Fynske Bank

18-årige Sif er guld værd for sin klub og fællesskabet

Del

Hvad end der skal sættes baner op, klippes hæk rundt om klubhuset eller nørdes skydeteknikker, er den mangedobbelte danmarksmester i pistolskydning, 18-årige Sif Gorm Hansen fra Nyborg, på pletten. Nu er hun udpeget som en af de 7 nominerede til Fynske Bank Kammeratskabsprisen 2023 for sin dedikation til sporten og sin ydmyghed og omsorg for sine klubkammerater.

18-årige Sif Gorm Hansen fra Nyborg er udpeget som en af de 7 nominerede til Fynske Bank Kammeratskabsprisen 2023 for sin dedikation til sporten og sin ydmyghed og omsorg for sine klubkammerater.
18-årige Sif Gorm Hansen fra Nyborg er udpeget som en af de 7 nominerede til Fynske Bank Kammeratskabsprisen 2023 for sin dedikation til sporten og sin ydmyghed og omsorg for sine klubkammerater. Fynske Bank

- Det betaler sig altid at hjælpe til, når man er omgivet af gode mennesker.

Ordene kommer fra den 18-årige nyborgenser Sif Gorm Hansen. Hun har vundet danmarksmesterskabet i pistolskydning flere gange, end hun kan huske og kan også skrive vindertitler fra Denmark Open Air, Gunsølille Open og det hedengangne LF Open på det sportslige cv.

Men det er ikke årsagen til, at hun er en af finalisterne til titlen som årets kammerat. Juryen har peget på hende på grund af hendes passion for at skabe god stemning, hjælpe til og gøre andre bedre.

- Det gør mig helt vildt glad, at jeg er nomineret. Jeg får selv en masse energi ud af at være med i klubben, for de har virkelig været gode til at byde mig velkommen i deres fællesskab. At de så har indstillet mig til Kammeratskabsprisen betyder jo bare, at de værdsætter, at jeg er der og er en del af fællesskabet, siger Sif Gorm Hansen.

I indstillingen beskrives hun som en sand rollemodel, som for eksempel tager hånd om sine klubkammerater til stævner og udflugter. Alle kan nemlig have en dårlig dag, men Sif Gorm Hansen er altid garant for at få stemningen til at stige. Også selvom hendes ydmyghed gør det lidt svært at kendes ved.

- Jeg gør altid meget ud af at gå rundt og snakke med alle, så der ikke er nogen, der føler sig udenfor. Det får man både noget socialt og sportsligt ud af, for i en klub som vores er der mange niveauer, og man får altid noget ud af at sparre med hinanden, siger hun.

Frontfiguren, som tager imod

Sif Gorm Hansen bor i Skellerup og er i dag aktiv i Nyborg Skytteforening. Første gang hun meldte sig ind i en klub var i Bullerup Skyttekreds.

Hendes dedikation har gjort hende til en af de primære frontfigurer, når nye medlemmer og gæster lægger vejen forbi skytteforeningen. Hun introducerer, viser rundt – og sørger for at give en ordentlig indføring i sikkerheden.

- Sikkerheden er altid førsteprioritet, men derudover er det altid vigtigt at få fortalt tidligt, at selvom man står med sin egen pistol og sin egen skive, så er der et fællesskab i klubben, som er værd at værne om og være en del af. Mange går til sport netop for fællesskabet, og de overvejer måske ikke skydning, fordi det er en individuel sport. Men her har vi virkelig et sammenhold, hvor det bare er fedt at være sammen. Hvis folk har en dårlig dag, når de kommer ind i klubben, gør vi alle sammen noget for at gøre det til en god dag i stedet for, siger hun.

Hvorvidt Sif Gorm Hansen løber med den ærefulde titel som årets kammerat vil vise sig i forbindelse med Fynske Bank Sportslørdag den 20. januar i Odense Idrætscenter.

Kontakter

Billeder

Kort om Fynske Bank

Fynske Bank har 10 filialer på Fyn, i Trekantområdet og i Aarhus. Hovedkontoret ligger i Svendborg med sæde for bestyrelse og direktion. Banken beskæftiger i dag cirka 190 medarbejdere. Mere information på www.fynskebank.dk

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye