Berigtigelse: Ny rapport viser kraftig reduktion i kulstofrige lavbundsjorder: Udtagningen haster mere end nogensinde
De kulstofrige lavbundsjorder forsvinder langt hurtigere end forventet. En ny rapport viser et markant fald fra 170.000 hektar til blot 118.000 siden 2010. Ifølge forskere fra Aarhus Universitet haster det mere end nogensinde at udtage arealerne fra landbrugsdrift, hvis udledningen af flere millioner tons CO2 skal stoppes.

Landbruget skal reducere udledningen af drivhusgasser, og et vigtigt element er at vådlægge kulstofrige lavbundsområder. Derfor blev det i 2021 politisk besluttet, at 100.000 hektar landbrugsjord skulle tages ud af drift og vådlægges.
Nu viser nye data fra Aarhus Universitet, at de kulstofrige lavbundsjorder forsvinder meget hurtigere end hidtil antaget, og der derfor kun er 118.000 hektar tilbage og ikke 170.000 hektar som tidligere kortlagt.
“Arealet med kulstofrige lavbundsjorder er faldet drastisk. De brænder ganske enkelt af hurtigere end forventet, og udleder store mængder CO2 til atmosfæren i processen. Derfor er det så vigtigt, at der kommer fart på” siger professor Mogens Greve fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.
Professoren har stået i spidsen for at opdatere Det Nationale Tørvekort, som er et kort over alle arealer med kulstofrig lavbundsjord og tørvearealer i landbrugsdrift. Det seneste kort, der er baseret på data fra 2010, blev udgivet i 2014.
Fra kulstof i jorden til CO2 i atmosfæren
2023-kortet viser en markant nedgang i kulstofrige lavbundsjorder. 2014-udgaven af kortet viste 170.000 hektar. I dag er der kun 118.000 hektar tilbage.
“I forbindelse med udarbejdelsen af det seneste tørvekort viste udviklingen at jorder med mere end 12% kulstof ville forsvinde med ca. 1100 hektar om året. Dette tal har vist sig at være noget større,” siger Mogens Greve, og uddyber:
”Populært sagt brænder kulstoffet af. Der sker ganske enkelt det, at kulstoffet i jorden omdannes til CO2, når områderne drænes for vand.”
Når lavbundsjorder drænes for vand, så de kan dyrkes, trænger der nemlig ilt ned i jorden, hvilket gør at mikroorganismer nedbryder de planterester, der tidligere var dækket af vand. Planteresterne bliver derefter til CO2, der frigives i atmosfæren. Det er samme mekanisme, der sættes i gang, hvis man hælder vandet fra et glas med syltede agurker – så begynder det blotlagte, organiske indhold at rådne.
Målepunkter, kunstig intelligens og satellitter
De nye kort over tørvejorde i Danmark er blevet til i en kombination af flere datakilder og nye modelleringsmetoder, men først og fremmest bygger det på analyser af jordbundsprøver før og nu. Forskerne har således genbesøgt en række målepunkter i tørvejorde, som man første gang undersøgte tilbage i 2010. Data fra de målepunkter viser, at tørvelaget bliver tyndere med tiden og dermed falder kulstofkoncentrationen i de øverste 30 cm, den såkaldte topjord. Dette svarer til, at en typisk tynd topjord med en kulstofkoncentration på 12.9%, som er medianen for 2020/2021, vil falde til 11.1% i løbet af et årti og dermed ikke længere klassificeres som 12% tørvejord, men i stedet nedklassificeres til kategorien 6-12%. Denne effekt af mineraliseringen er altså den væsentligste forklaring på faldet i arealer med over 12% kulstof.
Derudover har Mogens Greve, sammen med det øvrige forskerteam fra Aarhus Universitet, forbedret datagrundlag og metoderne til at bearbejde data for at få en højere præcision i opskaleringen fra de målte punkter til et nyt nationalt kort over tørvejorde.
”Da kortet senest blev opdateret, brugte man de bedste metoder, der var tilgængelige på det tidspunkt. Det har vi også gjort i dag. De bedst tilgængelige metoder er bare blevet meget bedre” forklarer Mogens Greve.
“Vi har i denne omgang haft stor gavn af de meget store datamængde, der kommer fra satellitterne Sentinel 1 og 2. Vi har bearbejdet den data med kunstig intelligens. Det giver os et kort, der er væsentligt mere præcist end det, der blev præsenteret i 2014,” siger forskeren.
I forbindelse med den nye kortlægning, har forskerne også undersøgt emissionsfaktoren for lavbundsjorder med 6-12% kulstof. Det er aldrig tidligere undersøgt i en dansk kontekst, men er nu for første gang undersøgt under kontrollerede laboratorieforhold.
Ny måling af jorder med 6-12% kulstof
”De nye resultater viser, at kulstofrige lavbundsjorder med 6-12% kulstof har en CO2 udledning, der ligger på niveau med 12% jorderne. Noget tyder på, at det er grundvandsdybden fremfor kulstofindholdet, der har indvirkning,” fortæller professor fra Institut for Agroøkologi Lars Elsgaard, der har stået i spidsen for undersøgelsen.
Men der er et stort behov for mere forskning på området, siger han.
”Laboratoriemålinger giver os en god indikation af CO2-udledningens omfang, men for at kunne se det fulde billede, skal der laves omfattende målinger på selve målepunkterne. Man skal simpelthen ud at måle hver 14. dag i et helt år, og det er meget ressourcekrævende,” understreger han.
Udtagningen haster mere end nogensinde
I Danmark er der et politisk mål om at 100.000 hektar kulstofrige lavbundsjorder skal udtages.
”Men vi har travlt, for udtagningen har indtil nu gået meget langsomt,” fortæller Mogens Greve.
Indtil nu har udtagningen baseret sig på et erstatnings- og frivillighedsprincip.
”En løsning kunne være, at staten køber områderne ud fra vurderinger af jordens værdi. Så er der en chance for, at vi kan nå det, inden områderne forsvinder og udleder millioner tons CO2 op i atmosfæren,” siger han.
….
der indkaldes til et pressemøde via Teams i morgen (torsdag) kl. 15:00 til 16:00, hvor pressen kan stille spørgsmål til forfattere bag rapporten Mogens Greve og Peter Lystbæk Weber. Er man interesseret skal man sende en mail til je@dca.au.dk, hvorefter man vil modtage et link.
Mere information |
Samarbejdspartnere: Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet |
Finansiering: Rapporten “Updating the Danish peatland map with a combination of new data and modeling approaches” er udarbejdet som en del af “Rammeaftale om forskningsbaseret myndighedsbetjening” mellem Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Aarhus Universitet under ID nr. XX i “Ydelsesaftale Planteproduktion 2023-2026". |
Link til rapporten: Publications/updating the danish peatland map with a combination of new data and modelling approaches”af Amélie Beucher, Peter L. Weber, Cecilie Hermansen, Charles Pesch, Triven Koganti, Anders B. Møller og Mogens H Greve |
Kontakt: Kommunikationschef DCA, Aarhus Universitet. mail: je@dca.au.dk Telefon: +45 61 22 02 91 |
Kontakter
Jesper EmborgKommunikationschefDCA, Aarhus Universitet
Tlf:+4561220291je@dca.au.dkFølg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Aarhus Universitet indgår i ny videnskabelig alliance9.5.2025 18:07:25 CEST | Pressemeddelelse
Fem af Europas førende forskningsinstitutioner indenfor landbrug, fødevarer og life sciences lancerer the European Science Alliance for Agriculture and Food (ESAAF) som skal understøtte omstillingen af EU's landbrug- og fødevaresektor.
Ukraines landbrugsminister besøger AU Viborg9.5.2025 10:33:52 CEST | Presseinvitation
Ministeren kommer for at se særlig teknologi, der kan gøre en stor forskel for genopbygningen af landet. Et bioraffinaderi, der kan forvandle græs til foder, fibre og brændstof.
Maskiner, der kan se forskel på frø6.5.2025 13:25:46 CEST | Pressemeddelelse
Fremtidens landbrug er ikke kun store traktorer og droner i luften. Nu er også den ydmyge frøanalyse på vej ind i den digitale tidsalder. Et nyt studie fra Aarhus Universitet og TystofteFonden viser, hvordan kunstig intelligens og billedgenkendelse kan revolutionere en af landbrugets mest manuelle discipliner.
Arvesølvet i grænselandet6.5.2025 13:22:12 CEST | Pressemeddelelse
Et krigsår, fire marker og en idé, der voksede frem af den sandede jord i det sydligste Jylland. I dag – mere end 80 år senere – står markforsøget i Jyndevad stadig som et monument over tålmodig videnskab. Og det er mere aktuelt end nogensinde.
Danske elever undersøger jordens sundhed i Astras Masseeksperiment 202528.4.2025 13:15:02 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan har jorden det egentlig? Det spørgsmål dykker tusindvis af danske skoleelever ned i, når de i år deltager i Astras Masseeksperiment 2025 – et landsdækkende projekt, hvor teori og praksis mødes i jordhøjde.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum