Hjørring Kommune

Rejsegilde for Soldalhus - Sindals nye center

Del

Solen gemte sig bag skyerne, men glæden skinnede tydeligt igennem, da formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune, Claus Mørkbak Højrup (V), den 20. juni 2023 bød velkommen til rejsegilde for Sindals nye ældre- og aktivitetscenter m.m.

Siden det første spadestik blev taget for ni måneder siden, er det nye center skudt hastigt i vejret. Hjørring Kommune kunne derfor invitere til rejsegilde for at hædre de håndværkere der, under kyndig ledelse af NCC, ihærdigt arbejder på at få færdiggjort det ca. 10.000 m2 store byggeri til sensommeren 2024. 

- ”Rejsegildet er en lejlighed for mig som bygherreudvalgsformand til at påskønne og vise taknemmelighed overfor det arbejde, der er gjort”, sagde Claus Mørkbak Højrup bl.a. i sin tale. ”Håndværkerne gør et fantastisk stykke arbejde. Det er vildt at følge med i, hvor meget der er sket med byggeriet. Det var en brakmark for et års tid siden og nu står der nærmest en hel by.”

Områdedirektør hos NCC, Jakob Soe Lundgård, takkede ligeledes både håndværkere, samarbejdspartnere og Hjørring Kommune for det gode samarbejde. Han henviste bl.a. til de mange lokale entreprenører og leverandører, der er med i projektet, som han betegnede som gode lokale kræfter. Samtidig udtrykte han sin glæde ved at være en del af det store byggeprojekt:

- ”Det er en spændende opgave og et fantastisk godt tænkt projekt i et smukt område. Det er et privilegium at have sin arbejdsplads her – især i det gode vejr. Jeg glæder mig over at kunne følge processen hele vejen, og ikke mindst se det færdige byggeri.

Det nye center har fået sit navn

I løbet af foråret har kommunens hjemmeside været åben for forslag til, hvad navnet på det nye center skulle være. Bygherreudvalget har set alle forslag igennem og Claus Mørkbak Højrup afsluttede sin tale med at afsløre, at valget var faldet på Soldalhus:

- ”Navnet er valgt, fordi Soldalen er et gammelt navn for Sindal. Samtidig tydeliggør navnet, at Soldalhus er et sted, der rummer mange elementer. Det er et hjem for nogle og et center for andre. Alle skal føle sig velkomne i Soldalhus.

Soldalhus skal bl.a. danne rammen om 96 plejeboliger, der afløser det nuværende ældrecenter i Sindal, Vendelbocenteret, og ældrecenter Smedegården i Bindslev. Derudover skal Soldalhus indeholde Aktivhuset Sindal, Træningsenhed samt en sygeplejeklinik, der i dag alle holder til andetsteds i Sindal. Der arbejdes også på at etablere en café betjent af borgere med behov for særlige arbejdshensyn på grund af fysiske eller psykiske forhold.

Da Soldalhus bliver et samlingssted for så mange forskellige funktioner, har bygherreudvalget, ifølge Claus Mørkbak Højrup, lagt vægt på, at alle skal kunne se sig selv i navnet på det nye hus:

- ”Der var i bygherreudvalget ikke ønske om at fastholde navnet Vendelbocenteret, da Vendelbocenteret kun er en del af det samlede hus. Navnet understreger, at det er noget andet - at vi starter noget nyt".

Alle interesserede kan få en rundvisning på byggepladsen den 26. september 2023 kl. 16.00-17.00.

Soldalhus er tegnet af arkitektfirmaet Cubo, der også er totalrådgiver på projektet. Skaarup Landskab står for landskabet, mens Niras er ingeniørfirma på projektet.

Følg med i byggeriet af Soldalhus på Hjørring Kommunes hjemmeside www.hjoerring.dk/nytcentersindal.

Nøgleord

Kontakter

Yderligere oplysninger kan fås hos:

Claus Mørkbak Højrup (V), formand i Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget og formand for bygherreudvalget, på tlf. 30 54 76 43

Henrik Bøgeskov Lolholm, projektchef, på tlf. 41 93 76 76

Billeder

Om Hjørring Kommune

Hjørring Kommune er med sine knap 65.000 indbyggere den næst største kommune i Nordjylland. Du finder os centralt placeret i Vendsyssel og dermed i centrum af Skandinavien og Nordeuropa. Klik dig videre og bliv meget klogere på Hjørring Kommune.

Følg pressemeddelelser fra Hjørring Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Hjørring Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye