Kriminalforsorgen

Nyt familiehus skal forebygge kriminalitet og sikre børns trivsel

Del

Familiehuset i Engelsborg Udslusningsfængsel skal bidrage til at lette overgangen for indsatte og deres familier fra afsoning til et kriminalitetsfrit liv.

Engelsborg Udslusningsfængsel
Engelsborg Udslusningsfængsel Kriminalforsorgen

I familiehuset kan indsatte, som afsoner den sidste del af deres fængselsstraf, bo sammen med deres familier, hvor de modtager terapi og familiebehandling for at blive bedre rustet til at kunne leve et familieliv efter endt afsoning.

Formålet med familiehuset er at reetablere kontakten til den dømtes børn, så de bliver forberedte på at få en hverdag sammen igen under tæt kontrol og støtte fra kriminalforsorgens personale.

- Hele familien påvirkes, når et familiemedlem kommer i fængsel. Det gælder særligt for de børn, som ufrivilligt bliver ramt af forældrenes kriminalitet og nu skal vænne sig til en hverdag med en far eller mor i fængsel. Vi skal som samfund gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de børn, så de får et godt forhold til deres forældre og ikke havner samme sted som deres mor eller far senere i livet. Det gode forhold mellem barn og forælder grundlægges i barndommen, og det har betydning resten af livet. Derfor er jeg rigtig glad for, at der nu står et nyt familiehus klar i Engelsborg Udslusningsfængsel. Det skal ikke bare mindske børnenes savn, men også være med til at sikre en blødere overgang til livet uden for murene, så den indsatte forælder ikke igen havner på den forkerte side af loven, siger justitsminister Peter Hummelgaard.

Familiehuset er et godt eksempel på det kriminalitetsforebyggende arbejde, som kriminalforsorgen udfører, lyder det fra direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen:

- En af kriminalforsorgens vigtigste opgaver er, at forebygge ny kriminalitet og dermed at sikre, at vi får færre ofre. Vi ved, at forholdet til familien kan være afgørende i forhold til at få dømte ud af den kriminelle løbebane. Derfor er det vigtigt, at vi med det nye familiehus kan give de indsatte bedre mulighed for at leve et familieliv uden kriminalitet efter endt afsoning, siger Ina Eliasen.

Visitationen til familiehuset sker efter en grundig screening fra kriminalforsorgens ansatte og i samarbejde med kommunen. I den vurdering indgår bl.a. kriminalitetens art, straffens længde, tidligere straffe, disciplinærsager mv.

Forudsætningen for at blive anbragt i familiehuset er, at den indsatte har et eller flere børn, og at det er blevet vurderet at være det bedste for barnet. Man har mulighed for at have sine børn hos sig hele tiden eller dele af tiden. Hvis man er samværsforælder, kan man godt afsone sin dom i familiehuset, selvom man kun har sine børn hos sig hver anden weekend. Man kan desuden afsone sin dom i familiehuset, hvis man har børn, som man på nuværende tidspunkt ikke har samvær med – her kan Familiehuset være med til at få genskabt relationen til børnene.

Familiehuset i Engelsborg Udslusningsfængsel i Lyngby indvies den 5. januar kl. 13.00

Fakta:

  • I familiehuset er der plads til op til fem familier. Hver familie har eget værelse og badeværelse, mens man deler køkken og stue med de andre familier i huset.
  • I familiehuset er der tilknyttet familieterapeut, socialrådgivere og pædagoger.
  • Formålet med udslusningsfængsler er at støtte og hjælpe den enkelte med at skabe en situation, der gør vedkommende bedre i stand til at leve en tilværelse uden kriminalitet.
  • Kriminalforsorgen har allerede ét familiehus i Hammer Bakker Udslusningsfængsel

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Kriminalforsorgen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kriminalforsorgen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye