Nyt partnerskab for ’generation høreskade’ lanceres på Verdens Høredag 2022
I forbindelse med Verdens Høredag 2022 estimerer verdenssundhedsorganisationen WHO, at 1,1 mia. yngre mennesker er i farezonen for at få nedsat hørelse på grund af nye måder at omgås musik på.
Også et stigende antal danske børn og unge rammes af tinnitus og høreskader. Alligevel er der ikke tidligere lavet større forebyggelsesindsatser i Danmark, men det vil et nyt partnerskab med Høreforeningen i spidsen nu ændre:
”Musik direkte i ørerne og høj lyd fra spil skal tages alvorligt. Vi vil sætte lyd på behovet for at skrue ned, holde lyttepauser, og vi vil arbejde målrettet for at få hørelsen på skemaet i danske skoler. Målet er at få danske børn og unge til at blive mere bevidste om at passe på deres hørelse, og derfor kommer vi til at gøre brug af mange forskellige indsatser, som vi udvikler sammen med målgruppen og med flere forskellige projektpartnere,” siger Høreforeningens landsformand Majbritt Garbul Tobberup om forebyggelsesprojektet ”Lyd på livet”.
”Lyd på livet” skydes i gang på Verdens Høredag 2022 og bliver gennemført over en treårig periode med en række indsatser, der skal forebygge høreskader og tinnitus blandt børn og unge. Det hele er støttet af William Demant Fonden, GN Store Nord Fondet, Den A.P. Møllerske Støttefond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt den danske høreapparatvirksomhed Oticon.
Ny undersøgelse: Børn og unge gambler med deres hørelse
”Lyd på livet” skal oplyse om forebyggelse af høreskader og tinnitus blandt danske børn og unge, for børn og unge ved meget lidt om, hvordan de passer på deres hørelse. En helt ny undersøgelse lavet af analyseinstituttet Epinion for Høreforeningen viser, at mange børn og unge gambler med deres hørelse. Det kan være via høj musik og computerspil direkte ind i ørerne.
Undersøgelsen viser, at halvdelen af Danmarks børn og unge i alderen 8-14 år bruger hovedtelefoner (fx headset eller earpods) dagligt eller næsten dagligt, og for hver tredje drejer det sig om flere timer om dagen.
”Flere og flere børn og unge er i risiko for at udvikle egentligt høretab eller tinnitus i løbet af livet, for de har simpelthen en risikoadfærd med høj musik eller computerspil direkte ind i ørerne. Før i tiden var sådan noget som tinnitus en plage for musikere og håndværkere, men i dag får selv mindre børn tinnitus, der kan opleves som en indre hyletone eller brusen for øret og er et tydeligt tegn på, at høresystemet er overbelastet,” siger adm. direktør Karen Wibling Solgård fra Oticon, som er ”Lyd på livet”-partner.
39 % af de adspurgte børn og unge i Epinion-undersøgelsen har oplevet tinnitus. Og 46 % svarer nej til, at det kan være skadeligt at bruge hovedtelefoner, og 12 % svarer ved ikke. Til sammenligning svarer 96 % i samme undersøgelse, at det kan være skadeligt at ryge.
”Danske børn og unge skal vide, hvor højt de bør lytte til musik, i hvor lang tid samt hvordan de i øvrigt undgår støjskader. I dag bliver de oplyst om sikker sex, alkohol, rygning, kost og motion – men de får ikke noget at vide om, hvornår støj skader. Det bliver der nu ændret på,” siger Høreforeningens landsformand Majbritt Garbul Tobberup.
Yderligere oplysninger:
Mere om ”Lyd på Livet”: https://hoereforeningen.dk/lydpaalivet
Mere om Verdens Høredag 2022: https://www.who.int/campaigns/world-hearing-day/2022
#lydpålivet #safelistening #worldhearingday #hearingcare
Nøgleord
Kontakter
Tine LyngholmDirektørHøreforeningen
Tlf:30737303tl@hoereforeningen.dkBilleder
Links
Information om Høreforeningen
Høreforeningen arbejder for at forbedre livsvilkårene for mennesker med nedsat hørelse, tinnitus og menière samt for døvblevne og CI-opererede. Vi er en handicaporganisation, der varetager over 800.000 danskeres interesser på høreområdet. Vi har 8.000 medlemmer og ca. 350 frivillige, der repræsenterer foreningen. Høreforeningen arbejder bl.a. for, at mennesker med hørenedsættelse og døvblevne kan kommunikere på lige vilkår med andre mennesker i samfundet.
At kommunikere er livsvigtigt for mennesket. Vi har brug for information om alt, hvad et moderne liv kræver, og vi skal kommunikere for at kunne fungere socialt. Når hørelsen svigter, har kommunikationen svære vilkår - ikke mindst i et informationssamfund som vores.
Følg pressemeddelelser fra Høreforeningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Høreforeningen
Nye alarmerende tal: Unge er omgivet af lyd og støj, men uvidende om risikoen for høreskader20.12.2022 09:13:47 CET | Pressemeddelelse
Halvdelen af teenagerne i en ny undersøgelse tænker aldrig over, at de ved at udsætte deres ører for kraftig lyd eller støj kan ende med en høreskade senere i livet.
Høreforeningen slår alarm: Voldsom stigning i antallet af danskere der får tinnitus16.3.2022 15:18:57 CET | Pressemeddelelse
Nye tal viser, at 777.000 danskere er ramt af tinnitus. Det er en stigning på 27 % siden 2017, og tinnitus er nu på 5. pladsen over de mest almindelige lidelser. Særligt bekymrende er stigningen blandt unge.