Forsikring & Pension

Brevkasse: Uvildige rådgivere fra Forsikringsoplysningen gør dine læsere klogere på forsikring

Del

De fleste ved, at forsikringer er gode at have, men ved dine læsere, hvad der helt præcist gælder i enkeltsager? Har de fx styr på, at det er vigtigt at kunne oplyse stelnummeret, hvis man har fået stjålet en cykel? Hvilke forsikringer man skal anmelde en skiulykke til? Og hvorfor forsikringen ikke dækker, hvis man glemmer sin taske på en café?

Colourbox - by Gestur Gislason
Colourbox - by Gestur Gislason

Hver eneste dag rådgiver og vejleder Forsikringsoplysningen et hav af danskere, der har forsikringsrelaterede spørgsmål eller brug for hjælp til at forstå forsikringsselskabers kendelser. På baggrund af de mange henvendelser vi får, samler vi hver måned en brevkasse, som landets redaktioner frit kan benytte ved angivelse af logo, kilde og telefonnummer til Forsikringsoplysningen. I er også velkomne til at anvende pressebilledet ved angivelse af fotograf.

 

Brevkasse for februar:

Spørgsmål - Jeg har fået stjålet min cykel, men min forsikring vil ikke dække fordi jeg ikke har stelnummeret. Kan det være rigtigt?

Hej Forsikringsoplysningen

Jeg har fået stjålet min næsten nye cykel, men jeg har ikke været opmærksom på, at stelnummeret ikke stod på hverken kvittering eller låsebevis, så jeg har det ikke. Politiet vil ikke tage imod en anmeldelse, og mit forsikringsselskab vil ikke udbetale erstatning, fordi jeg ikke kan oplyse stelnummeret.

Kan det virkelig være rigtigt?

Jeg har købt cyklen i et supermarked og var helt overbevist om, at stelnummeret selvfølgelig stod på kvitteringen, ligesom hvis man køber cyklen hos en cykelhandler. Har I hørt om det før?

Hilsen

Den ærgerlige

Svar:

Hej Ærgerlige

Jeg forstår godt, at du ærgrer dig. Det er ikke særlig sjovt at opleve.

Desværre er det rigtigt, at det er et krav fra forsikringsselskaberne, at man skal kunne oplyse stelnummeret, før man kan få udbetalt erstatning. Det samme er gældende for politiet: De har brug for stelnummeret for at kunne registrere den stjålne cykel i deres system.

Det er også korrekt, at hvis man køber en cykel gennem et supermarked, skal man selv sørge for at notere stelnummeret, da det ikke står på kvitteringen.

De bedste hilsner

Forsikringsoplysningen

Spørgsmål - Jeg er kommet til skade på en skiferie, skal jeg anmelde det til både rejseforsikringen og ulykkesforsikringen?

Kære Brevkasse

Jeg har været så uheldig, at jeg kom til skade på vores skiferie i sidste uge. I et styrt slog jeg mit knæ og fik en kraftig forstuvning i det ene håndled.

Det skete selvfølgelig på dag 2 og betød, at jeg ikke kunne stå på ski mere den uge. Der var tilknyttet en læge på skisportsstedet, og jeg har selvfølgelig sikret mig, at jeg har dokumentation for det hele.

Nu er vi kommet hjem, og jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal anmelde det til både rejseforsikringen og ulykkesforsikringen, eller om de selv udveksler oplysningerne? Og bliver erstatningen på rejseforsikringen fastsat ud fra min del af rejsen eller ud fra den samlede pris for hele familien? Og hvad kan jeg forvente, at min ulykkesforsikring dækker?

Hilsen

Den uheldige

Svar:

Kære Uheldige

Skaden skal anmeldes til begge forsikringer, da de ikke må udveksle oplysninger. Heller ikke selvom det er samme forsikringsselskab.

Din ulykkesforsikring dækker, hvis du får et varigt mén pga. ulykken, og så kan den også dække udgifter til behandling hos fx fysioterapeut, kiropraktor og lign.

Hvordan rejseforsikringen gør erstatningen op, afhænger meget af vilkårene for din forsikring. Nogle selskaber betaler erstatning til den, der er kommet til skade/er blevet syg og højst en anden rejseledsager, og nogle selskaber betaler erstatning ud rejsens samlede pris.

De bedste hilsner

Forsikringsoplysningen

Spørgsmål - Jeg glemte min taske på en café, og da jeg kom tilbage, var den væk, men min forsikring vil ikke dække?

Hej

I weekenden glemte jeg min taske på en café. Da jeg opdagede det, skyndte jeg mig selvfølgelig tilbage til caféen, men tasken var væk, og da personalet ikke havde fået den indleveret, tænker jeg, at den må være stjålet.

Jeg har meldt det til min indboforsikring, men de siger, at den ikke dækker, når jeg har glemt tasken. Men tasken er jo blevet stjålet efterfølgende, hvorfor dækker forsikringen så ikke?

Hilsen

Den frustrerede

Svar:

Hej Frustrerede

Det er rigtigt, at indboforsikringen ikke dækker glemte, tabte og forlagte genstande, og da det er den oprindelige årsag til, at du mistede tasken, er det grunden til, at forsikringen ikke dækker.

Når tasken efterfølgende bliver stjålet, så er det ulovlig omgang med hittegods, og det er heller ikke dækket på indboforsikringen.

Ankenævnet for Forsikring har flere gange taget stilling til lignende sager, og på deres hjemmeside www.ankeforsikring.dk kan du finde eksempler på afgørelser i lignende sager.

De bedste hilsner

Forsikringsoplysningen

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Pressefoto - Anne Garde Slothuus
Pressefoto - Anne Garde Slothuus
Download
Colourbox - by Gestur Gislason
Colourbox - by Gestur Gislason
Download

Links

Fakta om Forsikringsoplysningen

Forsikringsoplysningen har i 90 år ydet uvildig rådgivning til Danmarks forbrugere, der kan ringe eller skrive for at få råd og vejledning af forsikringseksperter om forsikringsforhold.
Alle kan kontakte Forsikringsoplysningen på telefon 41 91 91 91 tirsdag – torsdag 9.00-11.30 og 12.30-15.00,  eller via på vores hjemmeside https://forsikringsguiden.dk/forsikringsoplysningen/.

Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension

Nu må private køre taxi på små øer – så husk forsikring1.7.2024 13:45:41 CEST | Pressemeddelelse

RETTELSE FRA TIDLIGERE UDSENDT PRESSEMEDDELELSE: FORELØBIGT FIRE ØER, OG IKKE 27, ER FRA I DAG UNDTAGET TAXILOVEN. FLERE KAN ANSØGE OM UNDTAGELSE. 4 danske småøer er nu undtaget fra taxiloven, så privatpersoner kan bruge deres private bil til at transportere passagerer mod betaling. God ide, mener Forsikringsoplysningen. Men sørg for at have forsikringen i orden, inden du bruger din bil som taxi.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye