Hedensted Kommune og lokale virksomheder går forrest med grøn jordhåndtering
Hedensted Kommune har indgået en aftale med et konsortium bestående af Kloster A/S, HM Entreprenør A/S og RGS Nordic A/S om lokal håndtering af ren jord fra de mange bygge- og udviklingsprojekter i Sydøstjylland. Aftalen rummer en række lovende perspektiver. Virksomhederne mindsker transportomkostninger og klimabelastning, men Hedensted Kommune får etableret et nyt kuperet landskab, som på sigt bliver til et rekreativt skovområde.
Hedensted Kommune er de sidste tre år vokset med ca. 1.000 indbyggere, og der bliver investeret i udvikling af bolig- og erhvervsområder som aldrig før.
Derfor er der også et stigende behov for at kunne håndtere store mængder af jord, som ofte kommer i overskud, når der bygges. Det behov er der nu fundet en lokal og klimavenlig løsning på.
Med aftalen udlejer Hedensted Kommune nemlig et ca. 200.000 m2 stort areal vest for Hedensted til konsortiet, som til gengæld skal etablere et kuperet område med ren overskudsjord fra bygge- og udviklingsprojekter.
Ole Vind, borgmester i Hedensted Kommune, er begejstret over aftalen:
- Vi har tradition for at samarbejde med virksomhederne om at løse lokale udfordringer. Også på utraditionel vis, og det gør vi igen her. For Hedensted Kommune betyder aftalen, at vi får frigjort midler, som vi kan bruge på andre anlægsopgaver. Og samtidig får vi etableret et kuperet landskab, hvor vi efterfølgende planter skov. På den måde styrker vi både kommunen, klimaindsatsen og vores lokale virksomheder samtidig med, at børnehavebørn og borgere får helt nye udfoldelsesmuligheder i Hedensted by, når vi om nogle år står med et spændende skovområde.
Også udvalgsformand Lars Poulsen ser lovende perspektiver i aftalen:
- Vi har været meget spændte på, hvordan projektet vil blive modtaget. For det er en anderledes måde at gribe jordhåndtering an på, så jeg er rigtig godt tilfreds med, at virksomhederne har kunnet se idéen og potentialet i det samarbejde, vi nu skal i gang med – også fordi det vil kunne tjene som inspiration til lignende projekter andre steder i kommunen.
En af de særlige ting ved aftalen er, at jorden lejes ud til konsortiet. Det betyder, at Hedensted Kommune overtager arealet igen, når jordarbejdet er overstået – det giver mere fleksibilitet og færre omkostninger for både kommune og virksomhederne.
Hos Kloster A/S er ejer Mads Kloster glad for at have vundet udbuddet i samarbejde med RGS Nordic A/S og HM Entreprenør A/S.
- Vi ser rigtig gode perspektiver i aftalen, fordi vi kan arbejde langt mere omkostningseffektivt og miljøvenligt, når vi kan håndtere jorden fra anlægsprojekter og byggeri lokalt. Fordi udvikler, vognmand og genbrugsspecialister arbejder sammen, kan vi også sikre, at projektet ved Årupvej kommer til at forløbe forudsigeligt og til tilfredshed for alle – både naboer, andre trafikanter og Hedensted Kommune.
Michael Mortensen fra HM Entreprenør A/S stemmer i:
- Hele det sydøstjyske område er inde i en fantastisk udvikling, og derfor er det vigtigt, at vi sammen kan tænke lidt ud af boksen for at finde de gode, grønne løsninger på, hvordan vi håndterer fx overskydende jord. Det synes jeg, vi har fundet her med en model, som bliver en gevinst for både virksomheder, natur, lokalområde og kommune. Det er vi stolte over at kunne bidrage til. Og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang.
FAKTA:
- Området vedrører et 200.000 m2 stort areal, der er beliggende mellem Hedensted Centret og Hedensted Søerne, hvor der er gode tilkørselsforhold.
- I området er der særligt vigtige drikkevandsforekomster. Derfor vil der kun blive placeret ren jord på området, som samtidig beskyttes af den kommende skov.
- Konsortiet skal ud over muligheden for at placere ren jord bidrage til realiseringen af områdets helhedsplan. Det vil sige skabelsen af et nyt, kuperet terræn med bakker og søer. Det skal ske i dialog med Hedensted Kommune, som undervejs i udledningsperioden på op til fire år fører tilsyn med arbejdet og den placerede jord.
- Efter lejeperiodens ophør gennemføres et særskilt projekt med skovrejsning og etablering af rekreative elementer. Det vil komme både brugere af Hedensted Centret og Børnehuset Årupvej, (pt. er under opførelse) samt borgere i området til gavn.
- De tre virksomheder bag konsortiet er Kloster A/S, vognmandsvirksomhed fra Løsning i Hedensted, HM Entreprenør A/S, entreprenørvirksomhed med base i Horsens og RGS Nordic A/S, som er landsdækkende specialister i behandling af jord og genanvendelse af bygge- og anlægsaffald.
Kontakter
Ole VindBorgmester i Hedensted Kommune
Tlf:40 74 71 79Ole.Vind@Hedensted.dkLars PoulsenFormand for Udvalget for Vækst & Klima, Hedensted Kommune
Tlf:24 96 13 64Lars.Poulsen@hedensted.dkMads KlosterIndehaverKloster A/S
Tlf:41 71 01 01mk@klosteras.dkMichael MortensenIndehaverHM Entreprenør A/S
Tlf:40 25 18 22mm@mortensengruppen.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Hedensted Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Hedensted Kommune
Skov og frugtlunde på vej: Lige inden sommerferien planter Uldum ny skov28.6.2024 08:54:18 CEST | Pressemeddelelse
Fredag den 5. juli bliver der plantet tre hektar ny skov i Uldum. Det sker når Uldum Fællesråd, Plant et Træ og Hedensted Kommune inviterer til fælles plantedag. Den lokale virksomhed FSI Stump Cutters bidrager til skoven med en sponsorat af træer. Alle er velkomne til at plante med fra kl. 15.00 - 16.30
Det Kreative Gartneri i Stouby vinder Hedensted Erhvervs detailpris10.6.2024 08:36:23 CEST | Pressemeddelelse
En flot butik, uovertruffen service og et inspirerende øje for genbrug. Lovordene og rosen til Lærke Dahlgaard Pedersen og Det Kreative Gartneri er overvældende. Samtidig har hun formået at skabe en blomstrende forretning i Stouby, hvor hun har pustet nyt liv i byens gamle planteskole, som ellers har været lukket en årrække. Derfor vinder hun årets detailpris foran seks andre, stærke kandidater.
Nu kan du snart ”klunse” på Remmerslund Genbrugsstation i Hedensted7.6.2024 09:12:22 CEST | Pressemeddelelse
Fra 18. juni kan du både give og tage gode ting til genbrug på Remmerslund Genbrugsstation. Det foregår i containerne til ’Giv’ & ’Tag’. Det nye tiltag bliver markeret med en lille indvielse på dagen fra kl. 14.00 - 16.00.
Sådan bliver du klar til Europa-Parlamentsvalget i Hedensted Kommune30.5.2024 10:39:42 CEST | Pressemeddelelse
Søndag den 9. juni skal danskerne til stemmeurnerne. Det gælder også i Hedensted Kommune, hvor nogle borgere skal stemme et andet sted, end de er vant til. I alt fem valgsteder er blevet slået sammen med andre, mens også valgsteder er flyttet lokalt – til haller eller kommunale bygninger. Hvor den enkelte borger præcist skal stemme, kan både ses på valgkortet eller via kommunernes chatbot Muni på kommunens hjemmeside.
Efter tilsagn om millioninvesteringer: Butiksvinduerne fyldes med rekordfart i Juelsminde17.5.2024 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere og flere butikker og restauranter åbner i øjeblikket i den lille østjyske havneby Juelsminde, der oplever stor interesse fra både erhvervsdrivende, gæster og investorer. Den forestående sommersæson og spændende udviklingsperspektiver i havne- og midtbyområdet lokker nu betydelige investeringer og gæster til byen, som er kendt for sine sandstrande og maritime miljø.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum