BØRN OG UNGE GÅR RETTENS VEJ I KLIMAKAMPEN

Del

Børn og unge protesterer globalt stadig mere højlydt over manglende og rettidig handling på klimakrisen - og de har taget et nyt redskab i brug. I rapporten ’Klimakrisen og børns rettigheder i Danmark’, der udkommer i dag, kortlægger UNICEF et anseeligt antal klimasager, som børn og unge verden over har anlagt mod stater

Globale temperaturer har i juni måned nået rekordhøje niveauer både herhjemme og i resten af verden og 2023 kan potentielt ende som det varmeste år nogensinde registreret. Det forandrede klima resulterer i naturkatastrofer og når de rammer, så er det børnene, der står forrest, fordi deres kroppe har mindre at stå imod med og de lettere bliver syge.

Tal fra UNICEF viser, at godt halvdelen af verdens børn allerede i dag er påvirket af klimakrisen.

De dystre udsigter har fået børn og unge flere steder i verden i lande som Portugal, Argentina, Norge og Tyrkiet til at gå til domstolene i forsøget på at få politikere og andre ansvarshavende voksne til at indse situationens alvor og afkræve dem handling på klimaområdet.

”Hvis vi ikke handler nu, , så bliver alle verdens børn påvirkede af klimakrisen. Børn og unge mange steder ser derfor heller ikke andre muligheder end at gå rettens vej i forsøget på at få os voksne til at tage ansvar for klimaet. På den ene side er det virkelig trist, at det er kommet dertil. På den anden side er det enormt stærkt, at den unge generation ikke stiltiende vil finde sig i, at deres fremtid er i fare,” siger Susanne Dahl, generalsekretær for UNICEF Danmark.
”Indtil videre har vi kun set klimaretssager, som børn har anlagt, i udlandet, men jeg kan næsten kun forestille mig, at det er et spørgsmål om tid, før vi også i Danmark vil opleve børn og unge forsøge at gå rettens vej på klimaområdet.”

Danmark som land er allerede anklaget i en af de internationale klimaretssager, men altså ikke i en sag, der kører i det danske retssystem.

Børnekonventionen baner vej for klimaretssager

Når børn og unge kan anlægge sager mod stater og organisationer rundt i verden, så skyldes det, at klimakrisen også er en rettighedskrise. Krisen handler ikke kun om, at klimakatastrofer udfordrer muligheden for at få mad, vand og et trygt hjem – det handler om, at børns rettigheder fra FN’s Børnekonventionen er udfordret – og i de lande, hvor konventionen er en del af lovgivningen, giver det dermed mulighed for at føre retssager

FN’s Børnekonvention fastslår, at børn og unge har ’ret til liv, sundhed og miljø’. De har ’ret til et hjem’, og de har ’ret til uddannelse’, men når et barn må flygte fra klimakatastrofer, så er det mere end almindelig svært at opretholde. I Danmark er det særligt trivslen hos børn og unge, som påvirkes af klimakrisen. Det kommer til udtryk ved, at flere børn oplever klimabekymring og klimaskam, og de frygter for fremtiden.

Rapporten ’Klimakrisen og børns rettigheder i Danmark’ kan læses her i sin fulde længde.
I rapporten er også en række anbefalinger fra UNICEF i relation til klimakrisen set i et børneretsligt perspektiv


UNICEF ANBEFALER:

• Klimakrisen anerkendes som en børnerettighedskrise nationalt såvel som kommunalt, og at børn og unges retssikkerhed styrkes i relation til klimakrisen. Det kræver, at de får adgang til effektive retsmidler og en bedre lovmæssig beskyttelse, blandt andet ved at Børnekonventionen inkorporeres i dansk lov.

• Børn og unge skal inddrages systematisk og skal i langt højere grad være med til at screene lovforslag, handlingsplaner og de nationalt bestemte reduktionsbidrag (NDC). Inddragelsen skal desuden gøre sig gældende på kommunalt niveau, hvor mange beslutninger, som påvirker børn og unge, tages og implementeres.

• Øge vidensgrundlaget i forhold til, hvordan klimakrisen påvirker børns rettigheder og vilkår i Danmark, herunder at vidensgrundlaget bliver større og mere tværfagligt for at sikre, at der tages beslutninger på det bedst oplyste grundlag.

• Børns rettigheder og klimakrisen indarbejdes i det obligatoriske pensum på læreruddannelser, grundskoler og relevante ungdomsuddannelsesinstitutioner, så børn og unge opnår kompetencer til - på et oplyst grundlag - at kunne forholde sig til og handle på klimaudfordringerne.



Kontakter

Links

Følg pressemeddelelser fra UNICEF Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra UNICEF Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye