Fremmede arter strømmer ind i vores farvande – og vi ved ikke, om det er godt eller skidt

Når du bestiller en vare fra Kina, bliver den højst sandsynligt fragtet til Danmark med skib. Din vare er dog ofte ikke det eneste, skibet har med. Somme tider bærer det på blinde passagerer.

Fragtskibet med din vare har nemlig brug for ballastvand. Når skibet får pålæsset varer i Kina, pumper besætningen vand op fra havet for at stabilisere det. I Danmark, når varerne så bliver læsset af, bliver det samme vand pumpet ud igen. 

Med ballastvandet strømmer ofte en række blinde passagerer fra det kinesiske hav ud i de europæiske farvande. Det kan være alger, fiskeæg eller andre mikroorganismer, der har overlevet den lange rejse, som pludselig bliver sluppet løs. Dyr, som aldrig ville kunne tilbagelægge den lange afstand selv. 

Forskere på tværs af Europa har længe fulgt med i, hvilke nye arter der kommer ind i vores farvande. Men hvilken påvirkning arterne har på de forskellige økosystemer, findes der for lidt viden om.

Desuden er vi på tværs af lande heller ikke enige om, hvordan vi undersøger spredning og indvandring af ikke-hjemmehørende arter, hvoraf nogle er invasive.

Det konkluderer forskere fra Aarhus Universitet i en ny forskningsartikel.

- Den seneste opgørelse indikerer, at den hastighed, nye ikke-hjemmehørende arter kommer til Nordsø-området med, er faldende. Det betyder ikke, at der ikke kommer mange nye ind, men det ser ud til, at det går lidt langsommere end tidligere. En mulig forklaring er, at implementeringen af ballastkonventionen har haft en positiv effekt, så tilførslen af nye arter via ballastvand er blevet reduceret, siger Peter A. Stæhr og fortsætter:

- Når det er sagt, så er der stadig stor usikkerhed omkring de ikke-hjemhørende arter, og vi ved meget lidt om, hvilke af arterne der er invasive. Vi har nemlig ikke været konsekvente i hvor og hvor meget, vi kigger – og der er meget få effektstudier. Først for nylig er der blevet lavet protokoller, så vi kan lave overvågningen ens på tværs af europæiske lande.

Et ældgammelt fænomen

At fremmede ikke-hjemhørende arter kommer ind i vores farvande er ikke noget nyt fænomen. Erik den Røde bragte i slutningen af 900-tallet sandmuslingen fra Grønland til Island, hvorfra den blev spredt til resten af Nordeuropa. 

Columbus slæbte invasive arter til Europa fra Caribien i 1400-tallet – og da dampskibet blev opfundet i 1806 tog udviklingen fart, forklarer Peter Stæhr.

- Industrialiseringen satte virkelig skub i udviklingen. Den øgede skibstrafik betød, at nye arter blev introduceret i vores farvande. Både gennem ballastvand, men også begroning på bunden af skibene, bragte nye arter med.

I 2023 var der indregistreret omkring 118.000 kommercielle skibe, som sejler rundt på verdenshavene.

Skibstrafikken er med andre ord enorm, og det er derfor svært at undgå, at vi slæber fremmede arter med rundt. Og faktisk er det oftest nok, at en art lander et sted på det europæiske kontinent. Herfra vil den selv kunne sprede sig, forklarer Peter Stæhr.    

- Der kan være nogle arter, der kommer til eksempelvis Middelhavet med skib, hvor en stor del af skibstrafikken til Europa sejler. Hvis arterne formår at etablere en levedygtig bestand, kan de sprede sig videre med havstrømmene.

- De spreder sig måske videre til den Engelske Kanal og herfra op langs den jyske vestkyst og ind i Kattegat. Eller nogle af dem kommer ind gennem Kielerkanalen. Ikke nok med det, så har vi i mange år bevidst udsat nye arter i den danske natur. Stillehavsøsters er et eksempel, og gennem denne art er der indført andre ikke-hjemmehørende arter, som sad på skallen – eksempelvis søpungen Styela clava. 

Klimaforandringerne giver plads til nye arter

Selvom invasive arter ikke er noget nyt fænomen, er de muligvis et større problem i dag end tidligere. En kombination af klimaforandringer og et havmiljø, der er blevet udsat for alt for mange næringsstoffer og miljøgifte, gør at der mange steder er plads til de nye arter.

Hvis de altså kan tilpasse sig. 

Det forklarer seniorforsker Hans Jakobsen, en anden af de forskere, der står bag den nye forskning.

- Vores hjemmehørende arter er mange steder pressede. Når nye arter kommer ind, bliver kampen om ressourcerne endnu hårdere. Ofte reducerer det forekomsten af de hjemmehørende arter til fordel for de nye.

- I Limfjorden har vi eksempelvis set, at sargassotang, der normalt kun vokser i tropiske og subtropiske områder, vokser op og udskygger andre arter. Med tiden kommer tangen helt til at dominere levesteder, hvor andre arter viger tilbage. Det er et problem, hvis de andre arter er vigtige for økosystemet.

Der kan dog også være positive effekter ved invasive arter, understreger han.

- Sargossotang i Limfjorden er også blevet bolig for et hav af krebs og krabber. Det er jo sådan set positivt. Det er derfor sjældent, vi kun ser negative effekter af de ikke-hjemmehørende arter.

Danske farvande er særligt udsatte

Noget tyder på, at fjorde, bælter og have i Danmark er særligt udsatte. Der er nemlig forskning som viser, at ikke-hjemmehørende arter skaber flere problemer i usunde økosystemer, hvor biodiversiteten er faldet.

Og det er netop, hvad vi kæmper med i Danmark, forklarer Peter A. Stæhr.

- I økosystemer, der er sunde og har høj biodiversitet, er det simpelthen sværere for nye arter at etablere sig. Kampen om ressourcerne er hård, og de nye arter har svært ved at få fodfæste.

- Udover at forhindre skibene i at tømme ballastvand ud i havet, er noget af det mest effektive, vi kan gøre for at forhindre invasive arter, altså at beskytte det naturlige havmiljø. Har vi et godt og rent havmiljø, er invasive arter nok ikke så stort et problem.

For lidt viden

Om de invasive arter har en positiv eller negativ indvirkning på danske farvande er i dag svært at sige. Vi har nemlig alt for lidt og usammenhængende viden på området, forklarer Peter Stæhr.

- Det handler om, hvor og hvor ofte vi kigger. Vores anbefaling er, at vi fremadrettet skal være enige om, hvor, hvor ofte og hvordan vi rapporterer om invasive arter. Dataen skal ind i fælles databaser – ikke blot i Danmark, men på EU-plan. Opfylder vi alt det, vil vi bedre kunne lave vurderinger af effekten af de invasive arter. 

De hurtige vurderinger kan være vigtige i forhold til at stoppe en uheldig art fra at sprede sig. For når først den har fået fat, kan den være nærmest umulig at fjerne igen.

- Vi er nødt til at være forsigtige. På landjorden har vi eksempelvis fået kæmpe-bjørneklo ind i landet. Den spreder sig voldsomt, og vi har nu svært ved at slippe af med den igen. Det samme er sket med flodkrebs.

Fokus på problemet i EU

Selvom vi i Danmark, ifølge Peter A. Stæhr, er et af de lande, der har mest styr på overvågningen af invasive arter, kan vi ikke løse problemet alene. 

Men heldigvis er der kommet større fokus på problemet i EU.

- I Danmark gør vi det ret godt. Vi har sat penge af til det og har styr på metoderne. Men i mange andre lande er problemet, at der ikke bliver sat ressourcer af til en systematisk overvågning, siger han og fortsætter:

- I fattigere lande forstår man jo godt, hvorfor invasive arter måske ikke er øverst på dagsordenen. Heldigvis er der fokus på det i EU lige nu. Der bliver sat midler af til det – så jeg er positiv i forhold til at vi får mere bedre og bedre styr på det i Europa i fremtiden.

Bag om forskningen

Studietype: Oversigtsstudie

Ekstern finansiering: Studiet har modtaget støtte EUs Horizon-program samt et par andre fonde. Den fulde liste kan læses i den videnskabelige artikel.

Interessekonflikt: Forskerne erklærer, at der ingen interessekonflikter er i forbindelse med denne forskning.

Link til videnskabelig artikel: Marine invasive alien species in Europe: 9 years after the IAS Regulation