Minkbranchen fastsatte erstatningen til sig selv

Af journalist Jørgen Øllgaard

Først fortalte politikerne i januar 2021, at minkerstatningerne ville koste 19 mia. kroner. Men i januar fortalte Fødevareministeren i en pressemeddelelse, at tallet er ”opjusteret” til 29 mia. 

Det er forrykte tal, og det behøver GYLLE.DK ikke have en professor til at udtale, for at skrive det.  

Hver dansker i arbejde skal altså betale 10.000 kr. til minkavlerne. Nok til at hyre 5.700 sygeplejersker i ti år (inklusive pension). Eller det samme, som der bruges årligt på forsvaret.

Årsagen til ”opjusteringen” er, at det er lykkedes minkfarmernes advokater at overbevise taksationskommissioner om, at farmerne havde planer om at udvide i de kommende år. Derfor skal farmerne have større erstatning for ”tab af fremtidig indtjening”.

Det er overraskende, at kommissionerne har anerkendt dette, for branchen kørte med underskud fra 2015. Men det er måske knap så overraskende, når man ser, at minkbranchen, banker og landbruget sidder tungt i kommissionerne. De har haft stor magt til at fastsætte erstatningen til sig selv.

Minkaftalen 2021: Erstatning til nedlagte farme

Mange skatteborgere var ikke bare forbløffede, men forargede dengang i 2021. Politikerne lavede en ”minkpakke”, som lovede de 1100 minkavlere ”fuld erstatning” for nedslagtningen og lukningen af farme. En gennemsnitlig minkfarmer stod til at få en erstatning på 12 mio. kroner – et tal som nu er vokset til 18 mio.

Det undrede især, at mink- og landbrugslobbyen havde fået igennem, at erstatningen til den enkelte farm skulle beregnes ud fra priser ti år tidligere, hvor priserne var i top. Havde rammen været femårig havde beløbet været nærmere det halve, fordi pelspriserne var faldet voldsomt. Mange farme kørte med underskud siden 2015, og en fjerdedel (290 ud af 1100) var faktisk nedlagt, da pandemien lukkede branchen. 

Det undrede også, at avlerne fik bevilget ”fuldstændig kompensation”. Det fulgte ikke praksis om ekspropriation, for når en bonde får sin jord eksproprieret handler det om jordpriser og ikke noget luftigt som erstatning for ”fremtidig forventet indtjening”.

Senere voksede forbløffelsen til nye højder, da offentligheden fik at vide, at de 290 nedlagte farme også skulle have ”fuld erstatning”.

Derfor løber mink-erstatningerne løbsk

ZETLAND har gravet i årsagerne til, at udgifterne steg fra 19 til 29 mia. kr. Det er ikke noget nemt graverarbejde, for der er mange involverede, som ikke er interesserede i at de forrykte fakta - og det politiske ansvar for aftalen – bliver eksponeret.

 ZETLAND har fået aktindsigt i de første 58 afgørelser fra taksationskommissionen, og deres sammenfatning lyder, at erstatningerne er eksploderet, fordi aftalen har været alt for juridisk løs i fugerne, når den lovede ”fuldstændig erstatning”. Fortolket radikalt er det et tag-selv-bord, som giver minkavlerne ret til erstatning for hvad som helst i relation ved deres farm.

Men det er især udgifterne til den forventede fremtidige tabte indtægt, som er eksploderet. Med de juridiske nøgleord ”fuldstændig erstatning” har farmernes advokater haft fri bane, så farmerne bevilges max kompensation for ”fremtidig indtjening”. De får ikke bare erstatning for de nedslagtede mink, men også for de unger, som kunne være født de næste ni år. Og det er såmænd lykkedes advokaterne, at overbevise taksationskommissionerne om, at branchen havde planer om at producere flere mink.

Men det er paradoksalt og en stor overraskelse, for branchen var i stor krise, da pandemien kom. Den kørte med underskud fra 2015, fordi de kinesiske opkøbere pludselig forsvandt. Det justerede branchen efter, så antallet af avlsdyr faldt med 26 pct. i 2018-2019.

Taksering: Branchen fastsatte selv erstatningen

Når kommissionerne alligevel anerkendte den potentielle ekspansion er den nærliggende forklaring, at kommissionerne er tungt besat med interessenterne selv. Minkerstatningerne behandles i ”Minksekretariat” under Trafikstyrelsen, fordi man her ”har erfaring med behandling af ekspropriations-udvalgssager”. Og i styrelsen er der tradition for tung erhvervsrepræsentation i kommissioner om ekspropriation, groft sagt fordi man ønsker afgørelser, der ikke skaber bøvl bagefter.

I minksagen er der nedsat seks taksationskommissioner, som alle har en jurist (fx en fhv. landsdommer) som formand. Hver sag behandles af formanden samt fire menige medlemmer, som er plukket fra en liste på knap 110 personer, indstillet af erhvervene selv. De kommer fra Dansk Pelsdyravler-forening og Landbrug & Fødevarer samt banksektoren Finans Danmark, som har stor interesse i sektoren (via store udlån). Også DI, Dansk Erhverv og Danske Revisorer har folk på listen. Der er ingen økonomer eller andre til at repræsentere samfundsøkonomiske interesser.

GYLLE.DK har (pr. mail) spurgt fødevareminister Jacob Jensen, om det ikke er skævt, at de økonomiske interessenter i branchen har haft stor indflydelse på at fastsætte erstatningerne til sig selv? Jacob Jensen har ikke svaret. Han har heller ikke svaret på, om han mener, at de 29 mia. til 1100 minkfarmere er en rimelig og samfundsmæssig forsvarlig udgift?