Det Kriminalpræventive Råd

Flere voldsskader på skadestuerne, men færre end før corona

Del

Flere danskere fik behandlet skader efter vold på skadestuerne i 2022 sammenlignet med 2020 og 2021, hvor der var historisk få voldsskader som følge af corona-nedlukningerne. Det viser en ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd.

I 2022 blev der registreret 8.571 voldsskader på skadestuerne mod omkring 8.000 voldsskader under corona, hvor nattelivet blev lukket i perioder. Trods stigningen var der i 2022 færre voldsskader end før corona , idet der i 2019 var ca. 10.000 voldsskaber, viser den nye undersøgelse, som Rambøll har udarbejdet for Det Kriminalpræventive Råd: 

- I 2022 blev landet åbnet op igen efter corona, og her ser vi ikke overraskende, at voldsskaderne er vokset i takt med genåbningen. I det lys synes jeg, at det er glædeligt, at antallet af voldsskader stadig ligger noget lavere end niveauet før corona-nedlukningerne, siger Jonas Mannov, analytiker i Det Kriminalpræventive Råd. 

Den nye undersøgelse viser også, at der fortsat sker flest voldsskader i aften- og nattetimerne i weekenderne. Det er især unge mænd, som bliver udsat for vold. Der er derfor brug for, at forebyggelsesindsatser mod vold er målrettet nattelivet, og at bl.a. udskænkningssteder, dørmænd, kommuner, politi og natteravne tænkes ind i forebyggelsesindsatsen. 

- Nattelivet er et samlingspunkt for mange forskellige mennesker, og mange er påvirket af alkohol. Det kan føre til sammenstød og konflikter. Der er derfor et behov for et lokalt kendskab til voldsproblemstillingen og et samarbejde mellem de relevante lokale aktører, fordi der kan være lokale forskelle i, hvor volden finder sted i nattelivet, siger Flemming Wridt Jensen, videnskonsulent i Det Kriminalpræventive Råd. 

Der er en sammenhæng mellem beruselsesniveauet og vold i nattelivet, og derfor bør forebyggelse af vold også fokusere på at fremme en ansvarlig udskænkning i nattelivet: 

- I DKR bakker vi op om, at lokale aktører – som fx kommunen, Politiet, bevillingshavere og uddannelsesinstitutioner – samarbejder om at fremme en ansvarlig udskænkning, så der skabes et trygt og sikkert natteliv. Det handler også om at arbejde med unges alkoholvaner og normer, så man forebygger en drukkultur blandt unge, siger Flemming Wridt Jensen. 

FAKTA 
Undersøgelsen ’Vold i Danmark – belyst ved tal fra skadestuerne’ fra 2023 er udarbejdet af Rambøll for Det Kriminalpræventive Råd.  

I 2022 blev 8.571 voldsskader registret på de danske skadestuer. Det er flere end i 2020 og 2021, hvor der var hhv. 7.987 og 8.068 voldsskader. Antallet af voldsskader er dog lavere end før coronaepidemien. I 2019 var der 10.161 voldsskader. 

I aften- og nattetimerne i weekenden kommer flest på skadestuen med voldsskader. Unge, særligt mænd på 15-24 år, bliver i højere grad behandlet for voldsskader end andre aldersgrupper. 
 
Antallet af arbejdsrelaterede voldshændelser er vokset fra 1.069 til 1.141 fra 2021 til 2022. Især ansatte i sundhedsvæsenet, sociale institutioner samt forsvar og politi udsættes for vold på arbejdspladsen

Nøgleord

Kontakter

Vedhæftede filer

Links

Om Det Kriminalpræventive Råd

Det Kriminalpræventive Råd
Artillerivej 55
2300 København S

45 15 36 50
http://www.dkr.dk


Det Kriminalpræventive Råd arbejder for at forebygge kriminalitet og skabe et tryggere samfund. 

Følg pressemeddelelser fra Det Kriminalpræventive Råd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Det Kriminalpræventive Råd

Stor Christiansborg-konference: Bandekriminalitet knækkes med øget forebyggelse7.2.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse

Rockere og bander står bag drab, vold og narkohandel, og de seneste års strafskærpelser har langt fra løst problemerne. Derfor skal der satses meget mere på forebyggelse i bl.a. kommuner og foreninger. Det Kriminalpræventive Råd samler i dag justitsministeren, retsordførere, borgmestre, politiet og eksperter til en konference om, hvordan rocker- og bandekriminalitet forebygges mest effektivt, så færre unge ender i kriminelle miljøer.

Samtykke på skoleskemaet skal bidrage til færre overgreb10.1.2024 07:00:00 CET | Pressemeddelelse

Siden 2021 har samleje uden samtykke været en voldtægt, men mange unge er i vildrede med, om de har fået ja eller nej til sex – de efterspørger viden om samtykke. Det Kriminalpræventive Råd lancerer derfor nyt undervisningsmateriale, der skal sætte gang i diskussioner om grænser, signaler og samtykke. Alle unge – og ikke kun gymnasieelever – bør undervises i grænser og samtykke, lyder opfordringen.

150.000 ofre for it-kriminalitet: Danskerne overvurderer egne digitale evner22.11.2023 08:00:00 CET | Pressemeddelelse

Omkring 150.000 danskere udsættes hvert år for it-kriminalitet, viser en netop offentliggjort offerundersøgelse, som Justitsministeriet, Rigspolitiet og Det Kriminalpræventive Råd står bag. Danskerne overvurderer egne evner til at spotte digital svindel, og det fører til store økonomiske tab. Tag dig god tid, når du færdes online og gør en aktiv indsats for at undgå online svindel, lyder det fra Det Kriminalpræventive Råd.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye