Hver 2. forbruger synes, at det er svært at træffe grønnere valg
Et nyt forbrugerstudie viser, at miljø fortsat står højt på danskernes dagsorden. Næsten 6 ud af 10 forsøger at belaste miljøet mindst muligt og føler et ansvar for at vælge mere miljøvenlige produkter. Men studiet viser også en række barrierer for et grønnere forbrug. Bl.a. oplever mange et samfund præget af en brug og smid væk-kultur og greenwashing.

Mere end halvdelen af danskerne forsøger at belaste miljøet mindst muligt og føler et ansvar for at vælge mere miljøvenlige produkter.
"Forbrugerstudiet bekræfter os i, at danskerne gerne vil være med til at bidrage til den grønne omstilling, hvilket er meget positivt. Men studiet peger også på nogle af de barrierer, som forbrugerne oplever i forhold til at træffe grønnere valg," siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.
For selvom holdningerne er ambitiøse, halter handlingerne stadig efter. Dette skyldes bl.a., at 5 ud af 10 forbrugere oplever, at det er svært at se, om produkter er bedre miljøvalg, og størstedelen af danskerne mener ikke, at hverken myndigheder, virksomheder eller forbrugere reelt gør nok for at bidrage til mere bæredygtigt forbrug og produktion.
Behov for at gøre op med ”brug og smid væk”
Studiet peger bl.a. på et behov for at fremme mere cirkulære produkter: 7 ud af 10 danske forbrugere har nemlig oplevet, at det er billigere at købe nyt end at reparere det, de allerede har, og 7 ud af 10 mener, at produkter er bevidst fremstillet til at have en kort levetid.
Der er samtidig brug for at gøre det lettere for forbrugerne at træffe grønnere valg: Mere end hver 2. forbruger oplever, at det kræver en ekstra indsats at finde mere miljøvenlige produkter.
Forbrugerne har lav tillid til virksomheders miljøkommunikation
Mange har svært ved at navigere i junglen af grønne påstande. Næsten 7 ud af 10 danskere tror, at virksomheder ofte overdriver, hvor miljøvenlige deres produkter er, og 6 ud af 10 er ofte irriteret over, at produkter markedsføres som ”grønne” uden en god forklaring.
Når det kommer til mærker, har mere end hver 4. forbruger fravalgt et produkt, fordi det ikke var miljømærket, og kun 2 ud af 10 har tillid til, at et produkt er et godt miljøvalg, når det er mærket med producentens eget miljømærke. For 6 ud af 10 danskere er det nemlig afgørende, at mærkningsordninger er objektive og uafhængige.
”Svanemærket, det officielle nordiske miljømærke, er netop sat i verden for at gøre det let for forbrugerne at træffe bedre miljøvalg. Vælger man et svanemærket produkt, kan man være sikker på, at det lever op til nogle af verdens skrappeste miljøkrav, og at det er certificeret af en uafhængig tredjepart. Svanemærket er svært at få, men let at vælge – og det er netop det, vi sætter fokus på i den fællesnordiske kampagne, som man over de kommende uger kan se folde sig ud i Danmark”, siger Martin Fabiansen.
Mere end 9 ud af 10 danskere kender Svanemærket, og 2 ud af 3 ser efter mærket, når de skal vælge varer.
SVANEMÆRKETS NYE KAMPAGNE
Svanemærkets nye kampagne »Svært at få« løber fra den 29. maj 2023 og fire uger frem i alle de nordiske lande – den kan bl.a. ses på TV, outdoor og sociale medier. Målet med kampagnen er at minde forbrugerne om, hvad Svanemærket er, og at de kan bruge Svanemærket til at træffe bedre valg for miljø, klima og sundhed. Kampagnen er udviklet med støtte fra Nordisk Ministerråd. Læs mere her: https://www.svanemaerket.dk/forbruger/kampagne
SVANEMÆRKET
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Svanemærket er holistisk og ser på alle relevante miljøparametre i hele produktets livscyklus. På den måde fremmer Svanemærket cirkulær økonomi, effektiv brug af ressourcer og biodiversitet – og reducerer klimabelastningen og brugen af skadelige kemikalier. Svanemærket er en af verdens skrappeste miljøcertificeringer – og det mest kendte miljømærke i Norden.
FAKTA FRA FORBRUGERSTUDIE (DANSKE TAL)
Holdninger
- 62 % forsøger at belaste miljøet mindst muligt.
- 57 % føler et ansvar for at vælge mere miljøvenlige produkter.
- 56 % mener, at det kræver en ekstra indsats at finde mere miljøvenlige produkter.
- 56 % finder det ofte svært at se, om produkter er bedre miljøvalg.
- 70 % mener, at produkter er bevidst fremstillet til at have en kort levetid.
- 72 % har oplevet, at det var billigere at købe et nyt produkt end at reparere det produkt, de allerede havde.
- 23 % mener, at forbrugerne gør nok for at bidrage til miljømæssigt bæredygtigt forbrug og produktion.
- 22 % mener, at private virksomheder gør nok for at bidrage til mere miljømæssigt bæredygtigt forbrug og produktion.
- 23 % mener, at myndighederne gør nok for at bidrage til mere miljømæssigt bæredygtigt forbrug og produktion.
Greenwashing og tillid
- 68 % tror, at virksomheder ofte overdriver, hvor miljøvenlige deres produkter er.
- 59 % er ofte irriteret over, at produkter markedsføres som »grønne« uden en god forklaring.
Svanemærket og andre miljømærker
- 93 % kender Svanemærket (YouGov, januar 2023)
- 66 % ser efter Svanemærket, når de skal vælge varer.
- 62 % mener, at det er afgørende, at mærkningsordninger er objektive og uafhængige ift. de produkter, de certificerer.
- 19 % har tillid til, at et produkt er et bedre miljøvalg, når det er mærket med producentens eget miljømærke.
- 29 % har fravalgt et produkt, fordi det ikke var miljømærket.
Kilde: ”Nordic Consumer Sustainability Index” gennemført af IPSOS Norge på vegne af Svanemærket, Nordisk Miljømærkning, 2022.
Nøgleord
Kontakter
Pressekontakt, Lisa Olufson Klæsøe, tlf. 39 96 61 06
Billeder



Links
Om Miljømærkning Danmark
Miljømærkning Danmark har ansvaret for Svanemærket og EU-Blomsten i Danmark og fungerer som uafhængig kontrolinstans i forhold til de officielle miljømærker. Miljømærkning Danmark er en selvstændig enhed hos Dansk Standard.
Svanemærket
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Læs mere på www.svanemaerket.dk.
EU-Blomsten
EU-Blomsten (EU Ecolabel) er EU’s officielle miljømærke. EU-Blomsten blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen for at bidrage til mere bæredygtig produktion og forbrug. Læs mere på www.eublomsten.dk.
Følg pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Antallet af svanemærkede daginstitutioner er steget med over 50 %22.4.2025 06:29:00 CEST | Pressemeddelelse
Det skyder op med svanemærkede daginstitutioner rundt om i landets kommuner. På halvandet år er antallet steget med over 50 %. Stigningen skyldes bl.a. et øget fokus på at opføre bygninger med et lavt energiforbrug og et godt indeklima til gavn og glæde for børn og medarbejdere.
Frygten for hudkræft er den primære årsag til, at danskerne bruger solcreme16.4.2025 06:15:00 CEST | Pressemeddelelse
7 ud af 10 danskere bruger solcreme for at minimere risikoen for hudkræft. Det viser en ny undersøgelse, som samtidig peger på, at det for unge i høj grad også handler om at forebygge rynker og pigmentforandringer.
Ny rapport dokumenterer miljø- og klimagevinster ved at vælge Svanemærket i offentlige indkøb9.4.2025 06:25:00 CEST | Pressemeddelelse
Offentlige indkøb kan være en kraftfuld drivkraft for den grønne omstilling – og svanemærkede produkter kan spille en central rolle i at realisere dette potentiale. Det dokumenterer en ny rapport, der både cementerer, at svanemærkede produkter rummer klare miljøfordele, og samtidig systematisk påviser reduceret klimabelastning ved en lang række svanemærkede produkter.
Gør haven klar til sommertid med miljømærket jordforbedring2.4.2025 07:40:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommertid er for mange lig med havetid – og dermed også tid for jordforbedring. For uden den rette pleje kan jorden miste sin næring og struktur. Her er miljømærket jordforbedringsmiddel et godt valg.
Svanemærket boligbyggeri på Amager Strandvej har indeklima og biodiversitet i fokus27.3.2025 06:21:00 CET | Pressemeddelelse
Lejlighedsbyggeriet Havglimt 2 på Amager Strandvej, der i disse uger tager imod de sidste nye beboere, har netop modtaget den endelige licens med Svanemærket. Byggeriet med 84 lejligheder har godt indeklima og et grønt udemiljø med biodiversitet i højsædet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum