Forenet Kredit

Spænding på Anholt: Nomineret til Årets Ø

Del

En kæmpe fest for hele øen. Det er hvad, der er på spil for de 130 beboere på Anholt.  Den lille ø i Kattegat i Norddjurs Kommune er nemlig én af blot tre kandidater til at vinde den landsdækkende pris som Årets Ø, hvor gevinsten er en stor ø-fest for alle øens beboere og derudover 50.000 kroner.

Birgitte Dahl Jeppesen er forkvinde for borgerforeningen på Anholt, som ligger midt i Kattegat men er en del af Norddjurs kommune. Og hun er glad:  

“Vi er 130 fastboende, og det er ikke altid let at bo på en ø der ligger tre timer væk fra nærmeste havn midt i Kattegat, så det føles helt fantastisk at blive nomineret!  Især om vinteren har vi kun de ting, vi selv skaber. Da vi satte os ned og skrev alle de ting ned, der fandtes, så blev jeg faktisk lidt imponeret over aktivitetsniveauet uden for sæsonen. For vi skal selv sørge for der sker nogle spændende ting i løbet af vinteren, for eksempel for børnene, så vi laver sørøverfest, halloween, nisseleg i Brugsen, juletræsfest, ‘Anholt har talent’, fastelavnsfest, æggetrilning og så videre.  

Hvis vi vinder, så har vi virkelig brug for at få nye boliger her på øen, og vi har et projekt, der handler om at udvikle nye boformer eller måder at bo på, så vi kan tiltrække yngre mennesker med en anden slags ressourcer. Det kunne man godt overveje at investere i, men der skal være flere til at bestemme.“ 

Hylder det gode liv året rundt 

Med kåringen af Årets Ø 2024-2025 vil Forenet Kredit, Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer hylde danske ø-samfund, der er kendetegnet ved ”Det gode liv på øen – hele året rundt”. 

”Uden aktiviteter året rundt på vores småøer, så risikerer vi, at livet sygner hen. Med uddelingen af Årets Ø-prisen 2024-2025 ønsker vi at hylde det vigtige arbejde, der gøres mange steder på de danske øer, som gør det attraktivt for nye øboere at slå sig ned, bo og leve der året rundt – og som styrker sammenhængskraften lokalt på vores mange danske øer i hele landet,” siger Mette Ravn, der er formand for priskomitéen og bestyrelsesmedlem i Forenet Kredit. Forenet Kredit er foreningen, der ejer Nykredit og Totalkredit, og er en af de tre parter bag Årets Ø – de øvrige parter er Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer.  

Derfor er Anholt nomineret 

Komitéen har nomineret Anholt, fordi den på trods af at være Danmarks mest isolerede ø med tre timers færgesejlads til fastlandet er fyldt med gode aktiviteter og et særligt sammenhold. Det viser sig ved alle øens aktiviteter lige fra konkurrencer som ‘Anholt har talent’, det rige liv på øens skole og det hårde arbejde for kystsikring af Anholt. Alle vigtige ting hvis Anholt skal fremtidssikres. Komitéen anerkender også det vigtige ønske til, at præmiepengene skal bruges til at arbejde videre med planer om at få opført et moderne og bæredygtigt boligfællesskab med plads til børnefamilier og seniorer.     

Vinder-øen – og hvilken ø, der dermed får en kæmpe fest foræret – bliver offentliggjort medio maj. Kåringsfesten holdes den 8. juni.  

Fakta om årets ø 

  • Bag Årets Ø står Forenet Kredit, Sammenslutningen af Danske Småøer og Landdistrikternes Fællesråd.  

  • Forenet Kredit er foreningen, der ejer Nykredit og Totalkredit.  

  • Temaet for Årets Ø 2024 er ”Det gode liv på øen – hele året rundt”, og udover Anholt er de to andre nominerede øer Aarø ud for Haderslev og Tunø ud for Hou.  

  • Med prisen for Årets Ø ønsker partnerskabet bag Årets Ø at sætte fokus på lokalsamfundene på de danske øer, så både beboere, gæster og andre interessenter får lyst til at gøre en ekstra indsats for øerne.  

  • Prisen blev uddelt første gang i 2020 og er på 50.000 kroner samt 20.000 kroner til en fest for HELE øen.  

Kontakter

Formand for komitéen og bestyrelsesmedlem i Forenet Kredit: Mette Ravn, telefon: 40 17 38 24

Kontaktperson Anholt: Birgitte Dahl Jeppesen, telefon: 60 68 12 96, email: bdjeppesen@gmail.com

Om Forenet Kredit

Forenet Kredit er en forening for kunder i Nykredit og Totalkredit. Foreningen er hovedaktionær i Nykredit og Totalkredit, og det ejerskab bruger vi til at sikre en både økonomisk og socialt bæredygtig realkredit i hele Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Forenet Kredit

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Forenet Kredit

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye