Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Københavnerborgmester til sundhedsminister: Tag nu fat og få udbredt dosispakket medicin

Del

Dosispakket medicin sparer patienterne for medicinfejl og sygeplejerskerne for at bruge tid på opgaver, som en maskine kan gøre bedre. Derfor bør vi satse meget mere på teknologien, mener sundheds- og omsorgsborgmester i København, Sisse Marie Welling (SF), som peger på behovet for investeringer og lovændringer.

Foto: Apotekerforeningen
Foto: Apotekerforeningen

Alle er enige om, at det er smart. I forhold til patientsikkerhed er der i hvert fald ikke noget at rafle om, for al data viser, at antallet af fejl er markant lavere, når man lader en maskine klare medicinhåndteringen. Men også ressourcemæssigt er der et stort uudnyttet potentiale ved at bruge dosispakket medicin, lyder det fra sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Sisse Marie Welling (SF), som efterlyser en egentlig national indsats.

”Vi skal satse meget mere på dosispakket medicin. Det kan lyde kedeligt og teknisk, men det er en teknologi, der virkelig kan gøre en forskel i en presset ældrepleje. Først og fremmest for patientsikkerheden – for ingen slår en maskine i at pakke medicin – og dernæst for at opnå den bedste udnyttelse af vores knappe personaleressourcer. Vi har ikke råd til at lade være,” siger Sisse Marie Welling, som peger på, at analyser allerede har påvist store gevinster.

Konsulenthuset Muusmann offentliggjorde tidligere på året en analyse på vegne af Danske Regioner og KL, der anslog, at dosispakket medicin potentielt kan frigøre så mange medarbejdere i kommunerne inden for de kommende år, at det svarer til 600 årsværk. Og på lidt længere sigt vil det være op til 900 årsværk.

Behov for klare rammer

Dosispakket medicin handler helt lavpraktisk om, at det er en maskine på apoteket, der pakker medicinen i små poser, i stedet for, at en medarbejder skal bruge tiden hos en borger til at putte piller i æsker. Teknologien bag er langt fra ny. Faktisk har den efterhånden 20 år på bagen. Men alligevel er det begrænset, hvor udbredt den er i Danmark sammenlignet med andre lande tæt på os. Ser man mod ex Sverige og Holland, så er udbredelsen hhv. 4 og 5 gange så stor.

”Det viser bare, at vi kan meget mere i Danmark, hvis alle arbejder for sagen. Det kræver lovændringer og retningslinjer, der støtter op, og det kræver især et tættere samarbejde på tværs af alle dele af sundhedsvæsenet. Og her skal vi altså have Christiansborg på banen og ministeren til at sætte sig for bordenden, så rammerne kan blive klare,” siger borgmesteren.

I Københavns Kommune har man allerede taget flere konkrete tiltag for at udbrede dosispakket medicin og høste gevinsterne. I løbet af det seneste år er det lykkes Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning at få 800 nye borgere til at overgå til dosispakket medicin, og flere borgere kommer løbende med. Omregnet til årsværk svarer de 800 nye borgere til, at ca. 10 årsværk er frigjort til den borgernære pleje.

Ét at redskaberne til at få udbredt ordningen er beslutningen om at gøre dosispakket medicin til ’førstevalg’. Det betyder, at borgere, der har brug for hjælp til medicinhåndtering, nu som udgangspunkt bliver tilbudt at få medicinen dosispakket direkte fra apoteket. Dog skal borgerens medicinansvarlige først vurdere, om borgeren er egnet, og efterfølgende skal borgerens læge inddrages. Hvis lægen er enig, oprettes de særlige dosis-recepter.

København rykker selv

Ideen om at gøre dosispakket medicin til førstevalg kom fra medarbejderne selv i forbindelse med det store regelforenklingsarbejde, som hele forvaltningen medvirkede i sidste år. Det samme gælder et forslag om at afskaffe modtagekontrol af den dosispakkede medicin. Tidligere skulle medarbejdere tjekke, at der var det rigtige i poserne, når borgerne hver 14. dag modtog nye dosispakker. Men der blev aldrig fundet fejl. Nu bliver dosispakkerne kun tjekket ved opstart og ved ændringer i den medicin, borgeren skal have. Begge forslag fra medarbejderne blev præsenteret for kommunens politikere, som altså vedtog dem politisk.

”Vi er kommet langt i København, fordi vi har villet det rigtig meget. Men vi kunne komme meget længere, hvis systemet blev indrettet smartere. Det er på tide, at apotekerne får en større rolle i arbejdet – det er de meget klar til. Og det vil aflaste de praktiserende læger, der i dag skal bruge for meget tid på opgaven. Vi kan hente meget inspiration i Holland, hvis vi vil. Og hvis politikerne på Christiansborg vil investere i det – også økonomisk,” siger Sisse Marie Welling.

FAKTA

Københavns Kommunes gennemførte tiltag:

  • Dosispakket medicin er ’førstevalg’
  • Modtagekontrollen er afskaffet
  • Der er ansat farmakonomer og enkelte farmaceuter til at understøtte udbredelsen
    • Farmakonomerne gennemgår bl.a. borgernes medicin systematisk og vurderer, hvem der er egnede til dosispakket medicin. Derudover underviser de andre sundhedsfaglige medarbejdere i dosispakket medicin

Kommende indsatser:

  • Almen praksis tilbydes undervisning af erfarne praktiserende læger
  • Der er oprettet en hotline på et dosispakkeapotek til læger og kommune
  • Afprøvninger på udvalgte hospitalsafdelinger, hvor borgere kan medbringe sin dosispakkede medicin mhp. at mindske medicinspild og ressourceforbrug på hospitalet
  • Udarbejdelse af tværsektorielt kommunikationsmateriale til læger og plejepersonale

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye