Årets børne-nytårstaler: Tag os mere alvorligt, voksne

Del

”Voksne lader som om, de lytter til børn. Men i virkeligheden tager de os ikke alvorligt”, siger 13-årige Maria Højsgaard-Lauridsen i sin nytårstale, der 1. januar 2024 blev vist på TV 2 – lige inden statsministerens nytårstale.

13-årige Maria Højsgaard-Lauridsen
Foto: TV 2

For første gang i Danmark kunne man 1. januar 2024 se Børnenes Nytårstale på TV 2, der er et initiativ imellem UNICEF Danmark og TV 2. Den udvalgte taler var 13-årige Maria Højsgaard-Lauridsen fra Aalborg, der i sin tale satte fokus på klimakrise og krige i Europa – og ikke mindst at børn skal tages seriøst og høres på de områder, der bekymrer dem, hvis verden skal kunne forandre sig i fremtiden.

- Hvis børn ikke siger, hvad de er bange for, eller hvad, de mener, er vigtigt, så vil voksne ikke gøre noget ved det, fordi de er vant til, at problemet er der, siger hun i sin tale og peger samtidig på et problem med voksnes syn på børns meninger:  

Jeg går tit rundt med en følelse af, at voksne lader som om, de lytter til børn. Men i virkeligheden tager de os ikke alvorligt. Det gør, at de fleste børn ikke har lyst til at ytre deres mening så tit, fordi de er bange for, at voksne vil dømme dem for det. Og det, synes jeg altså helt klart, at vi skal gøre noget ved.

Hun understreger i talen, at hun mener, at børn lige nu særligt skal høres, hvad de mener om behandling af børn i Palæstina, dyreudryddelse og ikke mindst klimaforandringer, hvor hun personligt selv tit tænker på, at jorden går under, hvis vi ikke gør noget.

Styrkede børnestemmer i den offentlige samtale 

Maria Højsgaard-Lauridsens tale er udvalgt blandt indsendte taler fra børn og unge fra hele landet. Udover hendes tale, som blev vist på TV 2s hovedkanal lige inden statsministerens nytårstale, har en udvælgelseskomité bestående af både børn og voksne udvalgt fem øvrige taler fra børn i alderen 12-15 år.

Ambitionen med Børnenes Nytårstale er at styrke børns stemmer i den offentlige debat – og deres deltagelse i den demokratiske samtale. 

- På TV 2 vil vi starte samtaler blandt danskerne, og vi vil have alle med. Også børn og unge. Det kræver selvfølgelig, at vi lytter til dem – som Maria Højsgaard-Lauridsen så rigtig peger på i sin nytårstale. Jeg er meget stolt af, at vi nu for første gang har vist Børnenes Nytårstale og fået lov til at høre, hvad børnene har på hjerte og tænker over. Jeg håber, at både hovedtalen, og de taler, der ligger på TV 2 Play, kommer til at være samtaleemner i de danske stuer præcis som statsministerens tale, siger Dorthe Thirstrup, programdirektør på TV 2.

UNICEF Danmark håber også, at Børnenes Nytårstale kan være med til at styrke børns stemmer i både debat og beslutningsprocesser. 

- Børn og unge i Danmark bliver ofte rost for deres mod til at sige deres meninger højt. Alligevel kan vi fra undersøgelser se, at mange ikke oplever, at der bliver lyttet til dem, og at deres meninger har værdi. Hvis vi ønsker børneinddragelse i Danmark, så skal børn have mod til at sige deres meninger, og vi skal lytte til dem. Det kan ikke beskrives meget bedre, end det bliver af 13-årige Maria Højsgaard-Lauridsen, der netop har leveret den første Børnenes Nytårstale, siger Susanne Dahl.

Læs mere om Børnenes Nytårstale her, og se alle talerne på TV 2 Play.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra UNICEF Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra UNICEF Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye