Kun de nordiske lande og Ukraine talte imod russiske atleter ved OL
Kun Ukraine og de nordiske lande, repræsenteret ved DIF-formand Hans Natorp, talte på et IOC-møde imod deltagelse af russiske og belarusiske atleter ved OL.

IOC afholdt i dag et onlinemøde med repræsentanter fra de nationale olympiske komitéer. På dagsordenen var blandt andet en orientering om status på russiske og belarusiske atleters muligheder for at deltage ved OL i Paris til næste sommer.
Kun to olympiske komitéers repræsentanter tog ordet og argumenterede for, at legene burde afholdes uden atleter fra Rusland og Belarus. Præsidenten for den ukrainske olympiske komité og Hans Natorp, som er formand for DIF, der er olympisk komité i Danmark.
På vegne af de nordiske landes olympiske komitéer og idrætsforbund gentog Hans Natorp den position, som disse lande tidligere har meldt ud i samlet flok: At situationen ikke har ændret sig i Ukraine, og at de derfor ikke mener, at tiden er inde til at tillade atleter og officials fra Rusland og Belarus adgang til legene.
”Vi er tydeligvis i mindretal med vores holdning, men det skulle ikke hindre os i at gøre opmærksom på, hvad vi mener,” siger Hans Natorp efter mødet.
IOC oplyste på mødet, at sammenslutningen af olympiske sportsforbund havde opfordret IOC til at tillade individuelt kvalificerede atleter fra Rusland og Belarus at deltage i Paris under neutralt flag og til at træffe en hurtig beslutning. Dette ønske bliver bakket op af sammenslutningen af olympiske komitéer (ANOC) og af IOC’s atletkommission.
”IOC har officielt ikke truffet en beslutning endnu, men lad os være realistiske. OL i Paris kommer helt sikker til at finde sted med atleter, der kommer fra Rusland og Belarus. Der kommer dog meget stramme kriterier for, hvem der må komme med, og hvordan de skal konkurrere. Det ser umiddelbart ud til, at der bliver tale om ganske få atleter,” siger Hans Natorp.
IOC-kritik af Rusland
DIF har tidligere slået fast, at Danmark ikke overvejer en boykot, da danske atleter ikke skal straffes for Ruslands invasion af Ukraine eller bruges til politiske markeringer. I sit indlæg understregede Hans Natorp da også, at han ser frem til nogle fantastiske lege i Paris. Og så kvitterede han for, at IOC og dens præsident, Thomas Bach, faktisk gik hårdt til Rusland på flere områder.
IOC kritiserede Rusland voldsomt for ikke at bakke om en FN-resolution om fred, der blev vedtaget i sidste måned. Her undlod Rusland som det eneste land sammen med Syrien at stemme for resolutionen. Desuden opfordrede IOC kraftig de olympiske komitéer til ikke at deltage i de såkaldte ’World Friendship Games’, som Rusland vil afholde til september næste år som en pendant til OL. IOC opfatter dette initiativ som et politisk motiveret projekt.
”Det var opløftende at høre den kritik og den anbefaling fra IOC. IOC er meget optaget af, at OL og sport generelt skal være en samlende kraft, der er med til at skabe fred, forståelse og tolerance på tværs af landegrænser. Det synspunkt er vi enige i og bakker op om. Vi er bare uenige, hvad det på nuværende tidspunkt skal have af betydning for russiske og belarusiske atleters deltagelse i international idræt,” siger Hans Natorp.
Den officielle beslutning fra IOC er ikke truffet endnu, og derfor er der endnu ikke fuldstændig klarhed over, hvilke vilkår der kommer til at gælde for atleter fra Rusland og Belarus ved OL i Paris. Men meget få har kvalificeret sig til legene, da mange internationale forbund har udelukket dem fra at deltage eller først for kort tid siden har givet atleterne adgang til internationale konkurrencer. Derfor er der også udsigt til, at det bliver et meget begrænset kontingent af atleter fra de to lande, der ender med at deltage i Paris.
Nøgleord
Kontakter
Hans NatorpFormand for Danmarks Idrætsforbund
Tlf:31444015hna@dif.dkLars HestbechKommunikationskonsulent
Tlf:23323784lhe@dif.dkBilleder

DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 8.700 idrætsforeninger og godt 2 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Nyt samarbejde om flere idræts- og friluftsskove9.5.2025 10:21:29 CEST | Pressemeddelelse
DIF og Klimaskovfonden er gået sammen om at skabe mere skov – for klimaet, naturen og danskernes aktive idræts- og friluftsliv.
Poul Schmith og dansk idræt forlænger OL-partnerskab6.5.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det stærke partnerskab mellem advokatfirmaet Poul Schmith og dansk bredde- og eliteidræt fortsætter. Efter fire år som olympisk partner for Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark er der nu indgået en ny aftale, som løber frem til og med OL i Los Angeles i 2028.
Medbestemmelse og fokus på sociale relationer: Ekspertgruppe klar med anbefalinger til trivsel i idrætsforeninger6.5.2025 07:29:49 CEST | Pressemeddelelse
Med hjælp fra 13 førende forskere og eksperter på børn og unges trivsel i idrætten offentliggør DIF nu anbefalinger til, hvordan idrætsfællesskaberne understøtter Trivselskommissionens anbefalinger om at fremme børn og unges trivsel. I FC Holte har de med 10 ritualer vist vejen.
Surf & SUP Danmark er Årets Specialforbund 20253.5.2025 13:20:15 CEST | Pressemeddelelse
Surf & SUP Danmark har vundet DIF’s pris Årets Specialforbund 2025. Med i opløbet var også Rugby Danmark og Bordtennis Danmark. Udover æren modtager Surf & SUP Danmark 100.000 kr. og et bidragsbevis fra Klimaskovfonden.
Hans Natorp genvalgt som formand for DIF3.5.2025 12:53:32 CEST | Pressemeddelelse
Formanden for Danmarks Idrætsforbund hedder også de to kommende år Hans Natorp. Det står klart efter forbundets årsmøde i Idrættens Hus. Ny i bestyrelsen er Pia Johansen fra SvømDanmark.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum