Danmarks Statistik

8 pct. af de danske husstande har efter eget udsagn ikke råd til at opvarme hjemmet

Del

8 pct. af de danske husstande har ikke råd til at opvarme hjemmet tilstrækkeligt ifølge eget udsagn. Det er mere end en fordobling siden 2021. Samtidig er flere også bagud med bl.a. varmeregninger.

Februar er statistisk set den koldeste måned på året, og mens mange kan skynde sig hjem i varmen, når det prikker i fingrene af kulde, er der nogle, der ikke kan få varmen inden for hjemmets fire vægge. I 2023 svarede 8 pct. af de danske husstande, at de ikke havde råd til at holde hjemmet tilstrækkeligt opvarmet. Det viser tal fra Danmarks Statistiks Levevilkårsundersøgelse

”Energikrisen og inflationen ser ud til at have sat sig i befolkningens privatøkonomi. I 2021 var det 3,4 pct. af de danske husstande, der oplevede ikke at have råd til at opvarme hjemmet tilstrækkeligt. I 2022 var den andel steget til 6,3 pct., og nu viser den seneste opgørelse altså, at andelen er 8,0 pct. i 2023,” siger Daniel Gustafsson, chefkonsulent i Danmarks Statistik.

Den højeste andel af husstande ses i Region Nordjylland, hvor 9,7 pct. oplever ikke at have råd til at opvarme hjemmet. Den laveste andel er i Region Syddanmark, hvor det er 6,6 pct. af husstandene.

Af undersøgelsen ses det også, at andelene, som oplevede ikke at have råd til at opvarme hjemmet tilstrækkeligt, er højere for husstande i lejeboliger og mindre for ejerboliger.

Om Levevilkårsundersøgelsen

  • Tallene er baseret på en stikprøve og er dermed behæftet med en vis statistisk usikkerhed.
  • På spørgsmålet om ikke at have råd til at holde hjemmet tilstrækkeligt opvarmet er der en standardafvigelse på henholdsvis 0,3 pct., 0,4 pct. og 0,4 pct. i 2021, 2022 og 2023.
  • På spørgsmålet om at være bagud med regninger vedr. el, varme, vand eller gas er der en standardafvigelse på henholdsvis 0,3 pct., 0,3 pct. og 0,4 pct. i 2021, 2022 og 2023. 
  • Kun én af husstandens voksne er blevet interviewet, men undersøgelsen er designet på en måde, så svarene principielt dækker alle husstandsmedlemmer inkl. børnene.
  • Levevilkårsundersøgelsen er en årlig stikprøveundersøgelse, der foretages i alle EU-lande.

Andel som svarer, at de ikke råd til at holde hjemmet tilstrækkeligt opvarmet, husstande 2021-2023

null

Kilde: www.statistikbanken.dk/silc20

Flere er bagud med regninger

Samtidig med, at en stigende andel ikke har råd til at opvarme hjemmet, er der også en stigende andel, der er bagud med regninger til el, varme, vand eller gas. Her er andelen af de danske husstande, der oplever dette, steget fra 3,2 pct. i 2021 til 4,9 pct. i 2023.

Også her er det i Region Nordjylland, der ses den største andel, hvor 6,0 pct. af husstandene ifølge eget udsagn er bagud med regningerne. Region Syddanmark er med 4,2 pct. ligesom med varmen den region, der ligger lavest.

Andelene af husstande i de andre regioner lyder på 5,2 pct. i Region Hovedstaden, 4,7 pct. i Region Midtjylland og 4,4 pct. i Region Sjælland.

Nøgleord

Kontakter

Har du spørgsmål til tallene i artiklen, er du velkommen til at kontakte Daniel Gustafsson på dfg@dst.dk eller tlf. 3917 3589 eller Martin Faris Sawaed Nielsen på mfs@dst.dk eller tlf. 3917 3498.

Danmarks Statistik

Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye