
1 ud af 5 erhvervsaktive har høreproblemer
Mange erhvervsaktive danskere har nedsat hørelse i større eller mindre grad. Det viser en ny rapport fra Vive. Mennesker med en del hørevanskeligheder arbejder i gennemsnit færre timer og deltager mindre i det sociale samvær på jobbet end normalthørende. Tallene kalder på handling, siger Høreforeningen.

Regeringen vil have os til at arbejde mere og gå senere på pension for at løse manglen på arbejdskraft. Det er et af de helt store politiske temaer i disse år. Nu viser en ny rapport fra Vive*, at en meget stor del af de erhvervsaktive har høreproblemer, hvilket kan have betydning for deres arbejdsliv.
20 procent mellem 18 og 64 år har ifølge rapporten ”Høreproblemer i arbejdslivet” problemer med hørelsen. 2,2 procent mellem 18 og 64 år har en del vanskeligheder med at høre (ca. 78. 000 personer) og 18 procent har lidt vanskeligheder med at høre (ca. 632.000 personer).
Ca. 72 procent af dem, der har en del vanskeligheder med at høre, er i beskæftigelse. For dem uden høreproblemer er tallet ca. 85 procent, altså en forskel på 13 procent. En del af denne forskel skyldes dog, at grupperne er forskelligt sammensat i forhold til alder, køn og uddannelse, så når man tager højde for disse forskelle, falder forskellen til 9 procent.
Arbejder færre timer
Personer i beskæftigelse der har en del vanskeligheder med at høre, arbejder i gennemsnit 2,5 time mindre om ugen i forhold til beskæftigede uden høreproblemer, og personer med høretab deltager i mindre grad i det sociale samvær på jobbet. Samtidig er det kun 1 ud af 3 af dem med en del vanskeligheder med at høre, der har høreapparat. Derfor mener Høreforeningen, at der er grund til bekymring:
”Vi ved at det at have høretab kan give udfordringer i arbejdslivet, hvilket tallene fra Vive også viser. Erhvervsaktive med høretab er blandt andet udfordret af uhensigtsmæssige måder at kommunikere på, støj og dårlig akustik. Derudover trækker de sig fra det sociale liv på arbejdspladsen. Men hvis man hjælper denne gruppe, er der et potentiale for mere arbejdskraft og for at øge trivslen. Vi skal sørge for, at erhvervsaktive med høretab får de bedst mulige vilkår på arbejdspladsen, og så skal vi sikre, at man hurtigere kan få behandlet sit høretab”, siger Lotte Grostøl, der er direktør i Høreforeningen.
Netværksgrupper og værktøjer til virksomheder
Høreforeningen har igangsat et projekt, der skal forebygge mistrivsel på arbejdspladser og øge mental sundhed blandt erhvervsaktive med høreproblemer. Projektet hedder ”Ingen skal stå alene”, og som en del af projektet tilbydes erhvervsaktive med høretab at komme med i netværksgrupper med ligestillede for derigennem at skabe fællesskaber og inspiration til et godt arbejdsliv. Som en del af projektet udvikles også værktøjer til virksomheder, der skal forbedre det psykiske arbejdsmiljø for ansatte med høretab. Disse forventes at være færdige i løbet af 2024. Projektet er støttet af Velliv Foreningen.
Høreforeningen arbejder også for at få ventetiderne på høreapparatbehandling ned. Lige nu er der en ventetid på ca. 1 år eller mere flere steder i landet. Og pt. venter ca. 15.000 borgere på høreapparat.
*Kilde: Høreproblemer i arbejdslivet. En undersøgelse på baggrund af SHILD 2020. Mads Lybech Christensen og Anna Amilon, Vive 2023.
Foto: Colourbox (øverste) og Høreforeningen
Kontakter
Mette LundgaardKommunikationsansvarlig i Høreforeningen
Tlf:+45 36 38 85 74ml@hoereforeningen.dkMads Lybech ChristensenAnalytiker – Arbejde og Ældre, VIVE
Tlf:+45 29 13 80 87malc@vive.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Høreforeningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Høreforeningen
Nye alarmerende tal: Unge er omgivet af lyd og støj, men uvidende om risikoen for høreskader20.12.2022 09:13:47 CET | Pressemeddelelse
Halvdelen af teenagerne i en ny undersøgelse tænker aldrig over, at de ved at udsætte deres ører for kraftig lyd eller støj kan ende med en høreskade senere i livet.
Høreforeningen slår alarm: Voldsom stigning i antallet af danskere der får tinnitus16.3.2022 15:18:57 CET | Pressemeddelelse
Nye tal viser, at 777.000 danskere er ramt af tinnitus. Det er en stigning på 27 % siden 2017, og tinnitus er nu på 5. pladsen over de mest almindelige lidelser. Særligt bekymrende er stigningen blandt unge.
Nyt partnerskab for ’generation høreskade’ lanceres på Verdens Høredag 20223.3.2022 09:15:00 CET | Pressemeddelelse
Torsdag den 3. marts er det Verdens Høredag. En årlig mærkedag udnævnt af WHO, og i år er temaet forebyggelse af høretab. Særligt børn og unge ved meget lidt om, hvordan de passer på deres hørelse. Og de gambler med hørelsen. Tal fra WHO viser, at vi risikerer at få en “generation høreskade”, hvis ikke brugen af høj musik i ører og underholdningsindustri reduceres. Et nyt partnerskab tager en del af udfordringen op og lancerer på Verdens Høredag et stort treårigt forebyggelsesprojekt rettet mod danske børn og unge: ”Lyd på livet”.