Ny forskning afdækker techgiganternes infrastrukturelle magt i nordiske velfærdsstater
I en ny bog afdækker forskere fra Københavns Universitet kontrollen over digital infrastruktur i de fire største nordiske lande. Forskningen viser, at globale techgiganter står stærkest i Danmark, mens nationale og offentlige institutioner har fastholdt en større indflydelse på internettet i Norge. Men digitaliseringen har uigenkaldeligt ændret velfærdsstaternes rolle på tværs af regionen.

Med udbredelsen af internettet og den omfattende digitalisering af de nordiske samfund er en ny form for kritisk infrastruktur vokset frem. Kabler under jorden eller havet, datacentre, telemaster, hjemmesider, mobile apps og diverse tredjepartstjenester medvirker alle til den transport af data, der understøtter stadig større dele af hverdagslivet og samfundets nøglefunktioner.
I en ny bog Gateways: Comparing Digital Communication Systems in Nordic Welfare States udforsker forskere fra KU den digitale infrastruktur, og hvordan den er kontrolleret. Bogen identificerer infrastrukturer, der ofte beskrives som usynlige, afdækker ejerskabsforhold på ikke-monitorerede markeder, og diskuterer statens ændrede muligheder for at regulere de grundlæggende vilkår for kommunikation.
- Vi ser en gradvis overgang fra, at nationale institutioner med stærke bånd til velfærdsstaten har haft kontrollen med de underliggende kommunikationsressourcer i den analoge tidsalder, til at nye, kommercielle aktører overtager magten over de stadig mere digitale kommunikationsmiljøer, siger Signe Sophus Lai, der er adjunkt på Center for Tracking and Society på KU og har skrevet bogen sammen med sin kollega Sofie Flensburg.
Analyserne i bogen fokuserer på Danmark, Finland, Norge og Sverige og sammenligner udbuddet af forskellige former for internetforbindelser, den bagvedliggende såkaldte ’backbone’-infrastruktur, der kobler lokale netværk op på det globale internet, ejerskabet af de mest brugte hjemmesider og mobile apps og de tredjepartstjenester, der indsamler brugerdata via dem.
- Ved at gå på tværs af teknologier, markedsaktører og reguleringsformer, som ofte behandles adskilt, både i forskningen og i reguleringen, bliver vi opmærksomme på, hvordan de såkaldte techgiganter overtager større og større dele af infrastrukturen, og hvordan velfærdsstaten gør sig stadig mere afhængige af dem, siger Sofie Flensburg, der også er adjunkt på Center for Tracking and Society.
Techgiganter som Googles og Facebooks moderselskaber, Alphabet og Meta, går fx igen på tværs af bogens analyser, fordi de både udbyder de mest brugte hjemmesider og mobile apps, dominerer markederne for indsamling og salg af brugerdata, og investerer i netværks- og backboneinfrastrukturer verden over, herunder i Norden.
Nationale variationer
Selvom de nordiske velfærdsstater oplever beslægtede udfordringer med at håndtere de globale selskabers tiltagende magt over fundamentale dele af infrastrukturen, finder bogen også vigtige variationer mellem de fire lande.
Danmark er fx en uhyre globaliseret kontekst, hvor størstedelen af den digitale infrastruktur er på udenlandske hænder og staten i begrænset omfang har udfordret techgiganternes magt. Norge er derimod et eksempel på et land, hvor nationale institutioner som Schibsted og infrastrukturselskabet Bulk har bevaret en højere grad af ejerskab, og hvor myndighederne har ført en mere proaktiv politik og blandt andet uddelt bøder til Google. Svenske virksomheder har generelt været mere konkurrencedygtige, ligesom staten tidligt investerede store beløb i udbygning af infrastrukturen. I Finland kommer geopolitiske interesser til udtryk i fx russisk og amerikansk ejerskab af væsentlige dele af infrastrukturen, men landet adskiller sig også ved at have satset langt mere og tidligere på udbygning af mobile infrastrukturer.
- De forskelle, vi har identificeret i vores analyser, viser, at nationalstater stadig har en vigtig indflydelse på internettets udvikling. Selvom EU selvfølgelig spiller en vigtig rolle i den fremtidige regulering af internettet, er det ikke udelukket for nationale politikere at påvirke, hvordan de digitale kommunikationssystemer udvikler sig. Det handler om at identificere, hvordan magten fordeles og at skabe et vidensgrundlag, som man kan monitorere og ultimativt regulere på baggrund af. Lige nu mangler det vidensgrundlag, og det er det, vi har arbejdet på med denne bog, siger Signe Sophus Lai.
På techgiganternes nåde
En anden central pointe i bogen er, at mulighederne for at opnå viden om den digitale infrastruktur, og hvordan den er kontrolleret, er begrænsede, og at der er en række metodiske udfordringer forbundet med analyserne. Bogen er baseret på online databaser og forskellige digitale værktøjer og metoder, som ofte er leveret eller finansieret af de selv samme firmaer, som bogen kaster et kritisk lys på. Det betyder, at techgiganterne og andre markedsaktører i høj grad selv bestemmer, hvilken information de vil offentliggøre, og kan fjerne adgangen til den, hvis den ikke længere er værdifuld eller tilmed kan ses som skadelig for deres forretning.
- Vi ser de metodiske udfordringer, vi er stødt ind i undervejs, som et centralt fund i sig selv. Ligesom de nordiske velfærdsstater, er vi også afhængige af den digitale infrastruktur, når vi bedriver forskning. Det betyder, at vi ofte oplever, at vi ikke længere har adgang til data og må gentænke vores metoder, siger Sofie Flensburg og uddyber, at en af pointerne med bogen har været at vise, hvad der er muligt med de eksisterende metoder, men også at opfordre myndighederne til både at bygge på og udvikle bedre redskaber til følge udviklingen.
Gateways: Comparing Digital Communication Systems in Nordic Welfare States er udkommet hos Nordicoms forlag. Den kan tilgås gratis online eller bestilles som en trykt bog fra samme sted.
Kontakter
Kommunikationsforsker Sofie Flensburg
Institut for Kommunikation, Københavns Universitet
Mail: sofie.flensburg@hum.ku.dk
Tlf: 35 33 29 84
Kommunikationsforsker Signe Sophus Lai
Institut for Kommunikation, Københavns Universitet
Mail: signe.lai@hum.ku.dk
Mobil: 60 22 34 55
Pressemedarbejder Pernille Munch Toldam
Det Humanistiske Fakultet
Mail: pmunch@hum.ku.dk
Mobil: 29 92 41 69
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Holdspil sænker blodtryk og forbedrer funktion hos patienter med kroniske sygdomme8.9.2025 15:35:37 CEST | Pressemeddelelse
Ny forskning fra Københavns Universitet viser, at holdspil er en særdeles effektiv og potentiel livsforlængende træningsform for patienter med forhøjet blodtryk og KOL. Selv efter et relativt kort træningsforløb med holdspil kan man måle et markant forbedret blodtryk hos deltagerne.
Children from homes with fewer resources have an increased risk of asthma8.9.2025 08:17:00 CEST | Press release
Children from less-advantaged socio-economic circumstances have a significantly increased risk of developing asthma. Smoking during pregnancy and breastfeeding are two of the major contributing factors to these inequalities This is stated by a new European study led by the University of Copenhagen. The researchers call for the authorities to support families better.
Børn fra hjem med færre ressourcer har forhøjet risiko for astma8.9.2025 07:16:00 CEST | Pressemeddelelse
Børn af forældre med lav uddannelse og lav indkomst har markant forhøjet risiko for at få astma. Rygning under graviditeten og amning er to af de store forklaringer på den sociale ulighed. Det fastslår et nyt europæisk studie, som Københavns Universitet står i spidsen for. Forskerne opfordrer til at myndighederne støtter familierne bedre.
Scientists transform plastic waste into efficient CO2 capture materials5.9.2025 20:02:00 CEST | Press release
From waste to valuable resource: Chemists at the University of Copenhagen have developed a method to convert plastic waste into a climate solution for efficient and sustainable CO2 capture. This is killing two birds with one stone as they address two of the world’s biggest challenges: plastic pollution and the climate crisis.
Forskere forvandler plastikskrald til effektiv CO2-fanger5.9.2025 20:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra skrald til værdifuld ressource: Kemikere ved Københavns Universitet har udviklet en teknik, der kan forvandle plastikaffald til en klimaløsning, for effektiv og bæredygtig CO2-fangst. Opfindelsen slår dermed to fluer med et smæk og takler to af verdens største udfordringer på en gang: plastikforurening og klimakrisen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum