Digitaliseringsministeriet

Regeringen og aftalepartierne bag finansloven vil sikre voldsudsatte mænd den samme hjælp som kvinder

Del
Med finansloven for 2023 afsættes 36 mio. kr. varigt til en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab.

Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti er enige om, at mænd udsat for vold i nære relationer skal have hjælp og støtte, og at vi som samfund skal tage voldsudsatte mænd seriøst. Derfor afsætter aftalepartierne for finansloven 2023 penge til handlingsplanen mod partnervold og partnerdrab, med henblik på en ligestilling af tilbud til voldsramte mænd og kvinder.

Pengene skal gå til, at voldsramte mænd kan få de samme tilbud om hjælp, som kvinder på krisecenter i dag får. Det gælder for eksempel ret til psykologhjælp til sig selv og deres eventuelle børn, når de tager ophold på et krisecenter. Voldsramte mænd skal også fremover have lov til at være ledsaget af deres børn, når de tager ophold på et krisecenter.

I ligestillingsminister Marie Bjerres øjne er det en vigtig sejr for ligestillingen mellem mænd og kvinder, som det har ligget hende meget på sinde at få på plads.

For som loven er i dag, kan voldsudsatte mænd alene få ophold på herberger efter servicelovens § 110. De har ikke ret til den samme hjælp og de samme tilbud som kvinder har efter servicelovens § 109.

”Jeg glæder mig over, at vi nu baner vejen for at sikre voldsudsatte mænd de samme rettigheder som voldsudsatte kvinder. Vi har alt for længe ikke taget det seriøst nok, at mænd også kan være udsat for partnervold og have brug for hjælp. Tiden er inde til at sikre, at voldsudsatte mænd og deres børn får den samme hjælp, som når en kvinde rækker ud efter hjælpen. Ligestilling er for både kvinder og mænd. Derfor skal vi selvfølgelig også have fokus på, hvor mænd har ligestillingsudfordringer. Det har de her, og det skal vi have løst. Derfor ser jeg frem til nu at gå i dialog med interessenterne om, hvordan vi bedst skruer en model sammen,” siger Marie Bjerre.

Aftalepartierne er enige om samlet at afsætte 19,6 mio. kr. i 2024, 36,2 mio. kr. i 2025 og 2026 og 36 mio. kr. varigt fra 2027 til en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab. Regeringen og aftalepartierne vil inden for den ramme sikre en ligestilling af tilbud til voldsudsatte mænd.

Handlingsplanen mod partnervold og partnerdrab indeholder en række initiativer med det formål at bekæmpe partnervold og partnerdrab. Som led i aftalen om fordelingen af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet (SSA-reserven) for 2023-2026, blev der allerede afsat 136 mio. kr. i perioden 2023-2026 til 14 initiativer i handlingsplanen.

Faktaboks

  • Syddansk Universitet estimerer, at 5,5 pct. af kvinder (antalsmæssigt ca. 118.000) og 4,0 pct. af mænd (ca. 83.000) over 16 år har været udsat for fysisk og/eller psykisk partnervold i 2021 (SDU 2022).
  • Hvert år bliver i gennemsnit 12 kvinder og 3 mænd dræbt af deres partner eller ekspartner (Thomsen et al. 2019).
  • Ifølge en undersøgelse fra Lev Uden Vold af voldsudsathed blandt mænd på herberger og mandekrisecentre har hovedparten (73 pct.) af de voldsudsatte mænd været udsat for psykisk vold i form af kontrol. Over halvdelen (63 pct.) har oplevet nedgørelse. Og en tredjedel (32 pct.) har oplevet trusler (Lev Uden Vold 2022).
  • Ifølge undersøgelsen fra Lev Uden Vold har 38 pct. af de voldsudsatte mænd oplevet moderate fysiske voldshandlinger, 26 pct. har oplevet grove fysiske voldshandlinger, mens 17 pct. har været udsat for livstruende vold (Lev Uden vold 2022).

Nøgleord

Kontakter

Information om Digitaliseringsministeriet

Digitaliseringsministeriet
Digitaliseringsministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K

+45 72 28 24 00https://digmin.dk/

Følg pressemeddelelser fra Digitaliseringsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Digitaliseringsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye