Her er “Årets plantebaserede supermarked” 2023
For femte år i træk er det samme supermarked kåret som “Årets plantebaserede supermarked”. Desværre har Dansk Vegetarisk Forening i år noteret en generel nedgang i det plantebaserede sortiment i de danske supermarkeder.
De danske kostråd anbefaler, at vi spiser langt mere grønt, og hele 66 % af danskerne i alderen 18-74 år ønsker at spise mindre kød. Imidlertid har forbrugerne svært ved at finde inspiration til grønne måltider, når de køber ind. Derfor er det essentielt for supermarkeder at have et bredt sortiment af plantebaserede produkter på hylderne.
Dansk Vegetarisk Forening har gennem flere år testet de store danske supermarkedskæder og kåret dem, der er bedst på det plantebaserede område. I år har DVF testet 12 supermarkeder i flere forskellige landsdele, heraf et online supermarked. Butikkerne er blevet testet på 122 parametre såsom udvalg af en lang række plantebaserede varer, fysisk placering i butikken og normalpris på varerne.
Bilka er ‘Årets plantebaserede supermarked’ og ‘Bedst-i-pris’
I år igen har Bilka taget prisen som “Årets plantebaserede supermarked” med den højeste score – 83,3 point ud af 100 mulige – i undersøgelsen. Det er femte år i træk, at Bilka vinder prisen.
Bilka scorer især højt på, at butikkerne har et meget stort udvalg af plantebaserede produkter, herunder et godt økologisk udvalg, samt en god placering af produkterne og lave priser på mange basisvarer.
Marketingchef i Bilka Claus Frederiksen tog imod prisen på messen Plant Food Festival i Øksnehallen lørdag den 4. november. Han siger om hæderen:
"Vi er stolte over at vinde prisen for femte år i træk. Vi arbejder hårdt på at have et bredt sortiment, der opfylder alle kundernes behov".
Vinderen af ‘Bedst-i-pris’ er i år også Bilka. Det er tredje gang, at Bilka vinder denne pris. Netto og Føtex kommer ind på henholdsvis 2. og 3. pladsen. Der var 9 ud af de 12 testede supermarkeder, der havde alle 13 undersøgte basisvarer. Dette er en forværring i forhold til sidste år, da 10 af de nuværende supermarkeder havde alle 13 basisvarer på hylderne.
Hvad angår prisen var der en prisforskel på intet mindre end 137,74 kr. mellem det billigste og dyreste supermarked. Det er især på varer som økologisk tofu, hummus og falafler, at prisforskellen er størst.
Lidl er ‘Årets plantebaserede discountsupermarked’
Lidl er i år kåret som ‘Årets plantebaserede discountsupermarked’ med 59,8 ud af 100 point.
Lidl udmærker sig især ved at have bredt sortiment særligt indenfor køderstatninger og slik, is og chokolade. Derudover har de bl.a. sin egen veganske serie, Vemondo. Priserne i Lidl er meget konkurrencedygtige, og kæden er ligeledes god til at placere de veganske produkter på logiske steder i butikkerne, således at f.eks. den veganske ost kan findes der, hvor de andre oste også er.
Spar er ‘Årets højdespringer’
Spar er i år kåret som “Årets højdespringer”. Det skyldes især en udvidelse af sortimentet, og en forbedring i placering af produkterne, hvor flere af de plantebaserede produkter har fået plads ved siden af de animalske produkter, så de er nemme at finde.
En trist nedgang i sortimentet
Dette års undersøgelse har desværre vist en generel nedgang i det plantebaserede sortiment i de danske supermarkeder. Sidste års undersøgelse viste en gennemsnitlig stigning på 12,8% sammenholdt med resultaterne fra 2021. I år ses en gennemsnitlig nedgang i det plantebaserede sortiment på 6 % sammenlignet med resultaterne fra sidste års undersøgelse.
"Generelt scorer mange af supermarkederne lavere i undersøgelsen i år end sidste år grundet det store fokus på at konkurrere med andre supermarkeder om at have de laveste priser på produkterne. Dette tager desværre fokus fra at implementere flere plantebaserede produkter og løsninger, som kan hjælpe forbrugerne med at træffe grønnere valg i købssituationen,” siger Marie Luja Rasmussen, der er projektleder for plantebaseret økologi til detailhandlen i Plantebaseret Videnscenter, om årets resultat.
Dansk Vegetarisk Forening håber, at nedgangen i sortimentet er et midlertidigt dyp, og at supermarkederne snart kommer tilbage i gear, så forbrugerne får lettere ved at træffe sunde, klima-, dyre- og miljøvenlige valg, når de handler.
"Vi indgår løbende i dialog med supermarkederne om mulighederne for at øge deres sortiment af plantebaserede økologiske fødevarer. Herudover hvordan de kan eksponere forbrugerne for de plantebaserede produkter gennem tilbud, placering ved siden af de animalske fødevarer, og ved at være en del af vores Grøn Januar-kampagne. Her synliggør og oplyser vi om udbuddet af plantebaserede måltider og produkter i samarbejde med supermarkeder, producenter, grossister og spisesteder,” siger Claire Demontreuil, der er kampagneleder for Grøn Januar i Dansk Vegetarisk Forening.
Også de bedste plantebaserede produkter blev fundet på Plant Food Festival. Her vandt Naturli’ Smørbar prisen som årets bedste plantebaserede produkt, mens Planteslagernes “Svampebøffen” vandt prisen som årets nye plantebaserede produkt.
Om undersøgelsen
I efteråret 2023 har Dansk Vegetarisk Forening undersøgt 12 supermarkeder, herunder 11 supermarkedskæder og et online supermarked. Undersøgelsen er foretaget af DVFs medarbejdere i 3 butikker i hver kæde i forskellige landsdele, hvor de respektive kæders butikker er placeret på samme områder i landet. Det online supermarked er ligeledes undersøgt ad 3 omgange, men på forskellige tidspunkter og af forskellige medarbejdere.
Supermarkederne er i alt blevet målt på 122 parametre, herunder er over 70 forskellige varer blevet undersøgt. Yderligere bliver størrelsen af udvalget, prisen, hvorvidt der er en økologisk variant samt placeringen vurderet for flere produktkategorier som plantedrikke og plantebaserede bøffer.
Varer som linser, bønner, nødder, kerner og økologisk dansk frugt og grønt i sæson er også en del af undersøgelsen.
Nøgleord
Kontakter
Rune-Christoffer Dragsdahl
Generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening
rc (at) vegetarisk.dk / Tlf 50 56 18 17
Dansk Vegetarisk Forening (DVF) arbejder for at udbrede vegetarisk levevis samt oplyse om fordelene ved at skære ned på animalske produkter – såvel for dyr og mennesker som af hensyn til global bæredygtighed. Vi er en forening for vegetarer, veganere og alle andre, der støtter plantebaseret levevis. Vi tror på, at hvert eneste plantebaserede måltid gør en forskel. Vi samarbejder med erhvervsliv, forskere, politikere, myndigheder og andre organisationer om at gøre verden grønnere.
Følg pressemeddelelser fra Dansk Vegetarisk Forening
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Vegetarisk Forening
Glædelig nyhed: Plantefonden får 60 mio. kr. ekstra med ny politisk aftale15.4.2024 10:15:50 CEST | Pressemeddelelse
Dansk Vegetarisk Forening glæder sig over, at der med aftalen om Grøn Fond bliver investeret mere i Fonden for Plantebaserede Fødevarer i 2025 og 2026. "Helt nødvendigt at området bliver prioriteret", lyder beskeden.
Danish Crown anerkender: "Klimavenligt" svinekød var ulovlig markedsføring12.4.2024 14:44:19 CEST | Pressemeddelelse
Danish Crown anerkender over for Højesteret at have brudt loven med påstanden om, at dansk gris skulle være "mere klimavenlig end du tror". Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening kalder det for en stor sejr for forbrugerne og klimaet.
Må virksomheder greenwashe? Mandag indledes afgørende og principiel retssag16.11.2023 05:36:00 CET | Pressemeddelelse
Retssagen om "klimavenligt" svinekød med de grønne organisationer Dansk Vegetarisk Forening og Foreningen Klimabevægelsen i Danmark på den ene side og slagterigiganten Danish Crown på den anden indledes mandag den 20. november i Vestre Landsret.
Grøn madfestival skruer op for ambitionerne24.10.2023 07:52:05 CEST | Pressemeddelelse
I år byder den plantebaserede madmesse Plant Food Festival på endnu flere oplevelser. Messen foregår den 4.-5. november i Øksnehallen og er et absolut must at deltage i, hvis man interesserer sig for alternativer til kød og andre animalske produkter.
Handlingsplan for plantebaserede fødevarer er banebrydende – men mangler konkrete mål og finansiering13.10.2023 06:56:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter lang ventetid offentliggør regeringen fredag den nationale handlingsplan for plantebaserede fødevarer. Dansk Vegetarisk Forening, som er den centrale aktør på området i Danmark, roser planen for at være internationalt banebrydende. Desværre følger finansieringen og de konkrete målsætninger ikke med ambitionerne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum