Danske svin er sunde – de strutter af kønshormon
Ni ud af 10 danske grisesøer får i dag synkroniseret deres første graviditet ved hjælp af en dosis syntetisk kønshormon. Syge er de ikke, men alligevel får de dette lægemiddel. Det sker udelukkende af økonomiske årsager
Svineproducenten vil gerne kunne udnytte fordelene ved kontrolleret holddrift, så derfor giver han kønshormon til sine unge svin, første gang de skal gøres gravide. Imidlertid skaber medicineringen en række risici for mennesker, produktionsdyr og miljø.
Ikke mindst staldpersonalet er i farezonen. Når det potente lægemiddel uddeles til svinene, er risikoen særlig stor for yngre kvinder, der er gravide eller ønsker at blive det. Sandsynligvis rammes grisesøerne også af nogle af de samme bivirkninger, som kvinder oplever i fertilitetsbehandling, men det er aldrig blevet undersøgt. Endelig er der miljøet, hvor det er påvist, at fiskeyngel risikerer at skifte køn, når de syntetiske kønshormoner udledes med gylle til vandløb.
I Danmark administreres der årligt næsten en halv million doser kønshormon til svin, og forbruget stiger fortsat.
Kønshormon til 9 ud af 10 grisesøer
Kønshormon anvendes til brunstsynkronisering af svin, så de kan gøres gravide på samme dag. Fordelen er den, at når grisesøerne kommer i brunst samtidigt, kan de insemineres i større hold, som så også nedkommer samtidigt med deres første kuld pattegrise. Økonomisk og avlsteknisk er der en veldokumenteret fordel ved at kunne samle fødslerne i hold.
Brunstsynkroniseringen sker med kønshormonet altrenogest. Det er et syntetisk progesteron (graviditetshormon eller steroidhormon), og effekten svarer til kvinders brug af P-piller. Altrenogest i en dosis på 20 mg om dagen i 18 døgn undertrykker cyklus og ægløsning hos unge grisesøer, der endnu ikke har født første gang.
Fidusen er så den, at når medicineringen ophører, kommer de medicinerede grisesøer i samme hold i brunst 5-8 dage senere.
Siden lovliggørelsen af altrenogest i sommeren 2012, hvor socialdemokraten Mette Gjerskov var fødevareminister, er forbruget eksploderet. Det syntetiske hormon blev i 2013 administreret til 58.333 unge søer eller 29 % af bestanden, men i dag medicineres 458.333 søer årligt. Det svarer til 90 % af årsbestanden. De tre varemærker, Altresyn, Folliplan og Siufertil, er blevet uundværlige kemiske hjælpemidler til synkronisering af de førstegangsfødende grisesøer.
Sunde svin får kønshormon
Køber du en dansk produceret flæskesteg, så er der en overvældende sandsynlighed for, at dens mødrene ophav har fået en dosis kønshormon af typen altrenogest. Medmindre du køber en flæskesteg fra økologiske svin, hvor anvendelsen ikke er tilladt.
Lægemidlet blev i 2023 anvendt af mindst 771 konventionelle svinekødsproducenter, der tilsammen indløste 6786 dyrlægeordinerede recepter. I gennemsnit udskrev 19 danske dyrlæger altså hver eneste dag i 2023 en recept på kønshormon til en svineproducent. Disse tal fremgår af VetStat, der er Danmarks veterinære lægemiddel- og dyrlægeregister. Af registeret fremgår det også, at de mange recepter tilsammen tegner sig for 165 kilo altrenogest til rent avlstekniske formål i svineindustrien.
Altrenogest anvendes også til behandling af heste, hvor kønshormonet kan regulere hoppens brunst, men i meget beskedent omfang. Dansk Travsports Centralforbund (DTC) oplyser, at der i altrenogest er påvist mindre mængder af et anabolisk steroid, som er forbudt til løbsheste. Anvendelse medfører i henhold til DTC’s bestemmelser startforbud for livstid.
Kønshormonet anvendes ikke til svinene, fordi de er syge, men udelukkende som et strategisk produktionsmiddel til effektivisering. Eller sagt mere direkte – til optimering af indtjeningen.
Soens graviditet varer præcist tre måneder, tre uger og tre dage (116 døgn). Ved hjælp af kønshormon kan man synkronisere insemineringen af en hel stald, så alle svin kommer til at føde for eksempel mandag-tirsdag-onsdag, hvor alle ansatte normalt er på arbejde. Det er mere økonomisk end fredag-lørdag-søndag, hvor der skal betales overtid eller tildeles afspadsering. Også ferier, helligdage og afspadsering kan mere effektivt planlægges ved hjælp af en kalender og en dosis kønshormon.
Gravide kvinder i farezonen
Både EU og den danske Lægemiddelstyrelse har godkendt kønshormonet altrenogest til brug i svineproduktionen, men ikke uden advarsler. Hormonet optages villigt gennem huden, så først og fremmest bør direkte hudkontakt undgås.
I Lægemiddelstyrelsens beskrivelse af produkter med altrenogest fremhæves det, at gravide kvinder og kvinder i den fødedygtige alder bør undgå enhver kontakt med lægemidlet eller udvise ekstrem forsigtighed ved håndtering. Utilsigtet optagelse kan føre til forstyrrelser af menstruationscyklus, livmoder- eller mavekramper, forøget eller nedsat menstruation samt forlængelse af graviditet eller hovedpine.
Den amerikanske Food and Drug Administration, FDA, har rettet opmærksomheden mod præparaterne i efteråret 2022, hvor FDA offentliggjorde en liste over personer, der slet ikke bør håndtere altrenogest. Det drejer sig først og fremmest om kvinder, der er eller kan være gravide, men også kvinder med vaginal blødning af ukendt årsag eller med påvist eller mistænkt brystkræft.
Listen nævner desuden personer med blodpropper, hjertesygdomme eller slagtilfælde samt leversygdomme. Endelig gælder advarslen kvinder med kræftknuder efter brug af p-piller eller andre østrogenholdige lægemidler.
Den dramatiske alarm baserer FDA på en stribe indberetninger om negative bivirkninger for især kvinder, med teenagepiger helt ned til 14 års-alderen. Bivirkningerne omfattede især unormal eller udeblivende menstruation og hos mænd nedsat sexlyst. Andre gener omfattede ifølge FDA hovedpine, feber, mavesmerter, kvalme, diarré, opkastning og udslæt.
Det er helt forkert, siger Dyrenes Beskyttelse
Hos danske Dyrenes Beskyttelse har direktør Britta Riis aldrig hørt om anvendelsen af kønshormon i svineproduktionen, men efter at have diskuteret sagen med foreningens fagpersonale har Riis denne kommentar:
”Dyr skal selvfølgelig ikke proppes med hormoner for at få hjulene til at køre endnu hurtigere i det industrialiserede landbrug. Dyrene presses allerede til det yderste. Der er heller ikke plads til biologisk variation og individuelle forskelle mellem dyrene, kun til ensretning og effektivitet. Det er helt forkert, og produktionen bør indrettes, så der er plads til, at dyr kan være de dyr, de nu engang er.”
Det bekymrer Dyrenes Beskyttelse, at man ikke ved, om de unge sopolte kan opleve samme bivirkninger som f.eks. kvinder i fertilitetsbehandling. Britta Riis siger:
”Det ved vi ikke. Det kræver indgående viden og undersøgelser af disse specifikke hormoners anvendelse og påvirkning på både mennesker og dyr at vurdere. Vi er er bekymret over, at der efter det oplyste ikke er mere konkret og tilgængelig viden om det, når det bruges i så stort omfang. Vi vil foreslå miljø- og fødevareudvalget at tage sagen op med henblik på en belysning af bivirkninger hos dyrene og miljøpåvirkninger.”
Læs artiklen på www.gylle.dk
Billeder
Om Gylle.dk
Foreningen GYLLE.DK er en nonprofit, uafhængig sammenslutning, der udgiver et journalistisk nyhedsmedie med kritisk journalistik om natur, klima og landbrug. Mediet bringer nyheder, baggrundsartikler og analyser, der tilbyder engagerede borgere, beslutningstagere, lobbyister og andre indsigt med et præcist fokus på emner og årsagssammenhænge, der sjældent eller aldrig publiceres af traditionelle medier.
Publiceringen følger den amerikanske metode: "Tell the Facts, Name the Names".
Da agroproduktion beslaglægger 63 procent af det yndige land, undgås det næppe, at der af og til vil optræde indlæg, som beskæftiger sig med den omdiskuterede industri og dens stadig færre udøvere. Sådan er det bare!
GYLLE.dk anbefaler, at du abonnerer på bloggens RSS-feed, så du løbende orienteres om nye indlæg.
Velkommen til en verden af viden om alt det, der betyder noget for livet omkring os!
Følg pressemeddelelser fra Gylle.dk
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Gylle.dk
Den grønne trepart er kun et lille skridt – og i den gale retning22.11.2024 05:55:00 CET | Pressemeddelelse
Det mest konkrete i aftalen er, at der afsættes et historisk stort skattebetalt milliardbeløb til landmænd, som ophører med dyrkning på lavbundsjorde og omlægger nogle af deres marker til nye skove
Stop Mink- og Chinchillaavl: ”Forbyd Pelsdyravl for Dyrenes Skyld”21.11.2024 05:55:00 CET | Pressemeddelelse
Mink og chinchillaer holdes under forhold, der ikke imødekommer deres naturlige behov, hvilket resulterer i lidelse og psykiske skader for dyrene
Heunicke gennemhuller atter EU-forbud mod Reglone20.11.2024 05:55:00 CET | Pressemeddelelse
For femte år i træk udsteder Miljøstyrelsen dispensation til den diquatbaserede sprøjtegift Reglone, der blev forbudt i 2019 på grund af mistanke om fosterskader og miljøskadelig virkning. Det stærkt giftige aktivstof er også under mistanke for at fremkalde den frygtede Parkinson Syge, men det ser Miljøstyrelsens stort på, da det ikke er endegyldigt bevist
Nødråb fra Bornholm: Vi drukner i skidt19.11.2024 17:05:00 CET | Pressemeddelelse
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra 'Holger' på Bornholm. Han tolker vist mange bornholmeres følelser, efter at være blevet reduceret til en slags andenrangsborgere, der bare kan fortsætte med at leve i skidt og fedtemøg
Landbrugets dødsspiral18.11.2024 05:55:00 CET | Pressemeddelelse
Man kaldte det Dansk Familiebrug det var kernen i den danske selvforståelse med andelsmejerier, brugsforeninger og forsamlingshuse
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum