Socialpædagogerne

Udsatte trives og klarer sig bedre på botilbud med højere andel socialpædagoger

Del

Udsatte borgere og mennesker med handicap eller psykiske lidelser har knap 50 procent højere sandsynlighed for at komme i job, hvis de bor på et botilbud med en højere andel socialpædagoger. Det viser en ny undersøgelse fra Rambøll, der også finder en sammenhæng mellem flere socialpædagoger på bosteder og færre indlæggelser i psykiatrien.

"Der er i den grad plads til et løft af uddannelsesniveauet og fagligheden på socialområdet," siger formand i Socialpædagogerne, Benny Andersen. Foto: Ricky John Molloy
"Der er i den grad plads til et løft af uddannelsesniveauet og fagligheden på socialområdet," siger formand i Socialpædagogerne, Benny Andersen. Foto: Ricky John Molloy

Voksne med sindslidelser, komplekse handicap eller i udsathed klarer sig markant bedre, når en større del af de ansatte på deres bosted er socialpædagoger. Det viser en ny Rambøll-analyse af den statistiske sammenhæng mellem andelen af socialpædagoger på landets botilbud og borgernes beskæftigelse, indlæggelser og trivsel.

Således har borgere på botilbud med en højere andel socialpædagoger næsten 50 procent større sandsynlighed for at komme i job.

”Undersøgelsen peger på, hvad vi kender fra vores hverdag som socialpædagoger: Nemlig at socialpædagogisk faglighed forandrer liv og har en kæmpe betydning for livsmulighederne hos udsatte borgere og mennesker med handicap og psykiske lidelser,” siger Benny Andersen, formand i Socialpædagogerne.

Det specialiserede socialområde kræver specialiseret viden, som skaber værdi ikke bare for den enkelte, men for samfundet:

”At være en del af fællesskabet på en arbejdsplads bidrager til et menneskes livskvalitet og trivsel. Men samfundet oplever også en meget håndgribelig gevinst, når flere er en del af arbejdsfællesskabet, særligt i en tid med mangel på arbejdskraft. De nye resultater gør os socialpædagoger både glade og stolte,” tilføjer han.

Faglighed reducerer indlæggelser
Rambøll-analysen viser også, at voksne med sindslidelser, komplekse handicap eller i udsathed har tre gange så mange indlæggelser i psykiatrien, når de er på bosteder med lavere – frem for højere – andel socialpædagoger.

”På den ene side overrasker tallene mig ikke. Som socialpædagoger ved vi, hvordan trivsel hos mennesker med komplekse handicap og sindslidelser afhænger af en målrettet støtte, der tager højde for den enkeltes udfordringer, behov, ønsker og drømme. Og det kræver den rette socialpædagogiske ekspertise,” siger Benny Andersen.

Når Rambøll-rapporten kigger på genindlæggelser i psykiatrien, er der mere end tre gange så mange på tilbud med lavest andel socialpædagoger.

”På den anden side er en så markant forskel alligevel til at tage og føle på. Jeg håber, politikerne læser med. I dag er kun halvdelen af medarbejderne på landets bosteder socialpædagoger. Der er i den grad plads til et løft af uddannelsesniveauet og fagligheden på socialområdet. Så vi kan sikre den rette støtte til udsatte og sårbare,” uddyber Benny Andersen.

Han understreger, at socialpædagogerne mærker fastholdelse- og rekrutteringsudfordringen i deres arbejde på socialområdet. Her var hver fjerde rekruttering forgæves i 2022, og hver femte nyuddannet forlader faget inden to år.

Uddannelseskrav en del af løsningen
Et uddannelseskrav på socialområdet kan være med til at sikre, at flere mennesker på botilbud kommer i job og trives bedre, ligesom flere borgere kan undgå at blive indlagt og genindlagt. Det foreslår Benny Andersen:

”Når tallene så tydeligt peger på, at socialpædagogisk faglighed gør en meget konkret forskel i borgeres liv, kalder det på politisk handling for at styrke fagligheden på landets botilbud. Det skylder vi som velfærdssamfund. Samtidig er det oplagt, at socialpædagoger spiller en større rolle, hvor social- og beskæftigelsesområdet møder hinanden,” siger Socialpædagogernes formand og foreslår socialpædagoger som mentorer.

Et uddannelseskrav betyder, at medarbejderne på socialpædagogiske arbejdspladser som udgangspunkt skal være uddannede socialpædagoger. En måde at sikre nok af den rette faglighed på socialpædagogiske tilbud er, at flere tager en meritpædagoguddannelse. Samtidig er et løft af den socialpædagogiske specialisering på pædagoguddannelsen afgørende for at kunne sikre nok socialpædagoger – på blandt andet landets bosteder - fremover.

Læs undersøgelsen fra Rambøll her.

Tal fra undersøgelsen
Rambøll har undersøgt trivsel, jobdeltagelse, indlæggelser og genindlæggelser (både i psykiatrien og somatikken) blandt borgere på botilbud med en større andel socialpædagoger og botilbud med en mindre andel socialpædagoger i forhold til medianen.

Blandt analysens hovedtal er:

  • På botilbud med en lavere andel socialpædagoger er det 45,6 procent af borgerne, som i høj grad trives. For borgere på bosteder med en højere andel socialpædagoger er det tal på 54,9 procent. Det svarer til en forskel på over 20 procent.

  • På botilbud med lavere andel socialpædagoger kommer 11,2 procent af borgere i job, mens det gælder for 16,7 procent af borgerne på botilbud med flere socialpædagoger. Det svarer til en forskel på 49 procent.

  • Borgere på botilbud, hvor andelen af socialpædagoger er lavere, har i gennemsnit 5,4 lønnede arbejdstimer om måneden, mens det er 7,3 lønnede arbejdstimer om måneden for borgere på bosteder med flere socialpædagoger. Det er en forskel på 37 procent.

  • Blandt borgere, der er på botilbud med en lavere andel socialpædagoger, oplever 11,2 procent en psykiatrisk indlæggelse inden for et halvt år. Det gælder kun for 3,7 procent af borgerne på et bosted med en større andel af socialpædagoger. Altså tre gange så mange indlæggelser for borgere på tilbud med lavest andel socialpædagoger.

  • Ser man på genindlæggelser i psykiatrien - inden for 30 dage efter tidligere indlæggelse - er tallene også markante. Her har 4,4 procent af borgerne på tilbud med en lavere andel socialpædagoger en genindlæggelse mod blot 1,3 procent på tilbud med en højere andel socialpædagoger. Det er mere end tre gange så mange genindlæggelser for borgere på tilbud med lavest andel socialpædagoger.

  • For borgere på botilbud med en lavere andel socialpædagoger oplever 16,2 procent en somatisk indlæggelse inden for et halvt år, mens det gælder for 11,2 procent af borgerne på bosteder med højere andel af socialpædagoger. Det svarer til en forskel på 31 procent.

  • I 2021 lavede Rambøll en lignende undersøgelse på børneområdet, som viser, at børn og unge på døgntilbud og opholdssteder med flere socialpædagoger har bedre trivsel, mindre skolefravær og højere karakterer i folkeskolen end på tilbud med lavere andel socialpædagoger.

Pressekontakt:

Sarah Piil, presserådgiver

Tlf. 61 68 98 54 / spi@sl.dk 

Nøgleord

Om Socialpædagogerne

Socialpædagogerne repræsenterer den største faggruppe på det sociale område. Vores medlemmer arbejder hver dag for at støtte udsatte børn, unge og voksne og mennesker med handicap og psykiske lidelser.

Følg pressemeddelelser fra Socialpædagogerne

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Socialpædagogerne

Fortsat fald i ansøgere kalder på en ambitiøs, attraktiv og målrettet pædagoguddannelse15.3.2024 15:45:07 CET | Pressemeddelelse

Antallet af ansøgninger til pædagoguddannelsen fortsætter med at falde, viser dagens tal for kvote 2-ansøgninger. Det kalder på en ambitiøs, attraktiv og målrettet pædagoguddannelse, som kan tiltrække flere unge til blandt andet den socialpædagogiske retning på uddannelsen. Tilstrækkelig faglighed på socialområdet er afgørende for kvaliteten i indsatsen til mennesker med handicap, psykiske lidelser samt udsatte børn, unge og voksne.

Socialpædagogernes formand: Ny overenskomstaftale er ’virkelig god’ for regionalt ansatte socialpædagoger20.2.2024 12:26:04 CET | Pressemeddelelse

Tirsdag morgen landede en aftale mellem Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet om en ny overenskomst for landets regionalt ansatte medarbejdere. Det er en virkelig god aftale, fortæller Socialpædagogernes formand, Benny Andersen. Han forhandler for socialpædagoger på det regionale område, som blandt andet arbejder på højt specialiserede botilbud, psykiatriske afdelinger og sikrede institutioner.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye