Mangfoldigheden længe leve på Tønder Festival
Bluegrass, jamgrass, americana, rock, electrofolk, polsk folkemusik og sangskrivning på højeste niveau. Syv navne er føjet til Tønder Festivals program og understreger, at festivalen tilbyder oplevelser, du ikke kan få andre steder.
Den endelige udgave af plakaten til årets Tønder Festival nærmer sig. Men der er stadig plads til flere kunstnere. Tidligere i denne måned blev den amerikanske stjerne Rickie Lee Jones annonceret, og nu kan festivalen offentliggøre yderligere syv navne. Musikere og sangskrivere fra USA, Canada, Skotland, Polen og Danmark bidrager til programmet og sætter en fed streg under Tønder Festivals rolle som udbyder af unikke og intime musikoplevelser.
Store sange, bluegrass og improvisationslyst
Fra USA kommer tre navne. Sangskriveren Katie Pruitt, som på sidste års festival fremkaldte femstjernede anmeldelser, er tilbage. Det samme er Leftover Salmon – 35 år gammelt pionerband inden for jamgrass-genren med bluegrass, country og cajun som ramme og improvisation som ledestjerne. Og så er der True Hearts Troubadours, hvor to særdeles stærke duoer med velkendte topsangskrivere er bragt sammen: Tim O’Brien med Jan Fabricius og Mary Gauthier med Jaimee Harris.
Multitalent, tunge beats, rock og en meget lang cykel
Den canadiske sangskriver Kellie Loder er et navn på vej frem og gæster Tønder Festival for første gang. Fra de skotske kanter kommer velanskrevne Peatbog Faeries med deres energiske og dansevenlige miks af folk, rock og elektronica. Danske Sebastian Wolff, kendt som sanger og frontmand i rockbandet Kellermench, optræder med nye sange og eget band. Og så kan publikum opleve det seks mand store polske orkester Big Bike Orchestra, som udfører det særlige stunt at spille, samtidig med at de triller af sted på en specialbygget sekspersoners cykel.
OM KUNSTNERNE:
True Heart Troubadours: Tim O’Brien with Jan Fabricius & Mary Gauthier with Jaimee Harris (USA)
Festivalens jubilæumsår byder på gensyn med mange af de musikere, som har været med tidligere, og som publikum elsker. True Heart Troubadours er en ny sammenhæng med gamle kendinge. Multiinstrumentalist, sangskriver og bluegrass-mester Tim O’Brien har besøgt Tønder mange gange i forskellige sammenhænge. Også sangskriveren Mary Gauthier er en kær gæst og har skabt store stunder på de små scener på festivalen. Med True Heart Troubadours er der lagt op til en oplevelse i særklasse. Guitarer, mandolin, violin og vokalharmonier og ikke mindst sangskrivning i bedste kvalitet. Med Tim O'Brien, Jan Fabricius, Mary Gauthier og Jaimee Harris på scenen er der dømt intim stemning, og navnet True Heart er ikke tilfældigt. Gruppen er skabt ud fra et ønske om et tæt musikalsk samarbejde, som med Mary Gauthiers ord kan "bringe os dyb forståelse af hinanden og åbne hjertet for kærlighed". De fire musikere og sangskrivere har samlet set udgivet adskillige dusin album, modtaget flere Grammy-priser og nomineringer, og deres sange er indspillet af kunstnere som Garth Brooks, Boy George, The Dixie Chicks, Jimmy Buffet og Tim McGraw. Eneste danske festival i 2024.
Katie Pruitt (USA)
Den amerikanske sangskriver Katie Pruitt optrådte på Tønder Festival 2022 og leverede en følelsesmæssig og musikalsk præstation, der kastede flere femstjernede anmeldelser af sig. Nu vender Katie Pruitt tilbage, denne gang med det nye album “Mantras” (april 2024) i rejsebagagen. Hun udgav en EP i 2018, som fik magasinet Rolling Stone til at sætte hende på listen med årets “10 nye country-kunstnere, du bør kende.” I februar 2020 udkom debutalbummet “Expectations”. Et album, der skabte stor opmærksomhed og blev nomineret til en Grammy. Katie Pruitt har sagt om albummet, at “det i høj grad handler om at være ligeglad med, hvad andre forventer af dig, og om at være fri og bare være dig selv.” Katie Pruitt er født i 1994, vokset op i Atlanta, Georgia, i en katolsk familie. Hun begyndte karrieren som sanger og sangskriver, da hun gik på college. Som 20-årig sprang Katie Pruitt ud som lesbisk, og flere af hendes sange handler om frustrationer og skam i opvæksten i et konservativt kristent miljø i Sydstaterne. Genremæssigt blander Katie Pruitt country, folk og indierock, og mange af sangene veksler dynamisk mellem det lavmælte og inderlige til det storladne og rockede. Eneste danske festival i 2024.
Leftover Salmon (USA)
Sidste års koncerter på Tønder Festival var de første i Europa for bandet Leftover Salmon efter 35 år som pionerer på den amerikanske jamgrass-scene. Det var en succes, og nu vender Leftover Salmon tilbage. I år spiller de alle fire dage på festivalen, hvor der vil være forskellige gæster på scenen. Leftover Salmon startede som et progressivt bluegrass-band i Boulder, Colorado. De skabte sig hurtigt et navn på den lokale scene, og sammen med blandt andre String Cheese Incident og Yonder Mountain String Band var de med deres improviserende tilgang stilskabende inden for subgenren jamgrass. Leftover Salmon tager udgangspunkt i bluegrassmusikken, men materialet strækker sig over en lang række andre genrer som cajun, calypso og country. Det mangfoldige lydbillede er grundlaget for improvisationer med lange psykedeliske jam-passager, der leder tankerne hen på Grateful Dead. Leftover Salmon består af Vince Herman, vokal, guitar, Drew Emmitt, vokal, mandolin, guitar, Andy Thorn, vokal, banjo, Alwyn Robinson, vokal, trommer, Jay Starling. dobro, keyboards, og Greg Garrison, vokal, bas. Leftover Salmons seneste album “Grass Roots” udkom i 2023, og her medvirker Billy Strings på to af numrene. Eneste danske festival i 2024.
Kellie Loder (CAN)
Sangskriveren Kellie Loder kommer fra Newfoundland, Canada, og er et af de varmeste navne på den canadiske musikscene. Kellie Loder (født 1988) er beskrevet som et multi-genre-talent og blander ubesværet inspirationer fra folk, americana og indie-pop. Der er uden tvivl noget at glæde sig til, når Kellie Loder går på scenen i Tønder - og optræder i Danmark for første gang i øvrigt. Kvaliteten af sangene er i hjemlandet blevet honoreret masser af gange i form af flotte anmeldelser, priser og nomineringer. Live er Kellie Loder blevet rost for sin karisma og evne til at formidle sine sange med både energi og autenticitet. Debutalbummet “The Way” fra 2009 udløste en talentpris og satte gang i Kellie Loders musikerkarriere. Siden er det blevet til fire albumudgivelser, det nyeste er “Transitions” udgivet i april 2024, samt musikpriser og nomineringer. Senest vandt Kellie Loder to priser ved den canadiske East Coast Music Awards 2023. Dels i kategorien Songwriter of the Year og dels publikumsprisen Entertainer of the Year. I 2022 medvirkede Kellie Loder i programmet Canada’s Got Talent og endte som nummer to. Eneste danske festival i 2024.
Peatbog Faeries (SCO)
Med tunge elektroniske beats og lynhurtige sækkepiber bragte Peatbog Faeries celtic fusion ind i det nye millenium. Gennem de traditionelle melodier fandt trance-loops hurtigt vej til de engelske og skotske folk-festivaler og videre ud i verden - godt hjulpet på vej af pladen “Faerie Stories”, der udkom i 2000. Peatbog Faeries har flere gange gæstet Tønder Festival, første gang i 2006. Året før havde Peatbog Faeries udgivet den kritikerroste “Croftwork”, hvor den elektroniske lyd var tonet ned til fordel for et mere organisk udtryk med inspiration fra jazz, funk, afrikansk musik og den traditionelle skotske musik. Peatbog Faeries har turneret i hele verden og har blandt andet spillet på Glastonbury Festival fem gange. Bandet er to gange blevet kåret som Årets Live Navn ved Scots Trad Music Awards, og i 2016 modtog de Hands up for Trads Landmark-award for deres bidrag til skotsk folkemusik. Peatbog Faeries består af Peter Morrison, sækkepibe, fløjter, Ross Couper, violin, Innes Watson, guitar, violin, vokal, Tom Salter, guitar, Norman Willmore, keyboards, saxofon, Innes Hutton, bas, og Stuart Brown, trommer. Seneste album er “I See a World” (2024), hvor der igen skruet op for den elektroniske musik. Eneste danske festival i 2024.
Big Bike Orchestra (PL)
I 2023 kunne publikum på Tønder Festival opleve et humørspredende og usædvanligt indslag på festivalpladsen. En rullende lyd af folk og jazz med harmonika, mandolin, violin, saxofon og guitar. Et sælsomt køretøj kom trillende. En specialbygget og meget lang cykel med seks musikere, som spillede løs, alt imens de trampede i pedalerne. Ganske imponerende, ikke mindst at det kunne lade sig gøre at medbringe en kontrabas på en cykel og samtidig spille på den. Gruppen hedder Big Bike Orchestra, og de vender tilbage til festivalen i år. Orkestret på den lange cykel er dannet i 2021 i den polske by Bydgoszcz. De har haft travlt siden starten. Gruppen nåede semifinalen i det polske program Poland’s Got Talent og har spillet flere end 200 koncerter. I efteråret 2023 gennemførte de projektet From Bydgoszcz To Europe, hvor de i løbet af ti dage besøgte ti europæiske lande, blandt andre Frankrig, Holland og Tyskland. Dog melder historien ikke, at de foretog hele denne rejse på cykel. I april 2024 har Big Bike Orchestra udgivet debutalbummet “Maniana”.
Sebastian Wolff (DK)
Sebastian Wolff er kendt som forsanger og frontmand i rockbandet Kellermensch. Esbjergbandet har fejret store triumfer gennem årene, ikke mindst med albummet “Capitulism” (2022), som blandt andet fik seks stjerner i en anmeldelse i Gaffa. I 2018 optrådte Kellermensch på Tønder Festival, hvor bandets eksplosive mørkemandsrock fandt sig godt tilrette i folkroots-festivalens rammer. Sebastian Wolff har mere at byde på end sin hovedrolle i Kellermensch. Som sangskriver er han en produktiv herre. Sange, som ikke har fundet plads i Kellermensch, kommer nu ud i lyset med Sebastian Wolff som solist. I foråret 2024 er han på turné rundt i landet med sit eget band, og det er den sammenhæng, der kommer til Tønder Festival. En EP er undervejs, og foreløbig har Sebastian Wolff udgivet singlen “Sword Of Damocles” i marts 2024. Titlen refererer til begrebet damoklessværd fra den græske mytologi, og det er bestemt ikke første gang, at Sebastian Wolffs tekster trækker på verdenslitteraturen og antikkens fortællinger.
www.facebook.com/MrSebastianWolff
Tønder Festival 2024 – indtil videre:
Rickie Lee Jones (USA), Rodney Crowell (USA), Skerryvore (SCO), Brent Cobb (USA), Asleep At The Wheel (USA), The Bros. Landreth (CAN), David Ritschard (SE), Vincent Neil Emerson (USA), Capercaillie (SCO), The Bothy Band (IRL), Katie Pruitt (USA), True Hearts Troubadours: Tim O’Brien med Jan Fabricius og Mary Gauthier med Jaimee Harris (USA), Leftover Salmon (USA), Albin Lee Meldau (SE), Melissa Horn (SE), Dan Sultan (AUS), Elephant Sessions (SCO), Hush (DK), Jacob Dinesen (DK), Jonah Blacksmith (DK), Jake Vaadeland (CAN), The Hello Darlins (CAN), Xabi Aburruzaga (EUS), Folkeklubben (DK), S.G. Goodman (USA), Julie Fowlis (SCO), Foy Vance (UK), Sivert Høyem (NO), Sønderjyllands Symfoniorkester feat. Bjørn Eidsvåg (NO, DK), Kassi Valazza (USA), Elles Bailey (ENG), Hans Theessink & Blue Groove (NL, USA, UK, GRN), Phosphorescent (USA), Fara (SCO), Drew Holcomb and The Neighbors (USA), The McCrary Sisters (USA), Jon Muq (EAU/USA), Kinnaris Quintet (SCO), Skipinnish (SCO), Kellie Loder (CAN), Peatbog Faeries (SCO), Big Bike Orchestra (PL), Sebastian Wolff (DK).
Tønder Festival 21. 22. 23. 24. august 2024
www.facebook.com/tonderfestival
Twitter: @tonderfestival
Instagram: TONDERFESTIVAL
Billetsalg på www.tf.dk
Nøgleord
Kontakter
Maria TheessinkKunstnerisk leder & pressechef / Artistic Director & Head of press
Tlf:+ 45 74 72 46 10Tlf:+ 45 26 22 67 11maria@tf.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Tønder Festival
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Tønder Festival
Australsk topnavn rammer Tønder28.11.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
De kommer fra Sydney og suser ud i verden til udsolgte koncerter. Bandet Sons Of The East står på scenen på Tønder Festival 2025. Programmet for næste års Tønder Festival er begyndt at tage form, og nu er fem internationale navne samt en enkelt dansk kunstner føjet til. Fra Australien kommer trioen Sons Of The East, som med deres overbevisende indie-folkpop er i gang med et internationalt gennembrud.
Britisk topband siger farvel på Tønder Festival31.10.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Folkrock-kongerne Oysterband takker af som liveband med en omfattende turné, og deres allersidste koncert finder sted på Tønder Festival 2025. Yderligere fire navne er sat på programmet på næste års festival, blandt andre hjemstavnsstjernen Rikke Thomsen.
Eleanor Shanley optages i folkemusikkens Hall of Fame11.10.2024 12:53:53 CEST | Pressemeddelelse
Endnu et internationalt navn bliver en del af folkemusikkens Hall of Fame: Den irske sangerinde Eleanor Shanley, som har et stort publikum herhjemme.
Første band klar til Tønder Festival 202514.9.2024 06:50:12 CEST | Pressemeddelelse
Det skotske band Elephant Sessions er på plakaten til næste års festival. De skulle have spillet på Open Air Scenen lørdag aften i år, men koncerten blev aflyst på grund det voldsomme skybrud.
Vellykket jubilæumsfestival trods uvejr28.8.2024 06:00:06 CEST | Pressemeddelelse
Regnen og blæsten var en hård modstander og skabte især lørdag aften enorme udfordringer. Der skal dog mere til at vælte en 50-årig festival omkuld, og fra Tønder Festival skal der lyde en stor tak til alle for at være med til at skabe en forrygende fejring af festivalens 50-års jubilæum.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum