Status på energiforsyningen: Usikre markeder giver udsving i priser på tværs af energikilder
31.10.2023 14:06:35 CET | Energistyrelsen | Pressemeddelelse
Trods fyldte gaslagre i Danmark og Europa kan danskerne forberede sig på svingende energipriser henover vinteren. Energibesparelser er fortsat afgørende for, at vi kommer gennem fyringssæsonen med energi nok til alle.

Vinterens forsyningsscenarie ser mere stabilt ud end sidste år på denne tid. De danske og europæiske gaslagre nåede allerede i september lagerfyldningsmålet på 90 procent inden november og er over 98 procent fyldte. Og selvom energipriserne er højere end før krisen, har de ikke ramt det ekstremt høje niveau, vi så i sensommeren 2022.
Alligevel må danskerne forberede sig på udsving i energipriserne denne fyringssæson, hvor energibesparelser fortsat er nødvendige for at komme gennem med energi nok til alle. Det gælder særligt, hvis vinteren bliver kold, EU ikke længere kan importere russisk gas, eller LNG-forbruget stiger i Asien.
Hyppigere og større udsving i priserne på særligt el, gas og olie er et godt billede på den aktuelle situation, som i højere grad bærer præg af et mere strukturelt udfordret energimarked end en akut forsyningskrise, som vi så i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine sidste år.
De seneste tre måneder reducerede danskerne el- og gasforbruget med henholdsvis ni og otte procent i forhold til normalen. Og opfordringen fra Energistyrelsens vicedirektør Martin Hansen er klar. Vi skal fortsat spare på energien.
"Energipriserne er en god indikation på, om forsyningen er under akut eller stigende pres. Det så vi blandt andet sidste år, hvor prisen på el og gas steg markant. Lige nu er udsvingene hyppige men ikke nær så store, som vi oplevede sidste efterår - men hvis priserne igen begynder at stige markant, er det et tegn fra markedet om, at vi skal spare mere,” forklarer Martin Hansen, som er vicedirektør i Energistyrelsen og uddyber:
”Selvom gaslagrene er næsten fyldte, og vi fortsat ser besparelser på energiforbruget, er der flere ubekendte, der påvirker forsyningssituationen gennem vinteren. Derfor er det væsentligt, at vi både i Danmark og resten af Europa sparer på energien.”
Når strømmen er billigst er den typisk også grønnest
At elpriserne bliver høje, når vinden ikke blæser og solen ikke skinner er en sandhed med modifikationer.
Strøm fra vedvarende energi som vand, sol og vind er billigere end strøm fra andre produktionskilder som eksempelvis kul, olie og gas. Når der er meget vedvarende energi i elsystemet, falder elprisen. Men når den vedvarende energi skal suppleres med andre kilder for at kunne dække hele Danmarks energiforbrug, bliver elprisen påvirket af prisen på blandt andet biomasse og fossile brændsler - særligt gasprisen.
Derfor har vi det seneste år blandt andet set højere priser på både el og gas i takt med, at den europæiske gasimport er blevet mere globalt orienteret, hvor markedet og dermed priserne i højere grad reagerer på globale begivenheder. Og netop i de timer, hvor der ikke er meget strøm fra vand, vind og sol, er der en tendens til, at de højere gaspriser afspejler sig i høje elpriser.
Hvis vi ikke havde haft store andele sol-, vind-, og vandkraft i elsystemet, ville elpriserne det seneste år i endnu større grad have afspejlet de meget høje priser på fossile brændsler.
Vil man som forbruger sikre, at ens strømforbrug er så grønt som muligt, kan man med fordel flytte strømforbruget til der, hvor strømmen er billigst. Overvej eksempelvis hvornår du: Kører opvaskemaskinen, vasker og tørrer tøj, lader elbil og elcykel op.
Status på energiforsyningen her og nu
- Energiforsyningen er pr. den 31. oktober 2023 stabil på tværs af alle energikilder.
- Priserne er varierende og kan være høje i perioder. Situationen kan hurtigt ændre sig.
- Energistyrelsen vurderer på nuværende tidspunkt, at det ikke bliver nødvendigt at afbryde strøm- og gasforsyningen til forbrugerne i denne fyringssæson, hvis forbrugsreduktionen fastholdes, og vejret er inden for normalen.
- De danske og europæiske gaslagre er pr. den 31. oktober 2023 henholdsvis 98 og 99 procent fyldte.
- Der er henover sommeren registreret en stigning i oliepriserne på 30 procent. Ifølge det Internationale Energiagentur må det forventes, at priserne fortsat vil stige året ud pga. mindre produktion på verdensmarkedet. Energistyrelsen følger situationen tæt og vurderer på nuværende tidspunkt, at der ikke bliver behov for særlige tiltag til reduktion af olieforbruget.
Få det fulde overblik på vores temaside om den danske forsyningssituation.
Fakta: Sådan beregnes reduktionen i danskernes forbrug
I analysen af forsyningssituationen har Energistyrelsen udregnet reduktionen i danskernes forbrug som forskellen mellem det faktiske forbrug og det normale forbrug. Udregningerne er baseret på:
- Det faktiske forbrug er baseret på data fra Energinet, der ejer og driver transmissionsnettene for el og gas
- Det normale forbrug tager udgangspunkt i Klimastatus- og fremskrivning 2022
- Det normale forbrug er forbrugsforventningen ved indgangen til 2022, det vil sige før energikrisen.
- Gasforbruget er desuden korrigeret for udsving i temperaturen, således at faktisk og normalt forbrug er mere sammenlignelige.
Kontakter
Frederikke Rørvang MikkelsenPresse- og kommunikationsrådgiver
Tlf:+45 33 95 50 32frdrm@ens.dkPressetelefon (modtager ikke SMS'er)
Tlf:33 95 08 00Links
Energistyrelsen
I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vores vision om at opnå et klimaneutralt samfund i vækst og balance er den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor grønne løsninger, sikker og effektiv forsyning og økonomi tænkes sammen.
Følg pressemeddelelser fra Energistyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energistyrelsen
Udbud afsluttet: Danmark når mål for gaslagerfyldning9.11.2026 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
De internationale energimarkeder er fortsat præget af usikkerhed. Det gælder også gasmarkedet, som gennem en længere periode har været ramt af betydelige prisudsving og et højt prisniveau.
Hvidevarer skal have længere levetid – knap 20.000 danskere har allerede indberettet fradrag for reparation4.11.2026 09:59:04 CET | Pressemeddelelse
Når vaskemaskinen eller opvaskemaskinen går i stykker, kan det være bedre for miljøet at reparere frem for at købe nyt. Knap 20.000 danskere har indberettet servicefradrag for reparation af hårde hvidevarer. Nu vil Energistyrelsen med kampagnen "Giv dine hvidevarer en chance" sætte fokus på, hvordan reparation kan forlænge hvidevarernes levetid og spare på ressourcerne.
Danske hjem brugte mindre energi i 20257.10.2026 07:04:50 CEST | Pressemeddelelse
Energiforbruget i de danske hjem faldt med 2,1 procent sidste år. Især forbruget af olie, gas, brænde og træpiller gik tilbage, mens varmepumper bidrog med mere varme. Det viser Energistyrelsens årlige energistatistik for 2025.
Behov for yderligere skærpet fokus på sikkerhed: Energistyrelsen opfordrer energivirksomhederne i Danmark til at skærpe fokus på sikkerheden endnu mere24.9.2026 13:11:37 CEST | Pressemeddelelse
Energistyrelsen opfordrer alle energivirksomheder i Danmark til at skærpe deres opmærksomhed på sikkerheden endnu mere efter ny trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Det betyder bl.a. øget fokus på beredskabsplaner, gennemførelse af øvelser samt generel opmærksomhed på forhold, der afviger fra normalbilledet.
Erhvervspuljen tilføres 65 mio. kr.18.9.2026 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Energistyrelsen tilfører yderligere 65 mio. kr. ekstra til Erhvervspuljen, der støtter virksomheders omstilling væk fra fossile brændsler.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum