Mistanke om lungekræft kan nu undersøges CT-vejledt i Randers

Del

Mange af de borgere, der bliver henvist til udredning for lungekræft, kan nu få foretaget CT-vejledt lungebiopsi på Regionshospitalet Randers.

Ledende overlæge Jeppe Bruun-Torjusen, Røntgen og Skanning, sammen med ledende overlæge Lene Sønderskov Dahl ved CT-skanneren.
Regionshospitalet Randers tilbyder nu CT-vejledt lungebiopsi til patienter i udredning for lungekræft. Undersøgelsen sker i et samarbejde mellem Lungeklinikken og Røntgen og Skanning, her repræsenteret ved ledende overlæge i Røntgen og Skanning, Jeppe Bruun-Torjusen og ledende overlæge i Lungeklinikken, Lene Sønderskov Dahl. Foto: Helle Brandstrup Larsen

Tidligere måtte patienter fra Randers, Favrskov og Djursland under udredning for lungekræft til Aarhus Universitetshospital for at få taget den vævsprøve, der viser, om en tumor i lungen indeholder kræftceller eller ej. Nu kan de også undersøges på Regionshospitalet Randers, som siden november 2023 har foretaget godt 40 CT-vejledte lungebiopsier.

For patienterne betyder det, at deres aftaler i forbindelse med udredning kan samles på hospitalet i henholdsvis Lungeklinikken og Røntgen og Skanning.

- Nogle patienter er nervøse, når de skal have taget biopsien, og for dem kan der være en ekstra tryghed i at møde op et kendt sted, fortæller ledende overlæge i Røntgen og Skanning Jeppe Bruun-Torjusen.

Ekstra skanner giver kapaciteten

En CT-vejledt lungebiopsi foretages, mens patienten ligger i CT-skanneren. Via skanningsbillederne navigerer lægen nålen frem til dét sted, hvor vævsprøven kan hentes.

Undersøgelsen kræver millimeterpræcision og er derfor mere tidskrævende end øvrige skanninger.

Regionshospitalet Randers øgede den samlede kapacitet på skanninger i 2023, da afdelingen udvidede med en ekstra CT-skanner. Derfor er det nu muligt at tilbyde undersøgelsen i Randers. Det giver afdelingerne mulighed for at samarbejde tæt om patienterne, og samtidig giver den øgede aktivitet mulighed for at forkorte ventetiden.

- Det betyder meget for os og for patienterne, at vi kan undersøge dem her i huset. For ventetiden betyder det, at vi kan forkorte den nogle dage, og det er absolut en fordel for den samlede udredningstid, siger ledende overlæge i Lungeklinikken, Lene Sønderskov Dahl.

Fakta

Ved en lungebiopsi tages en vævsprøve fra lungen, som undersøges for celleforandringer.

Ved CT-vejledt lungebiopsi møder patienten i Røntgen og Skanning, hvor biopsien foretages under lokalbedøvelse, mens patienten ligger i CT-skanneren.

Efterfølgende køres patienten til Lungeklinikken, hvor personalet observerer og monitorerer patienten i to timer.

Efter ca. to timer tages et røntgenbillede af lungerne. Afhængigt af, hvad billederne viser, kan patienten enten tage hjem eller køres tilbage til fortsat observation.

Svaret modtager patienten ved en efterfølgende aftale i Lungeklinikken.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Randers

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Randers

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye