Micro Matic

Micro Matic ansætter ny direktør

Del

Fra årsskiftet hedder Micro Matics administrerende direktør Lars Gjødsbøl. Den nye mand i spidsen for den internationale industrikoncern kommer til Micro Matic med solid direktørbaggrund og international erfaring.

Industrikoncernen Micro Matic får ny administrerende direktør pr. 1. januar 2024. Valget er faldet på Lars Gjødsbøl, der kommer fra en tilsvarende rolle hos gulvproducenten Junckers Industrier i Køge.

Siden Micro Matics tidligere direktør stoppede i foråret, har den globale leverandør af fadkoblinger, anstikkere og andet udskænkningsudstyr præsenteret et rekordregnskab, hvor man for første gang rundede to milliarder i omsætning. Dertil kommer opkøbet af DSI (Tyskland), Vinservice (Italien) og Taprite (USA) gennemført i august.

I spidsen for ambitiøs vækststrategi
Derfor er det en koncern i vækst og undervejs i en spændende udvikling, som Lars Gjødsbøl sætter sig i spidsen for. Bestyrelsesformand Jørgen Jensen peger da også på, at valget af Lars Gjødsbøl bygger på en stærk tro på, at den nye administrerende direktør er den helt rette profil til at styre koncernen i et globalt vækstperspektiv.

”Vi er meget glade for at kunne præsentere Lars som vores nye administrerende direktør. Vi har været igennem en særdeles grundig ansættelsesproces og er sikre på, at Lars er den rigtige til at sætte sig i spidsen for at gennemføre vores globale vækststrategi med fokus på at levere verdens bedste udskænkningsudstyr både til fadøl og andre drikkevarer,” siger Jørgen Jensen, bestyrelsesformand i Micro Matic, og tilføjer:

”Lars kommer med en solid baggrund fra bl.a. Nilfisk og Junckers. Han har international erfaring fra både Europa, Kina og USA, og det har vejet tungt med vores ambitiøse ønsker om at udvide vores aktiviteter globalt. Desuden tænker han analytisk, metodisk og strategisk med et stærkt fokus på eksekvering. Og så oplever vi Lars som en leder med nogle sunde værdier, der passer godt ind i Micro Matic.”

Fortid hos Junckers og Nilfisk
52-årige Lars Gjødsbøl har siden april 2020 været administrerende direktør for Junckers Industrier A/S, hvor han var med til at gennemføre en succesfuld turnaround. Forinden var Lars gennem 16 år hos Nilfisk A/S, hvoraf han var en del af koncernledelsen i de 14. Lars har desuden en baggrund som konsulent i konsulentfirmaet McKinsey & Co og har en uddannelsesmæssig baggrund som cand.merc.(jur.) fra CBS.

Nu ser han frem til at starte sit arbejde hos Micro Matic.

”Micro Matic er en utrolig spændende koncern. Den har en lang og stolt historie, som har dannet grundlag for den unikke markedsposition, man nyder i dag – specielt indenfor udstyr til udskænkning af fadøl. Samtidig er der fortsat et stort potentiale, såvel inden- som udenfor fadølsmarkedet, som bl.a. kommer til udtryk i virksomhedens ambitiøse vækstplaner. Jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for en koncern med ambitioner og stort, globalt fokus – med den kompleksitet og de muligheder, som det giver – og sammen med en dedikeret ledelse og organisation accelerere den positive udvikling og udnytte potentialet,” siger Lars Gjødsbøl.

Indtil den nye direktør tiltræder 1. januar 2024, vil Anders Nørgaard uændret fortsætte som interim administrerende direktør. Fra årsskiftet fortsætter Anders Nørgaard i sin rolle som økonomidirektør for Micro Matic.

FAKTA OM MICRO MATIC:
Micro Matic A/S er en international industrikoncern, der beskæftiger ca.1.300 medarbejdere, heraf 1.190 udenfor Danmark. Koncernens hovedaktivitet er udstyr til udskænkning af fadøl, men gennem de seneste år har Micro Matic opnået betydelig forretning inden for løsninger til udskænkning af både kolde og varme drikkevarer i kiosker, fastfoodkæder, dagligvarebutikker mv. Som et led i koncernens strategi er udvikling og salg af komplette drikkevareløsninger et nyt fokusområde. Koncernens produkter fremstilles på fabrikker i Europa, Asien, Australien og Nordamerika. Koncernen omfatter også en række salgs- og forhandlerselskaber over hele verden. Lokal tilstedeværelse og et mangeårigt samarbejde med et netværk af forretningsforbindelser sætter Micro Matic A/S i stand til at arbejde globalt. Se www.micro-matic.com for yderligere oplysninger.

For yderligere information, kontakt:
Jørgen Jensen, bestyrelsesformand, Micro Matic A/S, tlf.: 40 13 13 22

Billeder

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye