Åben dør-ordning lukkes
19.12.2023 20:00:21 CET | Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet | Pressemeddelelse
Regeringen har undersøgt alle muligheder for at justere åben dør-ordningen for at få mere havvind inden 2030. Det har ikke vist sig at være muligt på en måde, som med sikkerhed ville give en hurtigere udbygning af havvind. Derfor må ordningen nu endegyldigt lukkes for nye kommercielle projekter, og yderligere tre ansøgninger vil få afslag. Det er fortsat aftalt at muliggøre grøn strøm nok til ca. 30 millioner danske og europæiske husstande i 2030.
Siden sagsbehandlingen af havvindsprojekterne på åben-dør ordningen i februar blev sat i bero, har regeringen tryktestet alle muligheder for at justere modellen.
Intentionen har hele vejen igennem været at sikre mere ny havvind inden 2030 og helst allerede i 2028. Flere aktører i branchen vurderede, at dette var muligt under ordningen.
Det har imidlertid ikke vist sig muligt at justere åben dør-ordningen inden for rammerne af EU-reguleringen på en måde, som ville give en hurtigere havvindsudbygning.
Energistyrelsen vil derfor nu give afslag på de tre tilbageværende kommercielle ansøgninger på Vikinge Banke, Kadet Banke og Paludan Flak, og åben dør-ordningen vil blive lukket med lov.
Sagsbehandlingen fortsætter på de åben dør-projekter, som er langt fremme og allerede har fået tilladelser i en anden markedssituation, på levetidsforlængelser og på tilladelse til repowering og test.
”Vi har tryktestet alle muligheder for at justere åben-dør ordningen, så den kunne bidrage til at sikre mere grøn strøm hurtigt og inden 2030. Det var ønsket fra branchen og fra oppositionens side, da ordningen blev sat i bero. Det har desværre vist sig ikke at være muligt,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Danmarks unikke havbund
Regeringen vil nyttiggøre Danmarks havvindsressourcer. Vi har sat os høje mål, og vi skal være ufattelig ambitiøse. Dansk havvind kan spille en væsentlig rolle i både dansk og europæisk grøn omstilling og i Europas endelige uafhængighed af russisk gas. Det er vi i fuld gang med at indfri.
Sammen med de politiske ambitioner om at firdoble vedvarende energi på land og det historisk store statslige havvindudbud, som blev aftalt i foråret, ser Danmark ind i at kunne producere grøn strøm nok til at dække behovet i 30 mio. danske og europæiske husstande i 2030. Det overstiger langt det danske behov og kan danne grundlag for produktionen af fx store mængder grøn brint og et nyt grønt eksporteventyr i Danmark.
”Den grønne omstilling er i gang. Der er masser af grøn strøm på vej. Vi forbereder danmarkshistoriens største havvindsudbud og er enige om en ny aftale om energiparker på land, der skal bidrage til at firdoble vind og sol på land, som er vores mål. Frem mod 2030 er det aftalt at muliggøre grøn strøm nok til ca. 30 millioner danske og europæiske husstande,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Der er siden berostillelsen i februar givet grønt lys til at fortsætte sagsbehandlingen af åben dør-ansøgninger, der kan føre til yderligere 1 GW havvind. Situationen er derfor, at der er sammenlagt 16 GW havvind på vej frem mod 2030. Det svarer til en syv-dobling af den nuværende installerede kapacitet.
Forberedelser til det statsligt udbud på mindst 9 GW havvind, der potentielt kan give 14 GW ny havvind, og som blev aftalt i foråret, er i gang. For første gang vil danskerne, i form af staten, være en del af ejerkredsen, og udbuddet har mere fokus på hensynet til natur og bæredygtighed.
Fakta
- Åben dør-ordningen gav private markedsaktører mulighed for at tage initiativ til at etablere vinmølleparker på havet ud fra et først-til-mølle-princip.
- Åben dør-ordningen har indtil nu betydet opstilling af 6 mindre parker, der tilsammen leverer 120MW havvind. Den seneste park blev endeligt installeret i 2010.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.
Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Ny aftale: Bredt flertal bakker op om hurtigere og mere effektiv udbygning af elnettet5.2.2026 11:23:14 CET | Pressemeddelelse
Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier tilslutter sig Energinets forslag til justering kommende elmotorvej fra Aarhus til Aabenraa. Desuden får flere berørte naboer til de nye linjeføringer mulighed for frivilligt opkøb af deres boliger.
Varmepumpepuljen åbner: Den grønne varme skal være det nemme valg5.2.2026 09:56:20 CET | Pressemeddelelse
I dag er det igen muligt for danskerne at søge om støtte til køb af varmepumper. I puljen er der 123,6 millioner kroner til at skrue op for den grønne varme og ned for den fossile.
Flere bud i puljen for CO2-fangst og lagring4.2.2026 14:45:18 CET | Pressemeddelelse
Fristen er nået, og der er kommet to bud på puljen for CO2-fangst og lagring. Nu begynder arbejdet med at vurdere buddene, så der kan tildeles kontrakt i løbet af de næste måneder.
Bred politisk aftale om Energiø Bornholm3.2.2026 13:33:02 CET | Pressemeddelelse
Med bred politisk opbakning er der truffet beslutning om at etablere Energiø Bornholm, der skal sende grøn strøm til både Danmark og Tyskland. Det vil blive det første projekt i verden, hvor en energiø fungerer som et centralt knudepunkt, der både samler og fordeler store mængder strøm fra havvind til flere lande.
Stor kortlægning af Danmarks potentiale for havvind29.1.2026 15:19:20 CET | Pressemeddelelse
Danmark har fået ny, omfattende viden om havarealet, som baner vejen for mere effektiv planlægning af fremtidens havvindmølleparker.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum