Mange mennesker med senfølger efter tarmkræft har fået hjælp
Siden senfølgeklinik blev etableret har næsten 700 patienter modtaget tilbud om screening for at afklare behov for udredning og behandling for senfølger efter kræftsygdom i tarmen.
I Region Hovedstaden varetages patienternes senfølger efter kræft overvejende på den afdeling, hvor patienten er eller har været i behandling for deres kræftsygdom. På afdelingerne findes der personale, der har specialiseret sig i at behandle de specifikke kræftsygdomme og de senfølger, som kræftsygdommen kan medføre.
Hospitalsafdelingerne henviser alt efter de konkrete senfølger patienten til den relevante hospitalsafdeling. Hvis patientens behov bør varetages i patientens egen kommune eller hos patientens praktiserende læge, henviser hospitalsafdelingen patienten videre til de relevante tilbud.
Det blev dog med budget 2021 for Region Hovedstaden besluttet at etablere en klinik for senfølger efter behandling mod tyk- og endetarmskræft på Herlev og Gentofte Hospital. Efterfølgende har politikerne i Region Hovedstaden afsat midler til at videreføre klinikken permanent. På klinikken udføres der screening af patienter, som er blevet behandlet for kræft i tyktarm, endetarm eller endetarmsåbningen. Her afklares det, om der er behov for et tilbud om udredning og behandling af senfølger.
Sundhedsudvalget fik på deres møde 1. november en status på klinikken og den viser, at siden etableringen af klinikken har i alt 956 patienter fået tilbud om screening. Klinikken har fået en tilbagemelding fra i alt 807 ud af de 956 patienter, hvoraf 688 patienter (85 %) har modtaget tilbuddet om behovsscreening.
Historier om senfølger gør indtryk
Formand for Sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (C) har tidligere besøgt senfølgeklinikken og talt med patienter.
”Deres historier gjorde et stærkt indtryk, for ikke nok med sygdommen, så kan senfølgerne vende op og ned på tilværelsen og påvirke deres livskvalitet. Politisk har vi i Region Hovedstaden stort fokus på overholdelse af udredning og behandling, men det er også vigtigt, at mennesker bliver hjulpet godt tilbage til hverdagen, når de har været alvorligt syge og oplever senfølger,” siger Christoffer Buster Reinhardt (C).
For sundhedsudvalgsformanden er det vigtigt at helbrede mennesker for kræft, men det er også vigtigt at få et godt liv bagefter.
”Jeg glæder mig over hvert eneste menneske, der har fået hjælp på klinikken. Og måske kunne det give mening at etablere deciderede klinikker på andre kræftområder og andre behandlinger med senfølger, men i en skarp prioritering så kommer vi først og fremmest til at vægte, at vi har kapacitet til at stille diagnose og behandle selve kræftsygdommen indenfor de lovbestemte ventetider og anbefalede tider for forløb. Og afdelingerne tilbyder jo allerede specialiserede tilbud til behandling af senfølger,” siger Christoffer Buster Reinhardt.
Fakta – baggrund senfølgeklinikken
- Der blev med midler fra budget 2022 og fra budget 2023 (i alt 2,5 mio. kr. årligt fra 2023) afsat midler til at videreføre klinikken for senfølger efter kræftbehandling i tyk- eller endetarmen på Herlev og Gentofte Hospital (Herlev-matriklen) og udvide den til at være regionsdækkende.
- Udvidelsen med en regionsdækkende skulle indebære, at klinikken ville etablere en funktion for specialiseret senfølgebehandling, som tilbydes til alle regionens patienter med tyk- og endetarmskræft.
- I forlængelse heraf ville afdelingen oprette et videns- og kompetencecenter, som blandt andet skal tilbyde undervisning og kurser med henblik på kompetenceudvikling af sygeplejersker og læger.
- Derudover ville den daværende struktur omkring MDT-konferencer blive udvidet til at omfatte patienter fra hele regionen.
De typiske senfølger for patientgruppen er:
- Tarmgener
- Urinvejsgener
- Psykosociale gener samt træthed
- Seksuel dysfunktion
- Smerter og neuropatiske smerter
- Stomi-relaterede gener
- Gynækologiske gener
- Hudgener
Hos de patienter, der behandles i klinikken, har langt størstedelen tarmproblemer.
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Region Hovedstaden indfører et kvalificeret ansættelsesstop for speciallæger på hospitaler7.5.2025 15:15:43 CEST | Pressemeddelelse
Et kvalificeret ansættelsesstop for speciallæger i Region Hovedstaden skal hjælpe til en mere ligelig fordeling af læger i hele Østdanmark.
(Rettet udgave) Nyt studie: Kvinder er i større risiko for lungesygdomme end mænd ved samme mængde rygning6.5.2025 21:47:22 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Herlev og Gentofte Hospital står bag studiet, der viser, at når man ser på kvinders risiko for KOL eller respiratorisk død er den ca. dobbelt så høj som mænds ved samme mængde rygning.
Nyt studie: Kvinder er i større risiko for lungesygdomme end mænd ved samme mængde rygning6.5.2025 21:08:41 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Herlev og Gentofte Hospital står bag fundet, som betyder, at når man ser på kvinders risiko for KOL eller respiratorisk død, er den ca. dobbelt så høj ved samme mængde rygning.
Analyse bakker op om planen om fødested for 3.500 fødsler på Bispebjerg Hospital6.5.2025 15:48:09 CEST | Pressemeddelelse
Trods faldende fødselstal flere steder i landet viser fødselsprognoserne, at der kommer flere unge familier, der ønsker at stifte familie i København. Region Hovedstaden kører videre med planen om at lave en kvinde-barn-afdeling på Bispebjerg Hospital.
Region Hovedstaden orienterer flere hundrede borgere om ulovlige opslag i journaler5.5.2025 15:15:05 CEST | Pressemeddelelse
Regionen har efter en dybdegående undersøgelse konstateret, at en studerende, som tidligere har været i praktik i regionen, ulovligt har kigget i ca. 400 borgeres patientjournaler. Borgerne bliver nu underrettet. Regionen har sat gang i en større indsats for at undersøge, hvad vi kan gøre for at beskytte patienters elektroniske journaler mod snageri.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum