Ny undersøgelse: Hvad er det, flexboligen kan?
Nogle drømmer om et anderledes fritidshus, andre om et frirum tæt på naturen. Og endnu andre ønsker at lære området at kende, før man måske vælger at flytte hertil. Lolland Kommunes flexboliger benyttes både flittigt og forskelligt, og de bidrager generelt positivt til områdets lokalsamfund. Det viser en ny undersøgelse, der netop er offentliggjort.

Hvorfor køber man en flexbolig? Hvad skal den bruges til? Og hvad betyder det for et lokalområde? Det og meget mere har Lolland Kommune i samarbejde med en gruppe seniorforskere fra Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD) på Aalborg Universitet netop undersøgt i et nyt studie.
”Undersøgelsen har vist, at flexboliger i Lolland Kommune i høj grad bliver købt med henblik på at blive brugt som fritidshuse. Men det er ikke kun det, det handler om. Mange vælger også at bruge ordningen som en mulighed for at lære området at kende og prøve af, om man har lyst til at bo der permanent, før man vælger at rykke teltpælene op”, fortæller Jesper Ole Jensen, seniorforsker på BUILD.
”Resultatet viser desuden, at det i vidt omfang er naturen, ønsket om ro, attraktive boligpriser, muligheder for udlejning og en lokal tilknytning til området, der er afgørende for, at man vælger at købe en flexbolig i Lolland Kommune”, supplerer Helle Nørgaard, seniorforsker på BUILD.
Ordningen er populær
I Lolland Kommune er der ultimo 2023 givet i alt 711 flexboligtilladelser, siden ordningen blev indført i 2013. Hovedparten ligger i kommunens landdistrikter.
Flexboligerne benyttes flittigt:
”Næsten halvdelen af ejerne opholder sig i deres bolig mellem 2 og 6 måneder årligt, og hele 93 procent af alle flexboligejerne har valgt at renovere og forbedre boligen, siden de overtog den. På den måde bidrager de til omsætningen i de lokale butikker og hos de lokale håndværkere”, fortæller Jesper Ole Jensen, seniorforsker på BUILD.
En del af lokalsamfundet
Borgmester Holger Schou Rasmussen er glad for den store interesse for flexboliger:
”Med en flexbolig får man en unik mulighed for at nyde feriehuslivet, samtidig med, at man kan lære området at kende og blive en del af vores lokalsamfund. Ordningen er dermed med til at sikre nyt liv i de tomme huse, ekstra opgaver hos vores lokale håndværkere, og på sigt kan det måske bidrage til, at flere vælger at flytte hertil”.
Undersøgelsen viser desuden, at flexboligejere i høj grad involverer sig i lokalsamfundet:
”Flexboligejerne bliver generelt godt modtaget. Størstedelen giver udtryk for, at de føler sig velkomne og beskriver, at naboer og andre er venlige og imødekommende. Det betyder, at mange har stor lyst til at deltage i de lokale aktiviteter og benytte vores lokale spisesteder, håndværkere, strande, sundhedscentre og sportsanlæg. Det er med til at bidrage positivt til vores lokalsamfund”, afslutter borgmester Holger Schou Rasmussen.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af seniorforskere på BUILD, Jesper Ole Jensen og Helle Nørgaard. Den bygger primært på en skriftlig spørgeskemaundersøgelse, der er udsendt til alle flexboligejere i Lolland Kommune ultimo 2023.
374 ud af 711 flexboligejere har besvaret undersøgelsen, hvilket giver en svarprocent på 53. Respondenterne omfatter både ”almindelige” flexboligejere (340) og flexboligejere, der har valgt at bosætte sig permanent i Lolland Kommune (34).
Undersøgelsen trækker ligeledes på viden fra det igangværende RESPOND-projekt, som BUILD gennemfører i samarbejde med Realdania, hvor et delprojekt har fokus på, hvad corona-nedlukningerne har betydet for fritidsboligmarkedet i Danmark, med særlig fokus på Lolland Kommune.
Rapporten er vedhæftet nederst i pressemeddelelsen.
Hvad er en flexbolig?
En flexbolig er et helårshus, som kan anvendes som sommerhus, fritidshus eller et ekstra hjem.
Der er hverken bopælspligt eller restriktioner for boligens brug gennem året. Man kan benytte huset lige så meget, man vil.
Boligen skal godkendes som flexbolig af kommunen.
Vil man flytte permanent ind i en flexbolig, kan man når som helst opsige flexbolig-tilladelsen.
Nøgleord
Kontakter
Holger Schou RasmussenBorgmester, Lolland Kommune
Tlf:23 24 91 80Jesper Ole JensenSeniorforsker, PhDBUILD – Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet
Tlf:23 60 56 16Helle NørgaardSeniorforsker, PhDBUILD – Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet
Tlf:23 60 56 43Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Lolland Kommune
Turbåden Anemonen er klar til to nye sæsoner22.4.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny forpagtningsaftale er på plads. Fra 1. maj overtager Niels Skadborg og Christian Pedersen ansvaret for at drive turbåden Anemonen med rundture og chartreture i Naturpark Maribosøerne – nærmere bestemt på Søndersø centralt i Maribo.
Kjær & Lassen vinder hovedentreprisen på Havnebygningen i Nakskov10.4.2025 09:32:09 CEST | Pressemeddelelse
Efter en udbudsrunde med fire bydende virksomheder er entreprenørfirmaet Kjær & Lassen blevet valgt som hovedentreprenør på renoveringen af Havnebygningen i Nakskov. Der er givet en tilbudssum på 25,77 millioner kroner, og projektet realiseres som en del af Nakskov 2030-initiativet med støtte fra A.P. Møller Fonden, der har bidraget med godt 50 millioner kroner til renoveringen af Havnebygningen og Honnørkaj.
Ny national industripark bør placeres i Rødbyhavn8.4.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Lolland og Guldborgsund Kommuner står sammen om at foreslå Rødbyhavn som ny national industripark. Det skal bidrage til at imødekomme nationale kapacitetsbehov og samtidig virke som en dynamo for ny vækst og udvikling på Lolland-Falster.
LollandBibliotekerne sætter fokus på bæredygtighed26.3.2025 06:10:00 CET | Pressemeddelelse
Sammen med lokale foreninger og organisationer markerer LollandBibliotekerne UGE17, som er en landsdækkende temauge omkring FN’s 17 verdensmål. Det sker med en række forskellige og inspirerende aktiviteter om bæredygtighed. Et af ugens første arrangementer bliver en debataften tirsdag den 22. april kl. 19:00-21:30 på Nakskov Bibliotek. Her mødes 12 lokale kandidater til kommunalvalget for at diskutere udfordringer og løsninger på vejen hen mod en grøn fremtid for Lolland Kommune.
Nye tal fra DI Byggeri: Markant kortere ventetid på byggesager i Lolland Kommune12.3.2025 06:10:00 CET | Pressemeddelelse
Ventetiden på at få behandlet byggesager i Lolland Kommune er nu nede på gennemsnitligt 40 dage. Det er mere end en halvering siden 2023, hvor ventetiden i kommunen var 99 dage, og det er 18 dage hurtigere end landsgennemsnittet. Tallene stammer fra DI Byggeris netop offentliggjorte rapport.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum