Amerikansk topnavn til Tønder

Del

Sangskrivernes sangskriver og en af countrymusikkens store skikkelser, Rodney Crowell, er på plakaten på Tønder Festival 2024. Det samme er disse navne: The Hello Darlins, Dan Sultan, Jacob Dinesen, Hush, Jake Vaadeland, Elephant Sessions og Xabi Aburruzaga.

Rodney Crowell
Rodney Crowell Credit Claudia Church

Når Tønder Festival fejrer sit 50-års jubilæum i 2024, bliver det med format. Allerede nu kan festivalen love ekstra gode oplevelser, og en af dem bliver den amerikanske sangskriver Rodney Crowell. Den 73-årige kunstner med rødder i de amerikanske musiktraditioner kan skrive sange, så kollegerne står i kø for at indspille dem. Glæd jer til en sangskriver af høj klasse.

Nyt fra Canada

Jake Vaadeland er en ung fremstormende sangskriver, guitarist og banjospiller fra Canada. Fra de samme kanter kommer bandet The Hello Darlins, som består af nogle af Canadas bedste studiemusikere.

Populære danske navne

Det vil næppe gå stille af, når Jacob Dinesen vender hjem til Tønder. Med sig i bagagen har han sit nye og sjette album, “The Waiting Game”. Også et andet populært dansk navn er på plakaten, nemlig Hush, som fejrer 20-års jubilæum for deres gennembrudsalbum “A Lifetime” og lover en helt særlig koncert på festivalen.

International rundtur

Fra Skotland kommer Elephant Sessions, fra Australien gensyn med Dan Sultan, som denne gang kommer med band. Fra Baskerlandet byder vi velkommen til Xabi Aburruzaga, ekvilibrist på det baskiske knapharmonika-instrument trikitixa.

OM KUNSTNERNE:

Rodney Crowell (USA)

Med stolthed kan Tønder Festival præsentere et af countrymusikkens helt store navne: Rodney Crowell. Den 73-årige sangskriver har præget den amerikanske musikscene i årtier. Talrige gange har han været placeret på hitlisternes førsteplads, og listen over priser og nomineringer er alenlang. Blandt trofæerne er to Grammy Awards og seks Americana Awards. I 2017 modtog Rodney Crowell den prestigefyldte Founder’s Award hos ASCAP (American Society og Composers, Authors and Publishers). Og han er naturligvis optaget i Nashville Songwriters Hall of Fame. Som sangskriver er Rodney Crowell blandt giganterne, og navne som Emmylou Harris, Johnny Cash, Waylon Jennings, Keith Urban og Bob Seger har indspillet hans sange. Et par af hans kendte sange er “It’s Such A Small World", hvor han synger duet med Rosanne Cash (som han har været gift med), og “Even Cowgirls Get The Blues”. Rodney Crowell begyndte karrieren i Nashvilles sangskrivermiljø i 70’erne sammen med blandt andre Guy Clark og Townes Van Zandt. Begge var store inspirationskilder for Rodney Crowell, hvis sange rummer de klassiske dyder inden for amerikansk sangskrivning. Seneste album er “The Chicago Sessions” (2023) med Wilco’s Jeff Tweedy som producer. Eneste danske festival i 2024.

www.rodneycrowell.com

The Hello Darlins (CAN)

Americana og roots fra et canadisk musikkollektiv bestående af nogle af landets bedste sessionmusikere. The Hello Darlins med base i Calgary har ganske hurtigt etableret sig som et topnavn og bliver med god grund kaldt en supergruppe. Bandets frontfigurer er sangerinden Candace Lacina og keyboardspilleren og produceren Mike Little. Begge efterspurgte studiemusikere, som blandt andet har arbejdet med Shania Twain, Charlie Major og B. B. King. De to musikere mødtes i 2016 og lagde grunden til et samarbejde, der skulle føre frem til The Hello Darlins og ny musik med inspiration fra country, blues, gospel med mere. Albummet “Go By Feel” fra 2021 fik en fornem modtagelse og gjorde The Hello Darlins til, ja, darlings i americana-genren. En række prominente kolleger har været forbi studiet gennem årene og bidraget til bandet. Blandt andre Matt Andersen, Murray Pulver, The Bros. Landreth og produceren Mike Poole. Bandet har været nomineret til adskillige priser, og de internationale anmeldere er fulde af rosende ord. Seneste album er “Sundust” (2023), og et nyt album er undervejs i 2024. Eneste danske festival i 2024.

www.thehellodarlins.com

Dan Sultan (AUS)

Gensyn med en af Australiens store navne. 40-årige Dan Sultan besøgte Tønder i 2019, hvor han optrådte solo. Denne gang optræder han med band. Sanger, guitarist og sangskriver Dan Sultan udgav sit første album “Homemade Biscuits” i 2006. Siden er det blevet til talrige udgivelser, koncerter både solo og med band, international anerkendelse og en lang række priser og prisnomineringer. Musikken hviler på en solid bund af soul, blues og rock, og som sanger evner Dan Sultan både at ramme det lavmælte og følsomme og det rå og soulrockede udtryk. I Australien har han blandt andet modtaget hæder fra National Indigenous Awards, der fokuserer på musik fra Australiens oprindelige folk. Dan Sultans mor er aboriginer og var en del af “the stolen generation”, der som børn blev fjernet fra deres familier af de australske myndigheder. Denne uret beskriver Sultan i sangen “Roslyn”. På sit seneste album “Dan Sultan” (2023) er Dan Sultan efter eget udsagn kommer tættere på det menneske, han er, og besynger blandt andet familielivet og hans rolle som far til to små børn. Eneste danske festival i 2024.

www.dansultan.dk

Jacob Dinesen (DK)

De fleste er vist efterhånden klar over, at Jacob Dinesen oprindeligt kommer fra Tønder og har foretaget en vild tur fra jam-aftner på Hagges Musik Pub til status som en af de mest populære og bedste sælgende danske kunstnere. Sangskriver, sanger og musiker Jacob Dinesen (født 1995) har siden 2016 haft mere end travlt med at turnere og udgive musik. Flere end 45.000 solgte album og 36 millioner streams siger en del om Jacob Dinesens popularitet. Som sangskriver har han placeret sig solidt med rootsrock og americana som basis med et strejf af keltiske traditioner. Efter et relativt roligt 2023 på livefronten er Jacob Dinesen klar med sit sjette album “The Waiting Game”. Et album, der viser nye sider af sangskriveren. ”Jeg hader stagnation, men jeg indså, at jeg var nødt til at trække stikket. Det har givet selvindsigt, udvidet min horisont og åbnet døren på klem til det menneske, jeg måske i virkeligheden er,” siger Jacob Dinesen om det nye album. En længere turné finder sted i foråret 2024. Når Jacob Dinesen vender tilbage til Tønder Festival, hvor han har optrådt mange gange, bliver det med band.

www.jacobdinesen.com

Hush (DK)

I 2024 er det 20 år siden, Hush udgav deres gennembrudsalbum “A Lifetime”. I den anledning tager Hush på en jubilæumstur med albummet i fokus. Når de lander på Tønder Festival, som de besøgte i 2017, bliver det med et særligt show med overraskelser.  Hovedpersonerne i Hush er sangerinden Dorthe Gerlach og guitaristen Michael Hartmann. De to begyndte at arbejde sammen sidst i 90’erne. Musikken bevægede sig fra det rockede over i den blanding af pop, country og folk, som Hush snart efter blev kendt for. Det skete for alvor med ”A Lifetime” i 2004, der gav gruppen et gennembrud. Siden udgav Hush yderligere fire album og herunder en liveplade sammen med DR UnderholdningsOrkestet i 2012. Hush har solgt flere end 100.000 album, har været nomineret fem gange til Danish Music Awards, modtaget den europæiske Border Breaker Award. Som liveband har bandet turneret flittigt herhjemme samt i Europa og Canada. Dorthe Gerlach udgav i 2015 soloalbummet ”Natlys” og har arbejdet sammen med blandt andre jazzbassisten Chris Minh Doky.

www.hush.dk

Jake Vaadeland (CAN)

Multi-instrumentalist og sangskriver Jake Vaadeland kommer fra Saskatchewan i Canada. 20 år gammel har opnået en imponerende position på den canadiske folkroots-scene. Efter en række album og singler har han modtaget to Saskatchewan Music Awards og ikke mindre end fire Saskatchewan Country Music Awards. Han mestrer guitar og banjo og bekender klart kulør til den traditionelle bluegrass og enkle 50’er-rockabilly. I sangen “Retro Man” fra 2021 siger han det tydeligt: “I am a retro man with a retro plan.” Han er født i den lille by Big River i den nordlige del af Saskatchewan. Skulle man komme til at tænke på Johnny Cash’ hit “Big River”, er slægtskabet mellem Cash og Vaadeland ikke blot en geografisk tilfældighed. Jake Vaadeland fortæller i et canadisk interview, at han som treårig optrådte hjemme i stuen med Cash-klassikeren “I Walk The Line”. Den traditionelle countrymusik er hans inspiration, og det samme er bluegrass-legender som Earl Scruggs og Lester Flatt. Seneste udgivelse er albummet “Everybody But Me”. Jake Vaadeland optræder med sit band The Sturgeon River Boys. Eneste danske festival i 2024.

www.jakevaadeland.com

Elephant Sessions (SCO)

Skotske Elephant Sessions har besøgt Tønder Festival adskillige gange og leveret deres originale bud på moderne skotsk highland-musik. Magasinet Rolling Stone har skrevet om Elephant Sessions: “Disse skotter bruger deres instrumenter som våben beregnet til at ødelægge klicheer. Vi elsker dem.” Elephant Sessions mikser traditionel folk, funk, electronica og meget andet til en potent neo-folk-cocktail, der har beruset publikum i Storbritannien, det øvrige Europa og i Australien. Euan Smillie på violin og Alasdair Taylor mandolin bidrager med heftige tunes, mens Seth Tinsley på bas og synth og Greg Barry på trommer og forskellige samples lægger grunden i et legende setup, hvor festen er en selvfølge. Debutalbummet “The Elusive Highland Beauty” udkom i 2014, og siden er det kun gået opad for bandet. De har vundet BBC’s Scots Trad Music Award i 2017 0g 2022 i kategorien Album of the Year og i 2018 for Live Act of the Year. Læg hertil flere nomineringer. Seneste album er “For The Night” fra 2022, som strøg ind i toppen af den britiske Folk Album Charts. Eneste danske festivalkoncert i 2024.

www.elephantsessions.com

Xabi Aburruzaga (EUS)

Musiker og komponist Xabi Aburruzaga fra Baskerlandet er en særdeles anerkendt mester på det traditionelle baskiske instrument trikitixa, også kaldet diatonisk accordion (knapharmonika). Xabi Aburruzaga (født 1978) begyndte allerede som barn at spille accordion og klaver. Han udgav sit debutalbum i 1999, og det gav positiv genlyd hos både anmeldere og publikum. Hans seneste album er “Aurez Aurre”, et livealbum indspillet i maj 2023 på Campos Elisos Theatre i Bilbao med hans faste band samt en lang række gæstemusikere. Albummet indrammer Xabi Aburruzagas mere end 20 år lange karriere. Musikken kommer vidt omkring med den baskiske folkemusiktradition som fundament og referencer til blandt andet Galicien og Quebec. Her er både langsomme ballader og energiske rytmiske udladninger med Xabi Aburruzagas ekvilibristiske trikitixa i front. Det er ikke kun på livescenen, Xabi Aburruzaga folder sig ud. Han er også en kendt underviser og har skabt sin egen skole for instrumentet trikitaxa’en. Eneste danske festivalkoncert 2024.

www.aburruzaga.eus

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Rodney Crowell
Rodney Crowell
Download
Jacob Dinesen
Jacob Dinesen
Download
The Hello Darlins
The Hello Darlins
Download
Jake Vaadeland
Jake Vaadeland
Download
HUSH
HUSH
Download
Dan Sultan
Dan Sultan
Download
Elephant Sessions
Elephant Sessions
Download
Xabi Aburruzaga
Xabi Aburruzaga
Download

Følg pressemeddelelser fra Tønder Festival

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Tønder Festival

Mangfoldigheden længe leve på Tønder Festival26.4.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Bluegrass, jamgrass, americana, rock, electrofolk, polsk folkemusik og sangskrivning på højeste niveau. Syv navne er føjet til Tønder Festivals program og understreger, at festivalen tilbyder oplevelser, du ikke kan få andre steder. Den endelige udgave af plakaten til årets Tønder Festival nærmer sig. Men der er stadig plads til flere kunstnere. Tidligere i denne måned blev den amerikanske stjerne Rickie Lee Jones annonceret, og nu kan festivalen offentliggøre yderligere syv navne. Musikere og sangskrivere fra USA, Canada, Skotland, Polen og Danmark bidrager til programmet og sætter en fed streg under Tønder Festivals rolle som udbyder af unikke og intime musikoplevelser.

Lad din festivalbillet slå rødder: Tønder Festival planter træer for miljøet19.4.2024 08:29:58 CEST | Pressemeddelelse

I forbindelse med Bibliotekernes Verdensmålsuge planter Tønder Festival et træ for hver solgte partoutbillet i uge 17. Tønder Festival deltager i Bibliotekernes Verdensmålsuge, som finder sted i uge 17 (22.- 28. april). Bibliotekernes Verdensmålsuge sætter blandt andet fokus på vigtigheden af ​​at bevare og genoprette naturlige levesteder. Her vil Tønder Festival gerne byde ind for at støtte gode miljøinitiativer, og under mottoet “Lad din festivalbillet slå rødder” planter Tønder Festival et træ i lokalområdet for hver Tønder Festival-partoutbillet, der sælges i uge 17.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye