Det Kriminalpræventive Råd

Samtykke på skoleskemaet skal bidrage til færre overgreb

Del

Siden 2021 har samleje uden samtykke været en voldtægt, men mange unge er i vildrede med, om de har fået ja eller nej til sex – de efterspørger viden om samtykke. Det Kriminalpræventive Råd lancerer derfor nyt undervisningsmateriale, der skal sætte gang i diskussioner om grænser, signaler og samtykke. Alle unge – og ikke kun gymnasieelever – bør undervises i grænser og samtykke, lyder opfordringen.

Hvordan kan man udtrykke ens grænse, når det kommer til flirt, scoring og sex? Og hvordan er man opmærksom på andres signaler og grænser?

Det er noget af det, som Det Kriminalpræventive Råds undervisningsmateriale stiller skarpt på. Mange unge har svært ved at spørge til eller aflæse, om der er samtykke til sex, viser en nylig undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd. Siden 2021 har sex uden samtykke været strafbart, men samtykkeloven har ikke løst problemet: Ca. 14.000 kvinder udsættes hvert år for voldtægt. 

- Alt for mange unge er usikre på, hvordan man håndterer samtykke til sex i praksis, og de efterspørger mere viden. Derfor følger vi nu op med opdateret undervisningsmateriale, der sætter fokus på bl.a. grænser, signaler og samtykke. Der er brug for mere dialog og oplysning om samtykke og sex, hvis vi vil mindske antallet af seksuelle overgreb, siger Det Kriminalpræventive Råds formand Erik Christensen og fortsætter:

- Det er positivt, at der er indført obligatorisk seksualundervisning på gymnasierne, og vi opfordrer nu til, at undervisningen udbredes til alle ungdomsuddannelser og uddannelsestilbud til unge. Vi kan fx se fra vores seneste undersøgelse, at unge fra erhvervsskolerne er den gruppe af unge, som føler sig mest utilstrækkeligt oplyst om samtykke. Det kalder på, at seksualundervisning skal gøres obligatorisk på alle erhvervsuddannelser, siger Erik Christensen. 

Undervisningsmaterialet, der er udarbejdet i samarbejde med Sex & Samfund, omfatter nye øvelser, der sætter samtykke på skoleskemaet. Øvelserne klæder de unge bedre på, så de kan navigere i seksuelle relationer med andre unge uden, at det ender i voldtægt eller situationer, hvor det er uklart om, man er gået over grænsen: 

- De nye øvelser i undervisningsmaterialet understøtter den nye samtykkelovgivning og sætter gang i diskussioner blandt de unge om, hvad samtykke er, og hvordan det kan se ud. De unge lærer dermed at udtrykke egne grænser – og være opmærksom på andres, siger Flemming Wridt Jensen, videnskonsulent i Det Kriminalpræventive Råd og fortsætter: 

Undervisningsmaterialet sikrer, at de unge får arbejdet i dybden med temaer som flirt, normer, kønsstereotyper og overgreb. Det skal sætte gang i drøftelser og refleksioner blandt de unge om, hvordan de selv og i fællesskab kan handle i forskellige situationer med flirt, scoring og sex, siger Flemming Wridt Jensen.

Fakta om undervisningsmaterialet 

Det nye undervisningsmateriale er udarbejdet af Sex & Samfund i samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd. Materialet blev udviklet i 2019 og er nu opdateret med nye øvelser og fakta om ny lovgivning mv. Undervisningsmaterialet, der er målrettet ungdomsuddannelserne samt 9. og 10. klasse, er skabt i dialog med både lærere, unge og fagpersoner. 

Materialet har bl.a. til formål at udvikle unges kommunikative kompetencer, så de bedre kan navigere i deres seksuelle relationer med andre unge. Formålet med materialet er dermed at bidrage til at forebygge seksuelle overgreb blandt unge. 

Undervisningsmaterialet er opdelt i tematiske kapitler med øvelser, der giver de unge mulighed for at arbejde i dybden med emner som flirt, sex, samtykke, normer og kønsstereotyper, grænser, overgreb, lovgivning og rettigheder. Materialet giver samtidig undervisere redskaber til at sætte emnerne på dagsordenen i undervisningen. 

Læs mere om undervisningsmaterialet her.

Fakta om samtykke

Mange unge har svært ved at håndtere samtykke til sex i praksis. 38 pct. af mænd på 16-30 år finder det unaturligt at spørge om samtykke. 17 pct. af kvinder på 16-20 år har svært ved at udtrykke samtykke til sex, og hele 40 pct. af unge mænd på 16-20 år synes, at det er svært at afgøre, om den anden samtykker, hvis vedkommende ikke siger det med ord. Mere end hver anden dansker (58 pct.) kommunikerer samtykke med kropssprog snarere end med ord. En betydelig andel unge føler sig utilstrækkeligt oplyst om, hvad samtykke indebærer og efterspørger viden. Unge, som har viden om samtykke fra undervisning i skolen, føler sig generelt mere oplyst end andre unge. 
Kilde:  ’Stereotype forestillinger om voldtægt og holdning til samtykke’, 2023, udarbejdet af Epinion for Det Kriminalpræventive Råd.

Fakta om voldtægt

I 2022 svarer 3,3 pct. af kvinderne, at de har været udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg inden for de seneste 5 år. Det svarer til 62.000-82.000 kvinder. Tilsvarende tal for mænd er 0,5 pct. Det svarer til 7.000-15.000. Tallene for mændene er forbundet med betydelig usikkerhed. 

I 2022 angiver 0,6 pct. af kvinderne, at de har været udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg inden for det seneste år. Det svarer til 14.000 kvinder. Tilsvarende tal for mænd er 0,1 pct. Der opgives ikke tal for mænd på årsbasis pga. statistisk usikkerhed. Før 2021 kunne man dømmes for voldtægt, hvis der var vold, trusler eller tvang involveret. Med samtykkeloven skal begge parter sikre sig samtykke, da sex skal være frivilligt. 
Kilde: Offerundersøgelsen 2005-2022

Nøgleord

Kontakter

Vedhæftede filer

Det Kriminalpræventive Råd
Artillerivej 55
2300 København S

45 15 36 50
http://www.dkr.dk

Det Kriminalpræventive Råd arbejder for at forebygge kriminalitet og skabe et tryggere samfund. 

Følg pressemeddelelser fra Det Kriminalpræventive Råd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Det Kriminalpræventive Råd

Snyd tyven: Kender du de gode råd til at passe på hjemmet i indbrudstyvens højsæson?28.11.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse

Indbrudstyve arbejder gerne i mørke og helst uforstyrret. Derfor er boliger ekstra udsatte for indbrud i juletiden, hvor mørket indhyller nabolag, og mange er til julearrangementer og på juleferie. Med enkle tricks kan du heldigvis snyde tyven til at tro, at der er nogen hjemme i lige netop DIT hus. Du og naboerne skal også gerne være synlige på vejen, selvom julen kalder på indendørs hygge. Sådan lyder det fra Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.

Ny rapport: Danmark mangler beskyttelse mod omfattende it-kriminalitet9.10.2024 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse

Danmark skal rustes bedre til at håndtere den omfattende it-kriminalitet, der årligt rammer knap 200.000 danskere. Der er brug en langt større og mere effektiv forebyggelsesindsats. Det viser en ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd, og anbefalingen er klar: Myndighedernes forebyggelsesarbejde skal op i gear, og de sociale medier skal reguleres mere, så ulovligt indhold fjernes. Banker og teleselskaber skal beskytte borgerne bedre mod digital svindel, og danskernes digitale kompetencer bør løftes.

It-kriminaliteten vokser markant: Flere og flere danskere rammes af digital svindel14.6.2024 07:15:00 CEST | Pressemeddelelse

I 2023 blev næsten 190.000 danskere udsat for digital svindel mod knap 150.000 i 2022. Flere former for it-kriminalitet er i vækst, bl.a. snyd ved onlinehandel og bedrageri, hvor offeret overfører penge til en svindler, vedkommende får kontakt til på sociale medier, mail eller datingsider. Det viser en ny undersøgelse fra Justitsministeriet, Rigspolitiet, Københavns Universitet og Det Kriminalpræventive Råd.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye