Unge kvinder er i farezonen når svin får kønshormon - mænd mister lysten til sex
Ni ud af 10 danske grisesøer får i dag synkroniseret deres første graviditet ved hjælp af en dosis syntetisk kønshormon. Syge er de ikke, men alligevel får de dette lægemiddel. Det sker udelukkende af økonomiske årsager. Imidlertid skaber medicineringen en række risici for mennesker, produktionsdyr og miljø, og ikke mindst staldpersonalet er i farezonen
Når der uddeles kønshormon til svinene, er risikoen særlig stor for yngre kvinder, der er gravide eller ønsker at blive det. Det viser en advarsel fra den amerikanske Food and Drug Administration, FDA, som har rettet stigende opmærksomhed mod præparaterne i de senere år. I USA kan kønshormon købes frit til svin, men kræver dyrlægeordination til heste.
I efteråret 2022 offentliggjorde FDA en liste over personer, der slet ikke bør håndtere kønshormoner som altrenogest. Det drejer sig først og fremmest om kvinder, der er eller kan være gravide, men også kvinder med vaginal blødning af ukendt årsag eller med påvist eller mistænkt brystkræft. Listen nævner desuden personer med blodpropper eller øget tendens til blødninger, med hjertesygdomme eller slagtilfælde samt leversygdomme. Endelig gælder samme advarsel kvinder med tumorer (kræftknuder), som har udviklet sig efter brug af p-piller eller andre østrogenholdige lægemidler.
Mænd mister sexlyst
Denne dramatiske alarm baserer FDA på en stribe indberetninger om negative bivirkninger for især kvinder, med teenagepiger helt ned til 14 års-alderen. I de fleste tilfælde var kønshormonet optaget gennem huden, og bivirkningerne hos kvinder og piger omfattede især unormal eller udeblivende menstruation og hos mænd nedsat sexlyst. Andre gener omfattede ifølge FDA hovedpine, feber, mavesmerter, kvalme, diarré, opkastning og udslæt.
For den danske svineindustri ville det skabe store problemer, hvis den amerikanske advarsel skulle efterleves her til lands, hvor der årligt produceres 42 millioner svin.
Mere end halvdelen (51%) af de ansatte i svinestaldene er udlændinge, især fra Østeuropa, og en meget stor andel er yngre kvinder. Allerede i 2012 vurderede den daværende formand for Videncenter for Svineproduktion, Lindhart B. Nielsen, i landbrugsavisen, at ”Kvinder indtager svinestaldene”, og både dyrlæger og mange svineproducenter mener, at kvindelige medarbejdere i dag er i overtal. Danmarks Statistik kan dog ikke oplyse kønsfordelingen. Fagforeningen 3F, der organiserer lønmodtagerne i svineindustrien, har heller ikke nogen konkret viden om kvinders andel, men mener samstemmende, at den formentlig er stor.
Virker som p-piller på fertiliteten
Et stigende antal danske par oplever problemer med at få børn, men her spiller anvendelsen af kønshormoner i svineindustrien næppe nogen rolle. Professor, dr.med. & ledende overlæge Anja Pinborg ved Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet skriver i en mail til gylle.dk:
”Vi har ikke problemer i Fertilitetsklinikkerne med problematik. Jeg har heller ikke konkrete eksempler på problemstillinger, som kan henføres til denne sag.”
Cand.scient, Ph.D og forskningsleder Anna-Maria Andersson på afd. For Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet har heller ikke kendskab til humane fertilitetsproblemer, der kan kobles sammen med den udstrakte anvendelse af kønshormon i kødproduktionen. Andersson svarer i en mail:
”Nej, men da det virker som gestagener (p-piller), så vil en eksponering påvirke fertiliteten og eksponering af børn/gravide vil være skadeligt… Det største problem med brugen i landbruget er snarere at udskilt Altrenogest og dets metaboliter kan udvaskes til vandmiljøet, hvis man f.eks. bruger gylle fra behandlede grise på markerne. Derved kan det udgøre en risiko for vandmiljøet og det akvatiske dyreliv... Jeg ved ikke, om det er noget, man måler efter i vandløb, men jeg vil helt klart være mest bekymret for vandmiljø i forbindelse med denne praksis.”
Svinets bivirkninger
Hvad angår dyrevelfærden for sogrisene, så ligner svin og mennesker hinanden temmelig meget. Vores organer, vores hud og måden mange sygdomme udvikler sig på, er stort set ens i svin og mennesker, og svin har derfor længe været brugt til at udvikle og teste ny medicin.
Umiddelbart er det altså nærliggende at antage, at medicinerede sogrise kan opleve hele det samme spektrum af bivirkninger som kvinder i fertilitetsbehandling eller transkønnede i hormonbehandling, dvs. hovedpiner, feber, mavesmerter, kvalme, diarré, opkastninger og udslæt.
Ingen har dog undersøgt påvirkningerne. Ganske vist foretog landbrugets videncenter SEGES allerede de første eksperimenter med kønshormon til svin i 1999, og man har siden da fulgt udviklingen, men udelukkende med fokus på de avlstekniske og økonomiske fordele.
Den førende forsker på feltet i dag hedder Thomas Sønderby Bruun, og han rådgiver branchen som specialkonsulent på vegne af SEGES Innovation. Han ved alt om den mest effektfulde anvendelse af kønshormoner til svin, men ikke hvor udbredt anvendelsen er, og ej heller har han noget kendskab til bivirkninger. I en mail til gylle.dk svarer Bruun:
”Vi har ikke kendskab til at der skulle være indberettet bivirkninger, og i de undersøgelser vi selv har gennemført, har vi ikke set nogle bivirkninger. Ligeledes har vi ikke kendskab til at der skulle være indberettet arbejdsulykker.”
Lægemiddelstyrelsen har ingen registrerede anmeldelser af bivirkninger, hverken for mennesker eller svin.
Risici for vandmiljøet
Derimod ved man lidt mere om effekten på miljøet. Takket være tyske bekymringer i 2013 er der i EU-regi foretaget laboratorieforsøg, hvor akvariefisk i flere generationer blev udsat for altrenogest. Resultaterne var alarmerende. Frugtbarheden hos voksne fisk og overlevelsen blandt ungerne faldt, og det skete et markant skifte i kønsfordelingen. Der kom flere hanner end hunner, hvilket klart understreger kønshormonets potente effekt.
De godkendte varemærker er derfor forsynet med en advarsel, der lyder:
”Må ikke udledes i vandløb, da dette kan være farligt for fisk og andre organismer i vandet. Ikke anvendte veterinærlægemidler samt affald heraf bør destrueres i henhold til lokale retningslinjer. Ved spredning af gylle fra behandlede dyr skal den minimumsafstand til overfladevand, som er fastsat i henhold til nationale eller lokale bestemmelser, nøje overholdes, idet gødningen kan indeholde altrenogest, som kan forårsage uønskede påvirkninger af vandmiljøet”.
I Danmark er denne minimumsafstand til overfladevand, dvs. vandløb, søer og fjorde, blot tre meter. Årligt (2024) udbringes der 36 millioner tons gylle, fortrinsvis fra svin. Det svarer til 13,8 tons gylle på hver eneste hektar landbrugsjord landet over. En hektar svarer til 100 gange 100 meter.
Kønshormoner kan give en ekstra gris
Verden over har kønshormonerne holdt deres indtog i svinefabrikkerne. Fra Kina over Europa til USA og Brasilien administreres der kilovis af altrenogest for at hæve bundlinjen. I EU er det kun Sverige, Slovenien, Luxembourg og Kroatien, der ikke tillader anvendelsen.
Innovative forskere eksperimenterer til stadig med at høste yderligere avlstekniske og økonomiske fordele ved anvendelsen af disse kønshormoner. Således offentliggjorde et brasiliansk-amerikansk forskerhold i 2022 et opsigtsvækkende forskningsresultat: Ved at medicinere gravide søer med altrenogest kunne moderdyret bringes til at levere en ekstra levedygtig pattegris. Eller som forskerne selv beskriver deres opdagelse:
”Nærværende undersøgelse viste, at tilskud af altrenogest under tidlig graviditet (fra dag 6 til 12 af graviditeten) kan bidrage til rentabilitet og velfærd i svineproduktionssystemer, da det øgede antallet af levendefødte pattegrise og reducerede antallet af dødfødsler. og antallet af smågrise med lav fødselsvægt”.
