Danmark bidrager til genopbygning af Ukraines energisektor efter nye massive russiske angreb
Et dansk bidrag på 40 millioner kroner til det ukrainske energisystem er på vej efter nye, voldsomme russiske angreb på infrastrukturen, der har efterladt én million mennesker uden strøm. Med den nye støtte leverer Danmark endnu et substantielt bidrag for at sikre, at Ukraines energiforsyning opretholdes.
I marts måned blev Ukraine udsat for de mest omfattende missilangreb mod deres energiinfrastruktur, siden krigen begyndte i februar 2022. De intensiverede angreb ses som et bevidst forsøg på at nedbryde den ukrainske elforsyning, som er helt afgørende for at få vand, varme, et sundhedsvæsen og en hær, der kan fungere.
”Ukraine er i forhold til energiforsyning kommet imponerende gennem den snart overstående vinter. Og det til trods for løbende angreb på og ødelæggelser af kritisk energiinfrastruktur. De seneste uger har Rusland valgt at øge sine målrettede angreb mod Ukraines energiinfrastruktur, og vi har set omfattende ødelæggelser. Fra dansk side yder vi nu 40 mio. kr., der skal bidrage til den nødvendige genopretning, så Ukraine kan opretholde sin energiforsyning,” siger minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen.
Med den nye donation på 40 millioner kroner er Danmark med til at sikre elforsyningen - og dermed befolkningens adgang til vand og varme - i den kommende vinter. Pengene kommer fra de civile midler i regeringens Ukrainefond.
”Energi- og forsyningssikkerhed bliver brugt som våben i krigen mod Ukraine for at nedslide den ukrainske befolkning. Vi vil fra Danmarks side gøre, hvad vi kan for at gøre deres energiforsyning så robust og bæredygtig som muligt. Vi er ikke i mål endnu, så jeg er glad for, at jeg på Danmarks vegne kan overrække endnu en donation, der skal hjælpe Ukraine med både at genopbygge og udvikle et mere modstandsdygtigt energisystem over for både hårde vintre og hårde russiske angreb,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, der er i Ukraine for at styrke det dansk-ukrainske samarbejde.
Danmark har tidligere ydet støtte til genopbygning af ødelagte energifaciliteter gennem Ukraine Energy Support Fund – en fond, der blev etableret i den multilaterale organisation Energy Community kort efter invasionen. Fonden koordinerer indkøb og levering af udstyr til ukrainske virksomheder og forsyningsselskaber.
Danmark har også tidligere bidraget med et såkaldt nødkatalog, der skal hjælpe Ukraine med forberedelse af energiforsyningen de kommende vintre. Kataloget er udarbejdet af Energistyrelsen i tæt samarbejde med de ukrainske partnere og skal bidrage til valg af energiteknologier og tiltrækning af investeringer, ligesom det kan udgøre grundlag for donorassistance de kommende vintre.
Læs mere om nødkataloget her.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.
Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Flere penge til pulje for grønne investeringer26.6.2025 15:41:57 CEST | Pressemeddelelse
CO2-intensive virksomheder og kommercielle indenrigsfærger skal have lettere ved at omstille sig. Regeringen hæver derfor den øvre grænse for støtte i Investeringsstøtteordningen, der hjælper de udledere, som har sværest ved at omstille sig.
Nye anbefalinger til en mere robust vandsektor i fremtiden26.6.2025 07:58:56 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen har nu fået de første anbefalinger fra Vandreguleringsudvalget. Målet er en robust sektor, der også i fremtiden har høj forsyningssikkerhed og yder beskyttelse af drikkevand og vandmiljøer.
Et grønnere Danmark: Arbejdet med nye klimateknologier og -tiltag skal styrkes10.6.2025 09:00:08 CEST | Pressemeddelelse
Som opfølgning på Aftale om et Grønt Danmark er et nyt klimatiltagsudvalg blevet nedsat. Udvalget skal hjælpe med at styrke både implementering og udrulning af nye innovative løsninger i det danske landbrug.
Ny aftale om mere energieffektive bygninger er på plads23.5.2025 08:59:23 CEST | Pressemeddelelse
Staten har indgået en aftale med Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner, der skal forbedre energieffektiviteten af de offentligt ejede bygninger. Aftalen betyder også, at energimærkningsordningen for bygninger bliver digitaliseret og gjort mere simpel.
Ny politisk aftale om grøn strøm fra havvindmøller bidrager til et grønnere og mere sikkert Danmark19.5.2025 16:08:41 CEST | Pressemeddelelse
I en usikker verden skal Danmark og Europa producere mere grøn energi selv. Det baner en bred politisk aftale vejen for med rammerne for nye udbud af havvindmølleparker, der potentielt kan levere strøm til tre millioner husstande.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum