Den rigeste procent ejer mere end en fjerdedel af danskernes samlede formue
Den mest velhavende ene procent af danskerne besidder 25,5 procent af den samlede nettoformue i Danmark, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Regeringens plan om at sænke bo- og gaveafgiften på generationsskifte af virksomheder vil primært komme de allerrigeste til gode og skubbe yderligere til den store ulighed.
![Det kræver en nettoformue på mindst 16,5 millioner kroner at være en del af den mest velhavende procent af danskerne.](/data/images/public/13560159/13797233/b6f827ef-d510-4278-a1aa-32622b0f8a23-w_720.png)
ULIGHED
Den mest velhavende ene procent af danskerne ejer mere end en fjerdedel af danskernes samlede nettoformue.
Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af Danmarks Statistiks indkomstdata fra 2022.
”Uligheden er enorm, når det kommer til formuer i Danmark,” siger Sune Caspersen, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
”Det er meget, at den rigeste procent ejer en fjerdedel af den samlede nettoformue. Til sammenligning tjener top-1-procent kun ni procent af de samlede indkomster,” siger Sune Caspersen.
Nettoformuen består af reale aktiver som bolig og bil, finansielle aktiver som bankindestående og værdipapirer og pensionsopsparing fratrukket al registreret gæld som for eksempel realkredit-, bank og SU-lån.
Særligt unoterede aktier fylder meget i de rigestes formuer
En stor del af den rigeste procents formueandel står i unoterede aktier. Et aktieselskabs aktier skal ikke nødvendigvis handles på en børs. Handles aktierne ikke på en børs, kaldes de unoterede aktier.
Unoterede aktier omfatter primært ejerandele i familieejede virksomheder. Det vil sige virksomheder som for eksempel Lego, Danfoss og Ecco.
Det er relativt nyt, at det er muligt at indregne unoterede aktier i formueopgørelsen. Forbedringer i datakilderne betyder, at Danmarks Statistik i samarbejde med Nationalbanken de seneste to år med større sikkerhed har kunnet komme med et skøn over unoterede aktiers værdi på personniveau.
Tidligere opgørelser viste, at den rigeste procents andel af den samlede formue var på cirka 14 procent. Men der har været tale om et mørketal. Medregner man de unoterede aktier løber andelen altså op i omkring 25 procent.
”De unoterede aktier har en kæmpemæssig betydning for uligheden i Danmark. Det viser, at de allerrigeste i mange tilfælde får deres midler fra familieejede virksomheder, der måske endda er gået i arv. Og de er langt rigere, end vi tidligere har haft tal for,” siger Sune Caspersen.
Sænkelse af arveafgift på generationsskifter vil forgylde de allerrigeste
Unoterede aktier, der går i arv i en familie, bliver i dag beskattet under reglerne for bo- og gaveafgiften for erhvervsvirksomheder, også kendt som arveafgiften.
Skattesatsen er 15 procent, men regeringen har bebudet i regeringsgrundlaget, at den vil sænke satsen til 10 procent. Det koster en halv milliard kroner. Derudover vil regeringen bruge en halv milliard kroner på en ny model for værdiansættelse af virksomheder, hvilket også vil komme virksomhedsejerne til gode.
”Hvis man vil bekæmpe uligheden i Danmark, er en sænkelse af arveafgiften den forkerte vej at gå. I virkeligheden er det en skattelempelse, der primært går til milliardærarvinger,” Sune Caspersen.
Analysens hovedkonklusioner
- Formuerne udviklede sig negativt i 2022 både for dem med store og mindre formuer. Det skyldes dels den høje inflation, der udhulede den reale værdi af formuerne, men også kursfald på aktie- og obligationsmarkederne, der også påvirkede pensionsformuerne.
- De 10 procent mest velhavende danskere har i gennemsnit en nettoformue på cirka 11 millioner kroner, mens den næstrigeste tiendedel har en gennemsnitlig nettoformue på godt 3 millioner kroner. Det store spring skyldes, at formuerne er meget ulige fordelt og koncentreret på få hænder.
- En af forklaringerne på de store formueforskelle er, at formueopbygning er aldersbetinget. Men selv når man renser for alder, er formueforskellene markante.
- Den rigeste procent af danskerne sidder på 25,5 procent af den samlede formue. Det er en smule mindre end året før. Det kræver en nettoformue på mindst 16,5 millioner kroner at være en del af den mest velhavende procent af danskerne.
- Unoterede aktier i blandt andet familieejede virksomheder har stor betydning for formueuligheden. Derfor er det bekymrende, at regeringen agter at lempe arveafgiften ved overdragelse af aktier og anparter i familieejede virksomheder til næste generation. Det risikerer at øge uligheden og den sociale arv.
Kontakter
Sune CaspersenSenioranalytiker
Tlf:26 20 02 28sc@ae.dkJesper KirkbakKommunikationschef
Tlf:50 73 71 34jk@ae.dkLinks
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er en økonomisk-politisk tænketank og et samfundsøkonomisk analyseinstitut, der arbejder for at fremme den sociale retfærdighed i Danmark. AE’s overordnede formål er at udarbejde og formidle samfunds- og erhvervsøkonomisk viden samt løsningsideer til gavn for lønmodtagerne og for at fremme den sociale retfærdighed.
Følg pressemeddelelser fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Ny kortlægning: De ressourcestærke får mest ud af uddannelsessystemet31.1.2025 06:39:01 CET | Pressemeddelelse
Der bliver brugt flest offentlige penge på uddannelse af akademikere og børn fra ressourcestærke hjem, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Hver gang det offentlige bruger ti kroner på undervisning, materialer, SU med mere, går fire kroner til at uddanne akademikere. Samtidig bruger det offentlige i gennemsnit cirka 900.000 kroner på at uddanne børn af forældre fra toppen af indkomstskalaen, mens der bliver brugt cirka 650.000 kroner på børn af de ti procent fattigste.
Nationalt partnerskab kan være vigtigt initiativ for udsatte unge – men husk også uddannelse28.1.2025 10:05:11 CET | Pressemeddelelse
Det er spændende og vigtige takter, regeringen slår an med det nationale partnerskab for udsatte unge, mener analysechef Emilie Damm Klarskov fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Men politikerne bør fortsat huske at give de unge målrettede uddannelsestilbud.
Ledige uddannes på ny ordning: Fire ud af fem kommer i beskæftigelse28.1.2025 06:05:00 CET | Pressemeddelelse
De efterfølgende jobmuligheder er gode for de ledige, der tager en erhvervsuddannelse, mens de får dagpenge på en forhøjet sats, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). 78 procent af personerne, der indtil videre har gennemført en uddannelse på ordningen, er efterfølgende kommet i arbejde. Særligt social- og sundhedshjælpere er der kommet flere af.
De allerhøjeste indkomster steg med 15 procent, mens almindelige danskere blev ramt af inflation3.1.2025 06:05:00 CET | Pressemeddelelse
Afstanden mellem den rigeste procent og den typiske dansker vokser med høj fart, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Det gælder både det seneste indkomstår og det seneste årti.
Hårdt fysisk arbejdsmiljø fordobler risikoen for tidlig tilbagetrækning27.12.2024 06:05:00 CET | Pressemeddelelse
Der er en klar sammenhæng mellem hårdt fysisk arbejdsmiljø og tidlig tilbagetrækning, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Blandt 50-60-årige lønmodtagere, der i 2018 havde et hårdt fysisk arbejdsmiljø, har flere end hver femte forladt arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen fem år efter, mens tallet for lønmodtagere uden et hårdt fysisk arbejdsmiljø er under hver tiende.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum