Menneskets første dokumenterede kys fandt sted i Mellemøsten for 4.500 år siden

Ifølge nyere forskning kan oprindelsen til menneskets praksis med at kysse hinanden lokaliseres til et meget specifikt sted i Sydasien for 3.500 år siden. Herfra har det spredt sig til andre dele af verden og samtidig ført til udbredelsen af herpes simplex virus 1, lyder hypotesen.

Men ifølge assyriolog Troels Pank Arbøll og zoolog Sophie Lund Rasmussen, der i en ny artikel i tidsskriftet Science analyserer en række skriftlige kilder fra de tidligste mesopotamiske samfund, var kys allerede en veletableret praksis for 4.500 år siden i Mellemøsten. Og sandsynligvis meget tidligere. Det flytter altså tidspunktet for det tidligst dokumenterede kys 1.000 år tilbage i forhold til, hvad forskningen tidligere har vist.

- I det gamle Mesopotamien, som er navnet på de tidlige kulturer, der eksisterede mellem floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak og Syrien, skrev man på lertavler med kileskrift. Mange tusinde af disse lertavler er blevet bevaret, og de indeholder tydelige eksempler på, at kysset blev betragtet som en del af menneskelig intimitet i oldtiden, ligesom kys kunne være en del af venskabs- og familierelationer,” forklarer Troels Pank Arbøll, som er ekspert i medicinens historie i Mesopotamien. Han fortsætter:

- Derfor bør kysset ikke betragtes som en skik, der opstod i en enkelt region og spredte sig derfra. Det ser snarere ud til at være blevet praktiseret i adskillige oldtidskulturer forskellige steder i verden - og gennem flere årtusinder.
Sophie Lund Rasmussen tilføjer:

- Faktisk har forskning i chimpanser og dværgchimpanser, menneskets nærmeste levende slægtninge, vist, at begge arter kysser. Det tyder derfor på, at det er en helt grundlæggende adfærd hos mennesker, hvilket også kunne forklare, hvorfor det kan ses på tværs af forskellige kulturer.

Kysset som potentiel smittebærer
Ud over dets betydning for sociale og seksuelle relationer kan kysset have spillet en utilsigtet rolle i forbindelse med overførsel af mikroorganismer fra menneske til menneske, hvilket potentielt kan forårsage spredning af vira og bakterier.

Men hypotesen om, at kysset skal ses som en slags pludseligt opstået praksis, der udløste spredningen af bestemte vira, er dog mere tvivlsom. Spredningen af herpes simplex virus 1, som nogle forskere mener kunne være blevet fremskyndet af kysset, er et godt eksempel:

- Der er en betydelig samling af medicinske tekster fra Mesopotamien, og flere nævner en sygdom med symptomer, der minder om dem, man får med herpes simplex virus 1," bemærker Troels Pank Arbøll.

Han tilføjer, at de gamle medicinske tekster var præget af en række kulturelle og religiøse forestillinger, og at de derfor ikke kan tages for pålydende.

- Det er ikke desto mindre interessant at bemærke lighederne mellem sygdommen kendt som buʾshanu i gamle medicinske tekster fra Mesopotamien og symptomerne forårsaget af herpes simplex-infektioner. Bu'shanu-sygdommen var primært lokaliseret i eller omkring munden og svælget, og symptomerne omfattede blærer i eller omkring munden, som er et af de typiske tegn på herpesinfektion.

- Hvis praksis med at kysse var udbredt og veletableret i en række oldtidssamfund, må virkningen af kysset i form af virusspredning sandsynligvis have været mere eller mindre konstant over store områder af verden, siger Sophie Lund Rasmussen.

Troels Pank Arbøll og Sophie Lund Rasmussen konkluderer, at fremtidig forskning i forhistorisk DNA, som uundgåeligt vil føre til diskussioner om komplekse historiske udviklinger og sociale interaktioner – såsom kys som en drivkraft for tidlig sygdomsoverførsel – vil have gavn af en mere tværfaglig tilgang til stoffet.

Læs artiklen "The ancient history of kissing" i Science.