H.K.H. Kronprinsessen pakkede rygsække til børn på krisecentre
Mary Fonden, Ole Kirk’s Fond og Landsorganisationen af Kvindekrisecentre har nu i 15 år uddelt rygsække med tøj, legetøj m.m. til børn, der kommer på krisecenter med deres mor. Mandag den 14. august deltog H.K.H. Kronprinsessen i pakning af rygsække til den årlige udsending til landets krisecentre.

Hvert år bor omkring 2000 børn på et krisecenter sammen med deres mor. Ofte kommer børnene afsted i hast og får derfor hverken tøj, legetøj eller andre ejendele med sig. Derfor har Mary Fonden og Ole Kirk’s Fond siden 2008 uddelt rygsække til krisecentre i Danmark, på Færøerne og i Grønland. Den 14. august pakkede Mary Fonden, Ole Kirk’s Fond og pensionerede Lego-medarbejdere en ny portion rygsække. I rygsækkene er der bl.a. tøj, bøger og legetøj.
Kronprinsessen udtaler om dagens pakning:
”Jeg bliver altid rørt og glad over, at så mange gode kræfter vil være med til at bakke op om det her projekt. Og på den måde være med til at give de mange børn, der kommer på krisecenter med deres mor, en håndsrækning. Rygsækkene er ikke en løsning i sig selv, men de kan være et lyspunkt i en ellers svær tid, og med rygsækkene viser vi børnene, at vi ser dem og tænker på dem.”
Siden 2008 har Mary Fonden, Ole Kirk’s Fond og LOKK uddelt mere end 30.000 rygsække til børn på krisecentre.
’Legonister’ er glade for at kunne gøre en forskel
Pensionerede LEGO-medarbejdere – de såkaldte ’Legonister’ – står i spidsen for den årlige pakning. I år skal der sendes 2467 rygsække afsted til landets krisecentre. Og arbejdet med at pakke dem og gøre dem klar til afsending blev ikke færdiggjort i dag – der skal pakkes i hvert fald en dag mere, fortæller Villy Markmann, der en af de mest erfarne i flokken af legonister.
”Jeg har været med mange gange og er glad for at kunne få lov til at gøre en forskel for børn i en svær situation. Og så gør det jo ikke noget, at vi også har det hyggeligt imens”.
Børnene har brug for hjælp og støtte
At opleve vold i hjemmet og flytte ind på et krisecenter kan være en voldsom oplevelse for børn. Det giver derfor både glæde og vækker et kærkomment håb for børnene på krisecenteret, at de får udleveret deres egen rygsæk. Udover at udfylde et basalt behov for fornødenheder, er rygsækken også en symbolsk gestus over for børnene om, at de bliver set og hørt, og at vold aldrig er acceptabelt. Erfaringen viser, at rygsækkene har stor betydning for børnene i den svære situation, de befinder sig i.
”Rygsækkene er en god indgangsvinkel og et pædagogisk arbejdsredskab til at snakke med børnene om, hvorfor de er kommet til krisecentret. Vi kan se, at det skaber stor glæde hos både børn og mødre, og derfor er rygsækkene af stor betydning i arbejdet med voldsramte børn”, siger Karin Gaardsted, formand i LOKK – Landsorganisation af Kvindekrisecentre.
En barndom uden vold i familien
Mary Fonden, Ole Kirk’s Fond og LOKK står sammen om at hjælpe børn, der er kommet på krisecenter med deres mor, igennem uddeling af rygsækkene. Alle tre organisationer arbejder samtidig med en lang række andre initiativer, der skal bekæmpe og forebygge vold i hjemmet. Mary Fonden driver bl.a. projekt Sammen uden vold målrettet gravide og småbørnsforældre og Ole Kirk’s Fond har for nylig igangsat en stor programindsats, der har til formål at arbejde for at færre børn skal vokse op med vold i hjemmet.
”I Ole Kirk’s Fond er vi meget optaget af at hjælpe udsatte familier og børn, som vokser op i hjem med vold, da de har øget risiko for angst, depression og misbrug og risikerer massiv mistrivsel. Udover vores nye, mangeårige programindsats, hvor vi sammen med alle de gode aktører på området vil skabe varig forandring for voldsramte børn, er vi allerede involveret i en række projekter på voldsområdet som bl.a. rygsække-initiativet. Det er mit håb, at vi en dag ikke behøver at klargøre lige så mange rygsække, som det er tilfældet nu, fordi vi med programindsatsen har fået skabt en varig samfundsmæssig forandring, som betyder færre voldsramte familier og børn”, siger Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk’s Fond.
Baggrund & fakta
- Siden 2008 har Mary Fonden, Ole Kirk’s Fond og LOKK uddelt mere end 30.000 rygsække til børn, der kommer på krisecenter med deres mor.
- Rygsækkene er tilpasset barnets køn og alder.
- Rygsækkene pakkes en gang årligt af tidligere LEGO-medarbejdere.
- 67 % af krisecentrene oplever, at børnene ofte eller meget ofte ankommer til krisecenteret uden deres ting.
- Knap hvert 6. barn vokser op i et hjem med vold. Det svarer til 3-4 elever i hver skoleklasse (SFI, 2016).
- I løbet af 2020 boede der 2.294 kvinder på landets kvindekrisecentre. Kvinderne medbragte i alt 2.157 børn (Kilde: LOKK og Danmarks Statistik 2021)
- Børn, der oplever fysisk eller psykisk vold i familien, er ofre for vold, også selvom volden ikke er direkte rettet mod dem, men foregår mellem forældrene (SFI, 2017).
- Det skønnes, at ca. 38.000 kvinder og 19.000 mænd hvert år udsættes for fysisk partnervold i Danmark (Kilde: Statens Institut for Folkesundhed, 2018)
- Knap 3 ud af 4 voldsudøvere har selv oplevet vold i hjemmet som børn (Kilde: Dialog mod Vold, 2018)
Kontakter
Bodil Liv HolmKommunikationschef
Tlf:26 60 78 49blh@maryfonden.dkBilleder
Om Mary Fonden
Mary Fonden er stiftet med det formål at bekæmpe social isolation. Fondens indsats er koncentreret inden for tre områder: Mobning og Trivsel, Vold i Hjemmet og Ensomhed, hvor projekter identificeres, udvikles og gennemføres i partnerskaber med forskere, fonde og organisationer.
Følg pressemeddelelser fra Mary Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Mary Fonden
Sundhedsplejersker opsporer flere familier med partnervold20.3.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Sundhedsplejersker i fem kommuner opsporer langt flere familier, der lever med voldsomme konflikter eller partnervold, under deres hjemmebesøg sammenlignet med tidligere. Det viser en ny evaluering af indsatsen Sammen uden vold – Småbørnsforældre.
H.M. Dronningen og børne- og undervisningsministeren besøgte Skolestyrken-skole17.3.2025 17:36:56 CET | Pressemeddelelse
Elevrådet på Pilehaveskolen præsenterede H.M. Dronningen og børne- og undervisningsministeren for deres forslag til, hvordan skoledagen kan blive bedre. Ministeren og gæsterne fra Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet besøgte skolen i Vallensbæk, fordi den er en del af skoletrivselsprogrammet Skolestyrken.
Elever på Skolestyrken-skoler oplever bedre social trivsel5.2.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
En ny evaluering af skoletrivselsprogrammet Skolestyrken viser, at elevernes sociale trivsel har en mere positiv udvikling, et år efter skolen er begyndt med Skolestyrken, end elever på sammenlignelige skoler.
Mary Fonden og Badminton Danmark sætter fokus på børns trivsel og fællesskab på badmintonbanen27.1.2025 11:36:59 CET | Pressemeddelelse
Nu lanceres Antibulli Badminton, som skal hjælpe klubberne med at gøre trivsel og sammenhold til en naturlig del af træningen.
Ny undersøgelse viser massiv ensomhed blandt unge voksne17.6.2024 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny omfattende befolkningsundersøgelse fra Mary Fonden viser store udfordringer med ensomhed, særligt blandt unge voksne, og giver for første gang et dybdegående indblik i danskernes viden og holdninger til ensomhed. For mange unge er oplevelsen af ensomhed uafhængig af, om de er alene eller sammen med andre.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum