COVID-smittede mink får lov at leve

Eksperter kan ikke udelukke en ny COVID-pandemi fra danske mink, men vurderer det som ”ekstremt usandsynligt”, fordi Fødevarestyrelsen angiveligt stiller skrappe krav til alle nye minkproducenter. Imidlertid skal syge eller smittebærende mink ikke længere aflives, men blot sættes under offentligt tilsyn. Det udgør en klar risikoen for human smitte, indrømmer en førende virolog, mens en mikrobiologisk ekspert kalder det direkte vildledende at påstå, at lokalbefolkningen ikke vil være sygdomstruet på grund af vaccinestrategien. I de seneste år er der kun vaccineret ældre og kronisk syge, mens resten af befolkningen, herunder også børnene, lever ubeskyttede i de lokalsamfund, hvor minkproduktionen genoptages.

Den økonomiske side af COVID-pandemien har været skræmmende og er endnu langt fra afsluttet.

Aflivningen af de 15,5 mio. danske mink i efteråret 2020 har indtil nu kostet de danske skatteydere 29 mia. kroner i ”kompensation” til 1182 minkproducenter, der fik deres virksomheder lukket. Alligevel har regeringen tilladt minkfabrikanterne at genoptage deres aktiviteter fra januar 2023. Foreløbig er der åbnet fire aktive virksomheder med tilsammen 23.359 mink, men der er intet loft over genopbygningen. 

Samtidigt overlades forebyggelse og kontrol til minkproducenterne selv, men hvis det går galt, betaler staten. Kommer det igen til aflivning af smittede besætninger, skal der atter ydes fuld erstatning, men tilsyneladende forsøger Fødevarestyrelsen at slippe uden om denne udgift ved at undlade aflivning, til trods for åbenlys risiko for smittespredning til beboerne i lokalområdet.

Den katastrofale ’jernrings’-strategi

Det virkelig nye i bekendtgørelsen om COVID-19 i pelsdyr er, at smittede mink kan leve videre.

Fødevarestyrelsen forklarer i et svar 21. februar 2024 til en læser af gylle.dk, at ”der er ikke længere den samme samfundsrisiko forbundet med, at en minkbesætning smittes med COVID-19, da langt de fleste personer er vaccineret. Hvis minkene i en virksomhed smittes med COVID-19, er der således ikke længere krav om, at minkene aflives. Virksomheden vil blive pålagt en række restriktioner og udvidede undersøgelser, indtil dyrene er raske og ikke længere forventes at kunne smitte.”

Denne strategi er identisk med den ”jernring”, Fødevarestyrelsen hævdede at have lagt rundt om de første smittede minkfabrikker i det tidlige efterår 2020. Den skulle forhindre smitte i at komme ud. Fødevarestyrelsen begrundede beslutningen med at "undgå smitte uden for minkfarmen har vi ligesom med de andre smittede farme lagt en jernring rundt om den. Det gjorde vi allerede, da vi fik mistanke til smitten”.

”Jernrings”-strategien var lige så hullet som en si, og resultatet var katastrofalt.

I de efterfølgende uger spredte smitten sig i både lokalsamfund og fra minkfabrik til minkfabrik, og snart havde regeringen ingen andre udveje end at aflive samtlige 15 millioner danske mink. Som bod for sit svigtende ansvar og den manglende handlekraft måtte daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) aflevere sin ministertaburet 19. november 2020. Skatteyderne fik en regning på 29 mia. kroner, som der stadig betales af på.

Risiko for ny pandemi

Fødevarestyrelsens nye strategi med overlevelse i stedet for udryddelse bygger helt åbenlyst ikke på forsigtighedsprincippet, men imødekommer et uklart politisk krav, som S-regeringen valgte at følge i september 2022. Trods mange protester vedtog man, at minkbranchen atter kunne åbne produktionsanlæggene.

Strategien tillader en genopstandelse af minkerhvervet ud fra en tro hos myndighederne på, at virksomheder med smittede dyr vil kunne isoleres og derefter helbredes uden at udrydde alle dyr. Derved spares der millionbeløb til erstatninger, men kun ved at ignorere den åbenlyse risiko for smittespredning til omgivelserne.

Videnskabeligt er det en gængs erkendelse, at der altid vil være en risiko for smitte fra dyr til mennesker med virus, der i værste fald kan udløse en ny pandemi, og det gælder alle dyrearter og produktionsformer. Dette synspunkt fremsættes af Lars E. Larsen, der er professor i veterinær virologi og har arbejdet med virusinfektioner i produktionsdyr i de sidste 20 år. Larsen er desuden videnskabeligt ansvarlig for det nationale overvågningsprogram for virus af fugleinfluenza og svineinfluenza. Han skriver i en mail til gylle.dk:

Risikoen for at SARS-CoV2 smitter mink, hvorefter der opstår et ændret virus, der så efterfølgende smitter tilbage til mennesker og starter en pandemi kan ikke udelukkes, men jeg vurderer, at det er ekstremt usandsynligt under de nuværende forhold: Dels har vi meget få minkfarme (p.t. fire aktive med 23.359 dyr, red.), dels er der strammet op på kravene til smittebeskyttelse, så minkene skal testes hver 3. måned, når de handles og før import samt før pelsning. Dette betyder, at smittede farme relativt hurtigt vil blive opdaget og aflivet. Så overordnet set: det kan ikke udelukkes at en ny pandemi starter i danske mink, men jeg vurderer, at det er ekstremt usandsynligt, at det vil ske.”

Da Lars E. Larsen fik forelagt teksten i bekendtgørelsen om COVID i pelsdyr, ændrede han sin vurdering. I en ny mail til gylle.dk hedder det:

”Jeg må medgive, at der ikke står, at de skal aflives, men de kommer under offentligt tilsyn. Så går jeg ud fra, at der gøres alt for at undgå smitte til mennesker, og dyrere må ikke omsættes. Med de få farme der er, så synes jeg ikke, det kan sammenlignes med situationen i 2020, men det er klart, at risikoen for human smitte er der, hvis minkene ikke aflives.”

Smittede mink uden symptomer

Anderledes kritisk forholder sig professor, dr. med Hans Jørn Kolmos, Syddansk Universitet. Kolmos, der er mikrobiolog, var en af de mest benyttede corona-eksperter under den lange nedlukning af samfundet i 2020-21. Han siger i dag:

”Når vi ved, hvor meget der gik galt i sommeren 2020 ude på minkfarmene, så er jeg meget betænkelig ved beslutningen om at lade dette erhverv genopstå. Kommer der først SARS-CoV2-smitte ind i en besætning med f.eks. 13.500 dyr, vil der opstå særdeles effektive smittekæder, som meget hurtigt vil kunne mutere virus og derefter smitte tilbage til mennesker uden vaccinationsbeskyttelse. Det vil svare til spredningen af influenza blandt indbyggerne i en mindre provinsby som for eksempel Thisted. Dertil kommer, at vi ikke skal glemme, at op imod en tredjedel af minkene i 2020 var smittebærere uden at udvise symptomer. Hvordan vil Fødevarestyrelsen opdage dem?

Ganske vist henviser Fødevarestyrelsen til en opstramning af kravene til smittebeskyttelse, men reglerne er nu så mange og så indviklede, at det falder mig svært at tro, de kan overholdes. Alene et sådan krav som obligatorisk håndvask kan være særdeles vanskeligt at håndhæve: det kender vi desværre også fra sundhedssektoren, hvor det kan være fatalt. Dertil kommer, at rigtig mange af de ansatte i minkbranchen var fra udlandet, så sprogproblemer gjorde det klart vanskeligt, og sådan vil det formentlig gå igen.”

Professor Hans Jørn Kolmos fremhæver, at Fødevarestyrelsen i sine krav ikke tager højde for, at covid-19 også smitter med aerosoler (dråbeform ved nysen eller hoste, red.), og at det formentlig er den vigtigste smittemåde. Han understreger:

”Man kan ikke udelukke, at folk som bor tæt på en massivt smittet minkfabrik, vil kunne smittes gennem luften med aerosoler. Det er i den forbindelse værd at erindre om, at 60 % af de covid-19 smittede i 2020 i lokalområderne til minkfabrikker, var smittet med minkvarianter, da smitten i minkbesætningerne toppede. Det skyldtes næppe alene manglende evne til at vaske hænder.

Det er på den baggrund opsigtsvækkende, at Fødevarestyrelsen tilsyneladende har tænkt sig at lade covid-19 i smittede minkbesætninger brænde ud af sig selv, frem for at stoppe smittespredningen hurtigt ved at slå besætningerne ned.

Argumentet med at lokalbefolkningen er vaccineret og derfor ikke sygdomstruet er direkte vildledende. Befolkningen er jo netop ikke gennemvaccineret. De seneste par år har strategien været kun at vaccinere ældre og kronisk syge, mens covid-19 får lov at cirkulere frit i resten af befolkningen, herunder også børnene. Genåbningen virker ikke gennemtænkt fra myndighedernes side, og man kunne i det hele taget få den tanke, at Fødevarestyrelsen med sin afslappede udbrudshåndtering vægter hensynet til minkerhvervet og statens økonomi højere end hensynet til lokalbefolkningens sundhed.”

En kostbar omgang

Prisen for nedslagtningen i november 2020 er foreløbig nået op på 29 mia. kroner, og mange politikere og i offentligheden er man dybt rystede over den enorme kompensation, der er under udbetaling. Imidlertid kan det igen blive dyrt for skatteyderne, hvis de nye minkfabrikker atter rammes af COVÍD.

Det fremgår af bekendtgørelsen om erstatning og udgifter ved bekæmpelse og forebyggelse af husdyrsygdomme, at COVID i mink i lighed med både svinepest og fugleinfluenza hører til sygdomme, som myndighederne er forpligtet til at bekæmpe ifølge EU-lovgivning. Det er derfor staten, der afholder udgifterne til aflivning, destruktion, rengøring og desinfektion samt udbetaler erstatning og kompensation til virksomhederne.

Og hvor skal pengene komme fra? De tages af statens samlede indtægter, som primært består af

skatter på personindkomst, afgifter fra moms, told og lignende, samt selskabsskatter. Det er altså skatteborgerne, der betaler. I modsætning til mange andre produktionsvirksomheder har minkfabrikanter ingen pligt til selv at forsikre sig.