Flere børn i udsatte boligområder dyrker idræt
Flere end 2.000 børn fra Københavns udsatte boligområder har været en del af en kommunal indsats, som får flere til at dyrke idræt. Det gavner både børnenes sundhed og giver lokale idrætsforeninger flere medlemmer.

Større lyst til at bevæge sig, større sandsynlighed for at melde sig ind i den lokale idrætsforening og stærkere samarbejde mellem daginstitutioner, fritidshjem og idrætsforeninger. Det er blot tre af de positive resultater, der er kommet ud af den kommunale indsats ”Aktive Børn i Forening” (ABIF).
Indsatsen blev startet op af Københavns Kommune i 2020 og er et samarbejde mellem kommune, daginstitutioner, fritidshjem og idrætsforeninger.
Målet var blandt andet at få flere børn fra byens udsatte boligområder til at bevæge sig mere og få deres forældre til at engagere sig i foreningslivets fællesskaber.
Nu er indsatsen blevet evalueret, og her kan man se, at projektet har været en succes for alle involverede parter. Børn fra alle de syv udvalgte københavnske boligområder har fået større motivation til at bevæge sig mere, ligesom de har fået inspiration til at melde sig ind i en idrætsforening.
- Det var resultater som de her, vi havde håbet på at opnå. Det er vigtigt, at flere børn melder sig ind i en idrætsforening, for vi ved, at man ofte lever et sundere liv som voksen, hvis man har dyrket idræt som barn. Og det er samtidig godt for børns trivsel at indgå i fællesskaber, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
- Sociale barrierer som sprog og kultur kan være årsager til, at færre børn i bestemte boligområder finder ind i foreningerne. Og her er det vigtigt at få bygget bro mellem daginstitutioner, fritidshjem og idrætsforeninger, så det bliver nemmere at få hjulpet børnene i gang med at dyrke sport tidligt i livet. Netop dét har Aktive Børn i Forening kunnet hjælpe med, fortsætter hun.
- Det er rigtig dejligt, at foreningslivet bygger bro til vores dagtilbud og KKFO’er og er med til at flere børn får en aktiv hverdag - det er godt for trivslen og for fællesskaberne. Det kan samtidig understøtte det bevægelsesfaglige fokus vi i forvejen arbejder med at styrke i det pædagogiske arbejde, siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager.
- Når man indgår i et aktivt fællesskab, så højner det ens trivsel. Derfor er jeg glad for at se, projektet er så stor en succes. Når flere bliver en aktiv del af foreningslivet, så smitter det af og gør en positiv forskel for hele lokalområdet, fordi hele familien engagerer sig, og man får et stærkere tilhørsforhold til sin egen bydel, siger kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard (RV).
Mange børn melder sig ind efter forløbet
Fra 2020 til og med 2022 har ca. 2.000 børn i alderen 3-9 år gennemført et idrætsforløb. Et idrætsforløb svarer til én times idræt om ugen i 8 uger, og herefter motiveres forældre til at understøtte, at børnene fortsætter.
Det har ikke været muligt at indhente et samlet tal for, hvor mange børn der er fortsat på egen hånd i en forening efter et endt ABIF-forløb. Men af 268 adspurgte forældre til børn, der har været med, fortæller halvdelen, at deres børn allerede har meldt sig ind i en idrætsforening.
Indsatsen har også medført, at daginstitutioner, fritidshjem og idrætsforeninger er begyndt et samarbejde, som begge parter ønsker at fortsætte med, og som giver flere medlemmer i de lokale idrætsforeninger.
Motorisk, socialt og sproglig udvikling
Et ABIF-forløb foregår ved, at daginstitutioner, fritidshjem og frivillige idrætsforeninger samarbejder om at introducere børnene til forskellige bevægelsesforløb indenfor institutionstiden. Det betyder, at børnene udvikler sig på flere parametre samtidig med, at foreningerne får nye medlemmer, forklarer Julie Beier, der er formand for gymnastikforeningen Krumspring i Vanløse.
- Der sker en helt vild udvikling for børnene over de 8 uger, de er i et ABIF-forløb. De synes, det kan være lidt grænseoverskridende i starten at skulle lave en masse forskellige aktiviteter, særligt hvis de kæmper lidt med motorikken. Men stille og roligt bliver børnene nysgerrige på, hvad kroppen kan og de får en masse bevægelseslyst, som giver dem lyst til mere, fortæller Julie Beier og tilføjer:
- Det er skønt at se, at børnene bare vil ud og dyrke gymnastik, og når de kommer ind til den opvisning for forældrene, vi altid laver til sidst, er der fuld knald på. Ikke alle børnene taler lige godt dansk, så det er fantastisk at se en tydelig udvikling, hvor de udvikler sig bedre både motorisk og socialt, men også sprogligt.”
Ifølge Julie Beier, har ABIF været en stor succes og gjort det muligt at nå ud til familier, man ellers ikke ville nå med foreningens idrætstilbud. I foreningen Krumspring har de haft omtrent 275 børn igennem et forløb indtil videre og de oplever, at størstedelen melder sig ind i Krumspring eller en anden forening efter forløbets afslutning.
Den nye evaluering viser, at alle foreninger og daginstitutioner, som har medvirket i ABIF-indsatsen ønsker at fortsætte samarbejdet, efter at kommunens indsats stopper. Indtil videre løber indsatsen til og med 2023.
Fakta om ”Aktive Børn i Forening”
- Indsatsen skal bidrage til, at flere børn og forældre fra udsatte boligområder inkluderes i demokratiske fællesskaber, samt at forældre motiveres til at støtte deres børns motoriske udvikling og idrætsdeltagelse fremadrettet.
- Indsatsen omfatter borgere fra boligområderne: Tingbjerg, Mjølnerparken, Lundtoftegade, Aldersrogade, Hørgården, Gadelandet/Husumgård og Bispeparken.
- Indsatsen er finansieret af budgetpakken ”Løft af byens udsatte boligområder” i aftale om budget 2020 med 1,4 millioner kroner årligt fra 2020-2023.
- I alt har 28 daginstitutioner, 7 fritidshjem og 13 idrætsforeninger medvirket i indsatsen.
Kontakter
Rune GleerupPressekonsulent
Tlf:23440979r168@kk.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Ny app varsler københavnere, som er særligt sårbare over for luftforurening30.4.2025 07:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Når luftforureningen i København er høj, går det især ud over borgere, som lider af KOL, astma eller hjertesygdomme. Også børn med visse kroniske sygdomme og gravide er særligt sårbare, når luftforureningen er høj. Derfor har Københavns Kommune udviklet appen ’Byens Luft’.
Bedre lys til hundredvis af beboere og medarbejdere på Københavns plejehjem29.4.2025 06:34:00 CEST | Pressemeddelelse
Et særligt døgnrytmelys, som efterligner solens rytme, er med til at øge livskvaliteten og skabe en bedre hverdag for beboere og medarbejdere på Københavns plejehjem. Kommunen har selv medvirket til at udvikle lysløsningerne, som snart er udbredt til hvert fjerde plejehjem i København.
København udvider nyåbnet efterfødselstilbud24.4.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nyt tilbud om efterfødselshjælp til københavnske kvinder har netop slået dørene op, og interessen er stor. For at imødekomme efterspørgslen har budgetpartierne på rådhuset afsat flere penge til området.
Københavns Kommune: Ny indgang giver lettere adgang til hjælp til børn og unge i psykisk mistrivsel3.2.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Københavnske børn og unge, der mistrives psykisk, skal nemt og hurtigt kunne finde vej til det rette tilbud. Derfor har Københavns Kommune åbnet en ny indgang til børn og unge i psykisk mistrivsel og deres forældre, hvor de uden henvisning kan få vejledning, afklarende samtaler og evt. guides videre til relevante kommunale tilbud.
Københavns Rådhus forvandlet til bordtennishal12.11.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Københavns Rådhus lægger i dag og i morgen gulv til et stort bordtennisstævne for seniorer fra hele landet. Bordtennis er nemlig god træning for både fysikken og hjernen. Hvis du vil vide mere, så læg vejen forbi det smukke rådhus.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum