ROMUROMUROMU

Roskilde Domkirke markerer Verdensarvsdagen med lyskunst, sang og natkirke

Del

Torsdag den 12. oktober markerer Roskilde UNESCO’s Verdensarvsdag. Domkirken inviterer dagen igennem til en række aktiviteter for store og små. Der er fri adgang og mulighed for rundvisning, og eventyrlig lyskunst giver et nyt blik på kirkens kunst og udsmykninger fra middelalderen.

På Verdensarvsdagen den 12. oktober er der blandt andet mulighed for at komme på gratis rundvisning i Roskilde Domkirke.
På Verdensarvsdagen den 12. oktober er der blandt andet mulighed for at komme på gratis rundvisning i Roskilde Domkirke. Foto: Frida Gregersen

Der er fri entre og masser af spændende ting på programmet, når Roskilde fejrer UNESCO’s Verdensarvsdag. Roskilde Domkirke blev optaget på listen i 1995 og har siden officielt været betragtet som unik for hele menneskeheden. Det markeres den 12. oktober, hvor Domkirken dagen lang byder på sang, kunst og historier for store og små.

Dagen indledes med et kor af børn, som sammen med Roskilde Synger blandt andet vil synge Verdensarvssangen. Det er fra kl. 10.15 i Domkirken. I løbet af dagen og aftenen kan man opleve to lysværker af den lokale kunstner Jakob Fälling. Værkerne Paradistræer og Stjerneskær. Til begge værker har Jakob Fälling hentet inspiration i middelalderens motiver, som findes i Roskilde Domkirke. Værket Stjerneskær, som fra kl. 14 projiceres op på Kongeporten inde i kirken, er inspireret af kirkens korstole, hvor træskærerarbejdet fra 1420 fremstiller en række scener fra bibelen. Paradistræer, der i tidsrummet 19-22 projiceres udvendigt på kirkens facade mod Fondens Bro, er blevet til på baggrund af kalkmalerierne i Sankt Birgittas Kapel og Sankt Andreas Kapel.

Lyskunst skal åbne kirkens kunst

Hvert af værkerne tager ca. 12 minutter og er blevet til i samarbejde med lysdesigner Ole Samsøe. Jakob Fälling håber, de kan være med til at åbne kirkens kunst for flere.

”Jeg har selv svært ved at gå ind i en kirke og forstå de sammenpressede og nogle gange svært placerede kunstværker. I værkerne her isolerer jeg motiverne og viser dem et for et – jeg sætter dem i en ny kontekst. Jeg håber, det kan inspirere folk til at gå på opdagelse i kirken og se på kunsten med et nyt blik og på den måde skabe interesse og forståelse for en lidt overset del af vores kulturhistorie.”

Sammen med Domkirken udfordrer Fälling kirkens besøgende til selv at tegne et værk med inspiration i kirkekunsten. Ved at lade øjnene fokusere på detaljerne giver det nemlig mulighed for at se kunsten fra et nyt perspektiv. Det kræver ingen forudgående kreative kompetencer – pointen er nemlig processen og ikke det færdige værk, understreger Jakob Fälling. Tegningerne kan opsættes i kirken og finder måske vej til Roskilde Domkirkes sociale medier.

Orienteringsmøde om verdensarvscenter og Natkirke

I anledning af verdensarvsdagen inviteres alle interesserede til at få et indblik i udviklingen af det kommende verdensarvscenter, som skal ligge i bygningskomplekset Det Kongelige Palæ lige ved siden af Roskilde Domkirke. Centret skal formidle og synliggøre Roskilde Domkirke til glæde for både internationale turister og besøgende fra hele landet. Orienteringsmødet finder sted på Roskilde Museum fra kl. 15.30. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig og kan ske på billetto.dk. Til mødet præsenteres desuden en ny bog om konger og dronninger, der er stedt til hvile i den kongelige gravkirke.

Verdensarvsdagen i Roskilde Domkirke afrundes med Natkirke – en musikalsk gudstjeneste med lys, kærlighed og poetisk bøn. I en verden med fuld fart på, kan det være kærkomment med et sted at finde stilheden. Dét rum uden forstyrrelser fra omverdenen skaber Natkirken, som er åben for alle med behov for en rolig stund. En Natkirkeaften betragtes som én lang gudstjeneste, hvor den enkelte kan vælge, hvad der er behov for. Dørene åbner kl. 19.00, og det er gratis for alle, indtil dagen slutter kl. 22.

Hele dagens program kan ses på Domkirkens hjemmeside og Facebookside

Verdensarvsdagen

Den 12. oktober fejrer Roskilde Domkirke UNESCO’s Verdensarvskonvention. På Verdensarvsdagen markeres det over hele verden, at vi har forpligtet os til at bevare historiske steder, bygninger og kultur til kommende generationer. I 1995 blev Roskilde Domkirke optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, hvor Danmark i forvejen var repræsenteret med Jelling Monumenterne. Listen peger på steder, der er umistelige for menneskeheden og ekstraordinært vigtige for vores forståelse af os selv og vores verden. Siden er 13 andre lokaliteter i Danmark kommet til. Senest i september, da fem danske ringborge fra Harald Blåtands tid blev indlemmet i det fine selskab og optaget på verdensarvslisten.

Roskilde Domkirke

Roskilde Domkirke blev i 1995 optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste som umistelig kulturarv fordi den som et af de første store teglstensbyggerier i Nordeuropa var afgørende for udbredelsen af teglsten som byggemateriale i området. Derudover fortæller kirken en enestående historie om den arkitektoniske udvikling, fordi den i kraft af sin rolle som kongelige gravkirke gennem 800 år har været påvirket af tidernes førende arkitekter og strømninger.

Kontakter

Billeder

På Verdensarvsdagen den 12. oktober er der blandt andet mulighed for at komme på gratis rundvisning i Roskilde Domkirke. Det er kl. 15-16, og der er plads til 30 deltagere. Der kan ikke reserveres plads, så det er først til mølle. Foto: Frida Gregersen
På Verdensarvsdagen den 12. oktober er der blandt andet mulighed for at komme på gratis rundvisning i Roskilde Domkirke. Det er kl. 15-16, og der er plads til 30 deltagere. Der kan ikke reserveres plads, så det er først til mølle. Foto: Frida Gregersen
Download
Roskilde markerer UNESCO’s Verdensarv torsdag den 12. oktober. Blandt andet med fri entre og oplevelser i Roskilde Domkirke, som i 1995 blev optaget på Verdensarvslisten. Foto: Sara Peuron-Berg
Roskilde markerer UNESCO’s Verdensarv torsdag den 12. oktober. Blandt andet med fri entre og oplevelser i Roskilde Domkirke, som i 1995 blev optaget på Verdensarvslisten. Foto: Sara Peuron-Berg
Download

Om ROMU

ROMU har som statsanerkendt museum det kulturhistoriske ansvar for Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal kommuner. ROMU har til opgave at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle kulturarven og gøre den vedkommende for borgere og samfund. ROMU udspringer af Roskilde Museum, der blev etableret i 1929. I dag driver museumsorganisationen 10 museer og besøgssteder.

ROMU har ansvaret for daglig ledelse og drift af Fondsorganisationen bag kulturarven ved Roskilde Domkirke og står overordnet for realiseringen af Verdensarvscentret.

Følg pressemeddelelser fra ROMU

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra ROMU

ROMU udgiver ny årbog: Et år med rumrejser, øl og spændende detektorfund15.4.2024 11:22:34 CEST | Pressemeddelelse

Vanen tro gør museumsorganisationen ROMU status over det forgangne år. I seneste udgave af årbogen, der i år har fået titlen ’Nye tider’, kan man blandt andet læse om udstillinger, arkæologiske pilotprojekter og om andre højdepunkter fra 2023, som blandt andet har budt på et prominent farvel, en gudefigur i rummet og en genfødt øl. Årbogen kan købes fra og med 18. april.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye