Danva

Rent drikkevand kræver plads

Del

Danmarks areal er ikke stort nok, hvis målsætninger inden for vedvarende energi, skovrejsning, fødevareproduktion og andre aktiviteter i landskabet skal føres ud i livet. Der skal tænkes nyt i forhold til vaner og levevis, lyder det fra tænketanken CONCITO i seneste DANSKVAND. DANVA understreger, at hensynet til danskernes rene drikkevand bør indtænkes i en multifunktionel arealanvendelse.

Det haster med beskyttelsen af det danske drikkevand. Heldigvis kan det kombineres med andre vigtige dagsordner såsom vedvarende energi, økologisk landbrug og klimaskove.

I juninummeret af DANVAs branchemagasin DANSKVAND er temaet Beskyt drikkevandet. En af løsningerne er grundvandsparker, som kan tjene forskellige formål, siger DANVAs direktør, Carl-Emil Larsen: 

“Statsministeren kalder vores drikkevand, der hentes fra undergrunden, for Danmarks guld. DANVA arbejder for at beskytte vores guld ved at anlægge grundvandsparker som værn mod miljøfarlige stoffer, der i stigende grad findes i grundvandsmagasinerne. Men beskyttelsen af drikkevandet afhænger i sidste ende af politisk vilje til at reservere arealer til den bundne opgave med at give plads til rent drikkevand,” siger Carl-Emil Larsen i sin leder i DANSKVAND. 

Den grønne tænketank CONCITO har indledt et toårigt projekt om fremtidig arealanvendelse med en rapport og en tilhørende konference, der kaster lys over, hvor brudfladerne mellem interesserne er, og hvor der eventuelt er sammenfaldende interesser. For i flere tilfælde kan samme jordområde faktisk tjene flere formål, hvor beskyttelsen af drikkevandet er oplagt at kombinere med forskellige andre aktiviteter.

Billigere at beskytte end at rense

I Hjørring har vandselskab og kommune aftalt de kriterier, man arbejder ud fra for at skabe grundvandsparker. Nu er man gået i gang med at opkøbe landbrugsjord.

”Områderne er udpeget som grundvandsinteresseområder og omfatter ca. 650 hektar, hvor vi regner med at udvinde vores fremtidige grundvand. I første omgang handler det om at få fat i arealerne, så finder vi bagefter ud af, hvad der skal ske på dem. Både naturområder og skovrejsning kan fint forenes med grundvandsbeskyttelse, og dermed går det op i en højere enhed med biodiversitet, natur, skov eller måske rekreative områder, hvis det er mere bynære områder,” siger Jakob Bisgaard.

Hjørring Vandselskab renser i dag med aktivt kul på enkelte gamle kildepladser. De boringer vil man udfase i takt med, at de nye boringer startes op på de nye arealer. Man vil nemlig gerne holde fast i grundprincippet om ikke at rense. Selskabet har lavet beregninger på, hvad det koster at rense ved nanofiltrering i forhold til at opkøbe nye arealer.

”Arealerhvervelsen er i det lange perspektiv ikke vildt dyrt. Vi producerer 3,3 mio. m3 drikkevand årligt. Det vil blive en fornuftig forretning fordelt over 40-50 år, hvor vi ejer arealerne, sammenlignet med at foretage rensning af vandet i mange år fremover. Rensning ved nanofiltreringer vurderer vi til at løbe op i 7-8 kr. pr. m3 vand. Erhvervelse af arealer til grundvandsbeskyttelse bliver 1-2 kr. pr. m3. Det skal så holdes op imod en pris pr. m3 drikkevand på 7,50 kr. for en typisk familie. Men fremfor alt er det bedre at have rent drikkevand, der ikke skal renses, ligesom der er et miljøaspekt med kulfiltrene,” siger Jakob Bisgaard.

200.000 hektar skal beskyttes 

Jens Christian Refsgaard er professor emeritus på Afdeling for Hydrologi på GEUS. Han siger med hensyn til vandkvaliteten, at det således er det grundvandsdannende opland til kildepladserne, hvor der er behov for beskyttelse. Indvindingsområderne på landsplan svarer til 200.000 hektar, hvilket også DANVA gør opmærksom på. Det er næsten fem procent af det danske areal.  

”Det er ikke muligt at fastslå det grundvandsdannende opland præcist, men man kan nogenlunde lokalisere det,” siger Jens Christian Refsgaard i DANSKVAND. Denne indsigt kan parres med interesserne i forhold til arealanvendelse, som handler meget om, hvad der foregår på overfladen. 

”For drikkevandsforsyningen er det afgørende, at der ikke trænger gift ned til vandet. Så længe dette krav er opfyldt, kan der foregå et bredt spektrum af arealanvendelse oppe i jordoverfladen,” siger Jens Christian Refsgaard. Det kan være til naturparker, klimatilpasning, rekreative formål, vedvarende energi, skovbrug og økologisk landbrug, men ikke gerne konventionelt landbrug, som jo benytter pesticider. 

I magasinet er der historier om vandselskaber, der i samarbejde med en række partnere rejser skov og på anden vis skaber værdi, samtidig med at drikkevandet beskyttes. 

For mange arbejdsulykker 

I DANSKVAND kan man også læse om den seneste ulykkesstatistik for vandsektoren. Ser man på antallet af ulykker, går det den forkerte vej med arbejdsmiljøet i vandbranchen. Hvis det skal ændres, kræver det, at topledelserne går forrest og prioriterer arbejdsmiljøet højest, mener blandt andre Flemming Horn Nielsen, der er administrerende direktør i Lyngby-Taarbæk Forsyning. 

“Sikkerhed er et vindue ind i, om ledelsen er god. Hvis du tænker sikkerhed ind fra start, så har du også tænkt risikovurdering, gode rammebetingelser og processer ind fra start. Det, du får ud af det, er ikke bare at forbedre arbejdsmiljøet og få færre arbejdsulykker. Det er også med til, at arbejdet er langt mere effektivt og med højere kvalitet,” siger Flemming Horn Nielsen. 

Som reaktion på, at antallet af arbejdsulykker fortsat er i den høje ende, arrangerer DANVA konferencen “Sikker Vandbranche – Alle ulykker kan undgås”. Målgruppen er direktører, ledere og arbejdsmiljøansvarlige. 

DANVA - Dansk Vand- og Spildevandsforening

DANVA er brancheorganisation for danske vandselskaber. DANVA: 

Forener alle vandkredsløbets aktører i samarbejde om bæredygtige løsninger.

Forstærker alle, der sikrer forbrugernes tillid til vand, effektiv drift og en høj forsyningssikkerhed.

Fortæller alle om værdien og effekten af danske vandløsninger, der skaber liv og sundhed.

Følg pressemeddelelser fra Danva

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danva

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye