Fælles opråb fra FN-organisationer: Sult og dødelige sygdomme truer børns liv i Gaza

Del

Forebyggelse af hungersnød og udbrud af dødelige sygdomme i Gaza kræver hurtigere og sikrere adgang med nødhjælp, ligesom flere veje ind i Gaza er bydende nødvendigt, lyder den fælles advarsel fra UNICEF, WHO og WFP.

Børn i kø for at modtage en lille mængde mad i byen Rafah i det sydlige Gaza.
Børn i kø for at modtage en lille mængde mad i byen Rafah i det sydlige Gaza. ABED ZAGOUT/UNICEF

Efterhånden som risikoen for hungersnød vokser, og flere mennesker udsættes for dødelige sygdomsudbrud, er der et presserende behov for en grundlæggende ændring i adgangen med ​​humanitær bistand til Gaza, advarede FN-organisationer i samlet udmelding.

Lederne af FNs børneorganisation (UNICEF), Verdensfødevareprogrammet (WFP) og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) siger, at det at få nok forsyninger til og på tværs af Gaza nu afhænger af, at der bliver åbnet ​​nye indgangsruter, at flere lastbiler får tilladelse til at køre over grænsen hver dag, at der kommer færre restriktioner og bedre sikkerhed for nødhjælpsarbejdere.

Uden mulighed for at producere eller importere fødevarer er hele Gazas befolkning afhængig af hjælp udefra for at overleve. Men humanitær bistand alene kan ikke opfylde Gaza-befolkningens væsentlige behov. UNICEF og andre NGO’ er og internationale hjælpeorganisationer har indtil videre formået at levere begrænset humanitær bistand i Gaza på trods af ekstraordinært vanskelige forhold, men mængderne er langt fra, hvad der er nødvendigt for at forhindre en dødelig kombination af sult, underernæring og sygdom. Manglen på mad, rent vand og lægehjælp er særlig alvorlig i de nordlige områder.

Den humanitære indsats er alvorligt begrænset, fordi ​​alle grænseovergange på nær to i syd er lukkede og fordi der bliver udført adskillige kontroller på de lastbiler, der kommer ind i Gaza.
Når nødhjælpen først er inde i Gaza, er det svært at uddele maden under sikre forhold, på grund af de mange bombardementer og konstant skiftende kampfronter, som både bringer almindelige indbyggeres og nødhjælperes liv i fare.

Det betyder i realiteten, at folk i Gaza risikerer at dø af sult kun kilometer fra lastbiler fyldt med mad, der ikke kan komme frem med hjælpen.

Livstruende underernæring for børn under 5 år risikerer ifølge UNICEF at stige med næsten 30 procent over de næste par uger og risikerer at ramme 10.000 børn.

Ligeledes har konflikten beskadiget eller ødelagt den infrastruktur, der står for at sikre rent vand og sanitetsforhold. Og når børn derfor bliver nødt til at drikke beskidt vand og alt for mange mennesker må deles om få toiletter; så stiger risikoen for udbrud af smitsomme sygdomme.

"Børn, der er i stor risiko for at dø af underernæring og sygdom, har desperat brug for medicinsk behandling, rent vand og sanitet. Men forholdene på jorden tillader os ikke at nå sikkert frem til dem og give dem den hjælp," siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark. "Det udstyr og materialer, som vi har brug for, for at kunne reparere vandforsyningen og dermed give børnene vand at drikke, kan vi ikke få lov at få ind i Gaza. Børns og deres familiers liv er i overhængende livsfare og hvert minut tæller."

UNICEF har siden november advaret om, at børn i det sydlige Gaza kun har adgang til 1,5 til 2 liter vand om dagen, et godt stykke under anbefalingerne.
For at løse dette har UNICEF og partnere leveret rent drikkevand til over 1,3 millioner mennesker, men der er brug for meget mere for at løse de desperate forhold. UNICEF har også leveret medicinske forsyninger, herunder 600.000 doser vaccine, kosttilskud og vitaminer til børn og gravide kvinder og kontantoverførsler til over 500.000 husstande.

Følg pressemeddelelser fra UNICEF Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra UNICEF Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye