Sådan taler du med dit barn om de voldsomme kampe i Israel og Gazastriben
Det kan skabe stor utryghed hos børn, når de ser og hører om volden mellem israelske styrker og palæstinensiske væbnede grupper. Både TV og mange sociale medier svømmer over med voldsomme billeder og videoer, hårde angreb og ord. Derfor er der vigtigt at få taget dialogen med børn i øjenhøjde, selvom det kan være svært.
Børn påvirkes af det, de ser og hører, og de kan have mange spørgsmål, når de ser voldsomme videoer af f.eks. bombede bygninger og indslag, der omtaler børn, der er blevet dræbt.
Det er voldsomme historier, der florerer på sociale medier, og som fylder i nyhederne i disse dage om den eskalerende vold mellem palæstinensiske væbnede grupper og israelske styrker i Israel og i Gazastriben. Derfor er det vigtigt, at forældre og andre voksne taler med børn, om hvad der er sket, hvad de har set og hvad de har hørt om konflikten.
– Det er vigtigt, at man som voksen tager sig god tid og prøver at spørge ind til, hvad barnet har hørt og ved som en start. Og at man derefter svarer på børns spørgsmål på en udramatisk måde. På den måde kan man skabe øget tryghed og undgå unødvendig frygt hos børnene, siger Pernille Spitz, psykolog i Red Barnet.
Det er meget forskelligt, hvordan børn reagerer på, hvad de ser, og hvor påvirkelige de er. Det afhænger blandt andet af deres alder og modenhed. Og hvor ”tæt” de er på konflikten – om de for eksempel har direkte tilknytning til Israel eller de besatte palæstinensiske områder, eller om de kender nogen, der har.
Her giver Red Barnet seks gode råd til, hvordan voksne kan tale med børn om den voldsomme konflikt og de mange videoer og billeder, der florerer online.
- Lyt til barnets bekymringer
Det er vigtigt at tale med børnene om, hvad de har set og hørt om konflikten. Sørg for at danne dig et godt billede af, hvad børnene forstår, og hvad der ligger til grund for deres spørgsmål. Små børn skal ikke have store, komplekse forklaringer. Børn, der har nået skolealderen og har sociale medier, har et andet udgangspunkt. De ved ofte, hvad krig er, og derfor kan voldsomme billeder gøre dem utrygge og kede af det. Nogle børn bliver meget påvirket af den voldsomme eksponering, der er på sociale medier og i nyhederne. Så det kan være en god ide at være ekstra opmærksom på deres brug af skærm og tale med dem om, hvad de har set. Med større børn, der selv viser interesse, kan man som forældre se nyhederne sammen med dem og tale det igennem bagefter på en nysgerrig og udspørgende måde. Hvis barnet virker ligeglad, og ikke har oplevet noget, så lad være med at presse viden ned over barnet. - Anerkend barnets følelser
Anerkend, hvis barnet er bange og forklar, at det er ubehageligt, at der er en voldsom konflikt, men at det ikke sker i Danmark. Spørger barnet interesseret ind, så forklar, at der er to stridende parter, som ikke kan blive enige om, hvem der har ret til at bo og bestemme over et bestemt område. Som mennesker bliver vi mere overvældede af menneskeskabte ulykker end af f.eks. naturkatastrofer. - Undgå unødige detaljer
Pas på med at overforklare, hvad der sker, og at gå i for specifikke detaljer. Det kan gøre børn unødigt bekymrede. Børn vil spørge, hvorfor folks huse bliver bombet, eller børn bliver kidnappet, og hvorfor voksne og børn bliver dræbt. Afhængig af børnenes alder kan man måske stille dem tilfredse uden at gå for meget i detaljer. Sådan en voldsom konflikt går desværre ud over uskyldige mennesker og børn. Og det er noget af allerværste ved denne situation. - Tal om videoer på sociale medier
Voldsomme videoklip, billeder eller detaljerede beskrivelser fra området fylder meget på sociale medier og i nyhederne – og det kan havne i folks feed uden, at børnene har bedt om det eller søgt på det. Mange børn er alene i mødet med indholdet, og det kan være skræmmende. Tal med børnene om, hvad de har set, og tal om ikke at dele billeder, videoer eller andet voldsomt indhold, og hvorfor det kan være en god ide ikke at se videoer og billeder med voldsomt indhold. Hvis dit barn har set noget ubehageligt på nettet, kan I kontakte SletDet Rådgivningen. Anmeld voldsomt indhold til den platform, som barnet har set det på, og indstil gerne barnets profil til at være ”børnesikker”, hvis det er muligt, så barnet i højere grad skånes for voldsomt indhold. - Lad være med at lyve eller ignorere
Man bør altid undgå at lyve over for barnet. Også når det kommer til svære konflikter, selv om det kan ske i den bedste mening for at beskytte barnet. Er barnet tilpas lille kan man give forsimplede og meget overordnede forklaringer, men finder barnet ud af, at mor, far eller en anden voksen har løjet, lærer det, at man ikke kan stole på hinanden. Det hele er svært og uforståeligt for mange af os og kan derfor være svært at tale om, men det er ikke ensbetydende med, at vi skal tie det i ihjel. - Skærm barnet for voksensnakken
Er man som voksen bekymret eller har behov for at diskutere konflikten, bør man gøre det væk fra barnet. Hører en niårig, at mor er voldsomt bekymret, bange eller kede af det, så kan det sætte sig i barnet. Men udvis gerne medfølelse for børn og deres familier, der bliver ramt af denne voldsomme konflikt. At støtte eller hjælpe andre kan give børn en følelse af kontrol, tryghed og empati. Det kan ved voldsomme oplevelser i medierne give god mening, at man, for eksempel sammen med barnet, viser medfølelse ved at lave en tegning, lægge blomster eller deltage i andre former for fredelige markeringer. Mange børn har det rigtig godt med at vise deres forståelse på den ene eller anden måde.
Kontakter
Laurids Bæk SimonsenPressechef
Tlf:2283 3692labs@redbarnet.dkOm Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og flere end 120 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Red Barnet og hundredvis af danske skoler fejrer Børnerettighedsdagen20.11.2024 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Markant flere skoler end i de foregående år har tilmeldt sig Red Barnets fejring af Børnerettighedsdagen den 20. november. Op mod 300 danske skoler bruger dagen til at styrke børns kendskab til deres egne rettigheder.
Børn og unge endelig på agendaen til COP29 – nu skal der handling og finansiering bag ordene18.11.2024 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
I dag sætter COP29 fokus på børn og unge under "Human Development Day" – et længe ventet skridt til at tage børns rettigheder alvorligt i klimaforhandlingerne. Børn udgør en tredjedel af verdens befolkning og står til at bære de største konsekvenser af klimakrisen – en krise, de hverken har bidraget til eller har ansvar for. Alligevel går kun 2,4 % af de globale klimamidler målrettet til at støtte børnenes behov. Det må og skal ændres, hvis vi skal sikre en bæredygtig fremtid. Tid til konkret handling for børns rettigheder i klimakampen Det er afgørende, at børn bliver anerkendt som en særlig udsat gruppe i klimaaftalerne og sikres konkret finansiering og støtte. "Det er på tide, at børns rettigheder tages alvorligt i klimaforhandlingerne. Men vi må ikke stoppe her. Der skal handling og finansiering bag ordene, hvis vi skal sikre en bæredygtig fremtid for verdens børn," siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet. Mandagens dagsorden under FN´s klimatopmøde COP29 i Aser
Red Barnet løfter sløret for kæmpe overraskelse i dette års Grin til Gavn11.11.2024 12:01:00 CET | Pressemeddelelse
Programmet til velgørenhedsshowet Grin til Gavn er netop landet. Der vil både være store stjerner, nye navne og fremstormende talenter, når Musikhuset Aarhus og Falkonersalen i København slår dørene op til en aften i standuppens navn. Alt overskuddet går til Red Barnets arbejde.
Ny rapport: Hver dag bliver 31 børn dræbt eller lemlæstet i krig og konflikt31.10.2024 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Det bliver mere og mere farligt at være barn i krige og konflikter, viser ny alarmerende rapport fra Red Barnet. Antallet af drab, lemlæstelser og andre grove krænkelser begået mod børn i konfliktområder er rekordhøjt – særligt på grund af krigen i Gazastriben og den glemte konflikt i Sudan.
Red Barnet: Nye initiativer mod seksuelt krænkende billeder med børn er helt afgørende21.10.2024 10:43:20 CEST | Pressemeddelelse
Seksuelt krænkende billeder og videoer med børn ligger i dag frit tilgængeligt på nettet – uden at Red Barnets tjeneste AnmeldDet eller politiet kan stille noget op – fordi loven ikke beskytter børn godt nok. Det vil regeringen nu lave om på med en række initiativer, som lanceres i dag. Det er helt afgørende og en lettelse, lyder det fra Red Barnet, der har lavet en analyse, som bl.a. viser, at der særligt er behov for at kriminalisere tre typer af materiale med tydelig seksualisering af børn i Danmark i samme grad, som det er tilfældet i de andre nordiske lande.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum