med åbne sanser. Et dansk eventyr, fuldt på højde med japanernes cherry-blossom-front, og som samtidig nærer den urgamle undren over, hvor det hele kommer fra.

De hvide tæpper af Hvid anemone, belyst af skarp aprilsol gennem træernes grenværk er ikoniske for danske skove i april. Arten dominerer i de fleste skove, fordi den er tolerant og trives lige godt i såvel mager som fed jordbund. Hvid anemone rykker også gerne ud af skoven - der kan nogle steder være hvidt i tilstødende græsland og grøftekanter.

De hvide tæpper får mange steder gult modspil af ranunklen Vorterod, som brager frem næsten allevegne, en lille ”smørblomst” med nyreformede blade og glinsende gule kronblade, som folder sig maksimalt ud i solskin.

I særlig muldrig skovbund kan der i de hvide tæpper være indslag og pletter af andet gult. Det er Gul anemone, med snitdelte blade som sin hvide fætter og med mat og ikke glinsende gule blomster. Men nok den mest feterede blandt anemonearterne er den ret sjældne Blå anemone, en kalkelskende urt med blomster i en variation af blåt og med blade helt for sig selv, som buttede og fede sammenvoksede trekløvere.

Man bør heller ikke snyde sig selv for den østdanske Hulrodet lærkespore, som har en klase af karakteristisk asymmetriske blomster, enten rødlilla eller hvide og med en bagudrettet spore, som den lange buede bagtå på en lærke. De er helt forskellige fra anemoners og smørblomster radiærsymmetriske blomster. På de fedeste steder i skovene er der lærkesporer som langluvede tofarvede tæpper, og her vil næseborene saligt rammes af blomsternes sødt citrusagtige duft.

Skovturen i april bliver fuldendt, hvis en af sæsonens første Citronsommerfugle tilmed kommer svævende over det brogede blomsterhav for at lande og med sin lange snabel suge nektar ud af lærkens spore.

Planter og blomsters (og alle andre levende organismers) nærmest uendelige diversitet har alle dage været en uudtømmelig kilde til undren, fascination og inspiration. Det har f.eks. været tydeligt for enhver, at blomsterne hos vorterod og anemoner minder om hinanden, men at de adskiller sig fra lærkesporeblomster.

Den store naturforsker fra 1700-tallet, svenske Carl von Linné blev verdensberømt på som den første at opstille et plantesystem for at bringe orden i kaos. Linnés system indeholder i alt 23 såkaldte klasser, efter sindrige, til dels lidt kunstige kriterier, baseret på blomsternes hanlige organer, støvdragerne. Heri er vorterod, anemoner og andre ranunkler placeret i 13. klasse, ”Mangehannede” (dvs. med mange frie støvdragere), mens lærkesporer kom i 17. klasse, ”Tveknippede” (dvs. med støvdragere sammenvoksede i to bundter).

Med ordene ”Gud skabte og Linné ordnede” afslørede præstesønnen fra Småland et velvoksent selvværd. Men han var dog i nogen grad på skovtur, og systemet måtte siden vige pladsen for et mere naturligt system, baseret på meget andet end blomsternes støvdragere. Til gengæld har Linnés navngivningssystem med et slægtsnavn, efterfulgt af et artsnavn succesfuldt overlevet som biologiens internationalt anerkendte binære nomenklatur. De tre nævnte anemonearter hedder fortsat Anemone nemorosa L., Anemone ranunculoides L., henh. Anemone hepatica L., tre forskellige arter, nemorosa = skov, ranunculoides = ranunkellignende og hepatica = lever, hentyder til bladformen, men i samme slægt, Anemone. Vorterod, Ranunculus ficaria L. tilhører en anden slægt, (L. står overalt for navngiveren Linné). De to slægter står sammen med andre i en mere omfattende kategori: Ranunkel-familien.

Således dannedes et hierarkisk æskesystem, ofte anskueliggjort ved et forgrenet træ, og hvis dybereliggende forklaring blev bibragt gennem Darwins skelsættende teori for udvikling af arterne via forgreninger over lange tidsspand. Moderne DNA-teknologi har sammen med andre data føjet meget ny viden til arternes indbyrdes relationer og tidslige opståen over årmillionerne, så man i dag er i stand til at tegne et fascinerende billede af udviklingen frem mod nutidens mylder af vækster. Denne i sandhed Store Naturhistorie er på det smukkeste foldet ud i en kommende bog med titlen ”Fra bakterier til blomsterflor”, skrevet af Kaj Sand-Jensen og Jens Christian Schou, henh. professor ved Københavns Universitet og naturfotograf, tegner og botaniker (udkommer på Gads Forlag 13. maj). Med veloplagt tekst og et farvet flor af instruktive figurer tages læseren med på en svimlende naturvidenskabelig tidsrejse.