Virkningen af altrenogest i den tidlige graviditet virker stimulerende på soens livmoder, som producerer og udskiller flere næringsstoffer end normalt. Livmoderen understøtter derved en optimal tidlig fosterudvikling, hvilket igen kan resultere i større kuld med flere levendefødte pattegrise.
Den opdagelse kan få vidtrækkende konsekvenser for svinekødsindustrien, ikke mindst i Danmark. Danske svineproducenter er verdens mest effektive, men det siger sig selv, at kan kuldstørrelsen øges med endnu en pattegris, har det store økonomiske perspektiver. Udfordringen er bare den, at brugen af kønshormoner som vækstfremmer til produktionsdyr er forbudt i EU.
Kontakter
Kjeld HansenRedaktør
Tlf:26215326kjeld@baeredygtighed.dkBilleder
Links
Om Gylle.dk
Foreningen GYLLE.DK er en nonprofit, uafhængig sammenslutning, der udgiver et journalistisk nyhedsmedie med kritisk journalistik om natur, klima og landbrug. Mediet bringer nyheder, baggrundsartikler og analyser, der tilbyder engagerede borgere, beslutningstagere, lobbyister og andre indsigt med et præcist fokus på emner og årsagssammenhænge, der sjældent eller aldrig publiceres af traditionelle medier.
Publiceringen følger den amerikanske metode: "Tell the Facts, Name the Names".
Da agroproduktion beslaglægger 63 procent af det yndige land, undgås det næppe, at der af og til vil optræde indlæg, som beskæftiger sig med den omdiskuterede industri og dens stadig færre udøvere. Sådan er det bare!
GYLLE.dk anbefaler, at du abonnerer på bloggens RSS-feed, så du løbende orienteres om nye indlæg.
Velkommen til en verden af viden om alt det, der betyder noget for livet omkring os!
Følg pressemeddelelser fra Gylle.dk
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Gylle.dk
Hvor er alle fuglene?13.1.2025 05:55:00 CET | Pressemeddelelse
Det ser ud til, at der er færre mejser, fuglekonger og finker, der bliver fanget på fuglestationerne her i efteråret 2024. Og det samme gælder spurvehøge på træk. Så der er altså noget om snakken med, at der er færre fugle at se. Det er faktisk en trend, der har været i gang de sidste 10 år – så hvad mon der sker?
Svinelandbruget anvender systematisk sult til at øge produktionen10.1.2025 07:55:00 CET | Pressemeddelelse
Synes du, at prisen på flæskestegen er for billig til at være sand? Så er det nok, fordi flæskestegens mor er blevet udsultet. Mens de færreste danskere gik sultne fra julebordet, så har dyrene, der lægger krop til produktionen, været udsat for perioder uden tilstrækkeligt foder. Sult er en helt bevidst metode i det konventionelle landbrug
Blomsterbuketter i Danmark kan indeholde nervegift - forbyd det9.1.2025 05:55:00 CET | Pressemeddelelse
Trods EU-lovgivning importerer og eksporterer vi stadig blomster, hvor nervegiften Chlorpyrifos gemmer sig. Derfor skal Danmark gå forrest med et nationalt forbud mod ulovlige sprøjtemidler
De 19 vildeste fakta om den danske svineproduktion8.1.2025 05:55:00 CET | Pressemeddelelse
Hold nu op🤯 Danmark er ikke afhængig af den danske svineproduktion. Tværtimod
Kræftsyge i Thyborøn-Harboøre skal tjekkes for forureningen fra Cheminova7.1.2025 05:55:00 CET | Pressemeddelelse
Region Midtjylland har bevilget 598.000 kr. til et forskningsprojekt, der skal kigge nærmere på, om der er en sammenhæng mellem kræft og forurening i Thyborøn-Harboøre. Kræftens Bekæmpelse har også bidraget med den anden halvdel af pengene. Formanden for regionsrådets hospitalsudvalg, Purnima Erichsen, fortæller til gylle.dk, at hun er rigtig glad for beslutningen, fordi det er vigtigt at finde ud af, hvad der ligger bag de mange kræfttilfælde
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum