Ansvaret for minkerstatningen, der løb løbsk?

KOMMENTAR Først fortalte politikerne i januar 2021, at minkerstatningerne ville koste skatteyderne 19 mia. (milliarder) kroner. I januar 2023 voksede tallet så pludselig til 29 milliarder.

Beløbet er helt uvirkeligt, men svarer til, at hver dansker i job årligt i ti år skal betale 10.000 kr. til en af minkfarmerne. Beløbet er nok til at hyre 5.700 sygeplejersker i ti år (inklusive pension). Eller det samme, der bruges årligt på forsvaret…

Som om forbløffelsen ikke var stor nok, allerede dengang politikerne i januar for tre år siden fremstillede en ”minkpakke”, der lovede de 1100 minkavlere ”kompensation” for nedslagtningen og lukningen af deres farme. En gennemsnitlig minkfarmer stod til at få en erstatning på 12 mio. kroner. Nu er det tal vokset til 18 mio. kroner til hver.

En af storfarmerne var formanden for minklobbyen i erhvervsorganisationen Kopenhagen Fur - ”Mr. Mink”, hvis borgerlige navn er Tage Pedersen kunne såmænd se frem til at få 113 mio. kr., lød estimatet. Nu står hans firma SOLE i Hedensted til at få 175 mio...

Minkaftalen: Erstatning til nedlagte farme

Alle skatteborgere var ikke bare forbløffede, men mange var også forargede dengang i 2021.

Det undrede især, at mink- og landbrugslobbyen havde fået presset igennem, at erstatningen til den enkelte farm skulle beregnes ud fra priser, der var ti år gamle, men hvor priserne var i top. Altså ikke en femårig periode, som havde givet et langt lavere beløb, fordi priserne havde været voldsomt faldende. Minkbranchen kørte med store underskud fra 2015 og frem til nedlukningen.

Det undrede også, at minkproducenterne skulle have en ”fuldstændig kompensation”, som ikke fulgte regler om ekspropriation. Når en bonde får sin jord eksproprieret, indgår der således ikke noget så luftigt som kompensation for ”fremtidig forventet indtjening”, men det fik minkavlerne. (SE MINKPAKKEN).

Og senere voksede forbløffelsen til nye højder. Det skete, da det blev kendt, at også de 290 avlere, der slet ingen mink havde i 2020 – de havde nedlagt produktionen før pandemien satte ind, fordi det var farme med underskud – at også de var berettigede til erstatning.

Statsministerens holdkæft-bolsje til landbruget

Hvem har dog ansvaret for denne forrykte minkpakke?

Efterhånden er det almindelig anerkendt, at minkpakken blev skruet sammen som statsminister Mette Frederiksens holdkæft-bolsje til landbrugspartiet Venstre. Det var betalingen for, at Venstre skulle stoppe med at true hende med bål og brand i form af advokatundersøgelser og rigsretssager, og fordi statsministeren var den ansvarlige for en ulovlig lynnedslagtning af 15 mio. mink.

Det politiske system var gået i selvsving med truslerne mod statsministeren – som Venstre stoppede, da partierne havde forhandlet minkpakken på plads. 

Især Venstre og landbrugslobbyen truede, så Venstres forhandler af minkpakken, Troels Lund Poulsen, stod i en god forhandlingsposition mod en presset Mette Frederiksen. Han fik den maksimale ”fuldstændig kompensation” ud til minkfarmerne. Det var også en gavmild kompensationsmodel, som Troels Lund Poulsens kernevælgere i landbruget kan henvise til fremover, når samfundet skal kompensere landbruget for CO2-afgifter og ekspropriation af lavbundsjorde, nedskæring af svine- eller kvægproduktion, osv.

Venstres Troels Lund Poulsen støttet af minkbranchen

Troels Lund Poulsen var Venstres hovedforhandler, men det har ikke skabt overskrifter, at den nuværende vicestatsminister modtog ukendte beløb til sin valgkamp fra minkbranchen. Han fik valgdonationer direkte fra Mr. Mink, minkavlernes formand.

Offentligheden ved ikke, hvor stort beløb, for Folketingets regler siger, at politikerne skal deklarere når de får støtte og fra hvem, men ikke hvor store beløb (over 22.200 kr.).  Troels Lund Poulsen og Venstre kan altså have fået flere hundrede tusinde kr. fra minkavlernes formand. 

Som tak for bidraget fik Troels Lund så minkavlernes formand Tage Pedersen med til interne møder i Venstre, hvor man kunne lægge strategien. Minklobbyen sad med helt tæt på forhandlingsbordet. 

Korruption eller nepotisme?

Og pengene var givet godt ud. Minkbranchen fik den maksimale - ”fuldstændige erstatning”, og som en af de største avlere, står Mr. Mink – Tage Pedersen - i dag til at få skønsmæssigt 175 mio. i erstatning.

Nogle ville kalde det korruption.

Det har desværre ikke været muligt at få en vurdering af Troels Lund Poulsens habilitet fra formanden for den danske Transparency International, som arbejder for at sætte lys på korruption og nepotisme. Danmark kaldes det mindst korrupte land i verden, men formand Jesper Olsen har tidligere peget på et overset problem: "Vi er ikke er særlig robuste, når det kommer til politikerne. Danmark er et af de lande, hvor det er nemmest eksempelvis at mørklægge økonomiske transaktioner til politikerne".

Og hvor er Socialdemokraternes ansvar?

Socialdemokraternes forhandler af minkpakken på vegne af Mette Frederiksen var fungerende finansminister Morten Bødskov. Som backup fungerede fødevareminister Rasmus Prehn og hans ministerium.

Bødskov udtalte at aftalen var retfærdig og bred, ”som sikrer minkavlerne og de berørte følgeerhverv fuld og fair erstatning”.

Og Prehn takkede såmænd landbruget i rørstrømske vendinger: ”Minkavlerne har løftet en stor opgave for folkesundheden og det fælles bedste, og med denne aftale er vi endnu et skridt tættere på at kunne udbetale en fuldstændig erstatning” i regeringens pressemeddelelse i januar 2021.

Og i et interview i DR-Aftenshowet medgav han, at erstatningen nok ”var lidt til den gode side”.

Eks-fødevareminister Rasmus Prehn er i dag menigt folketingsmedlem. GYLLE.DK har (pr. email) spurgt ham, om han fortryder, at han accepterede ordlyden om "fuldstændig erstatning"? Og synes han det er samfundsøkonomisk forsvarligt, at minkbranchens 1100 avlere nu står til en kompensation, der svarer til 5.700 sygeplejerskers løn i ti år?

Prehn er ikke vendt tilbage.

Det hører med til historien, at også Radikale og SF var med på Minkaftalen. Konservative var imod, fordi de ønskede en ”dvaleordning”, så branchen kunne starte op igen. Foreløbig er der fire ’gamle’ producenter, der har genoptaget erhvervet efter 1. januar 2023, mens yderligere to agter at gøre det, men foreløbig har de ikke anskaffet sig produktionsenheder.