Ingeniørforeningen, IDA

Regeringen sylter EU’s store dataprojekt

Del
Danmark sakker bagud, mens en række EU-lande er i fuld gang med at bygge fremtidens europæiske datainfrastruktur. Regeringen har sovet i timen, mener Ingeniørforeningen, IDA.

Den danske regering har sovet i timen, når det gælder udviklingen af fremtidens europæiske datainfrastruktur GAIA-X, som rummer store perspektiver for både erhvervsliv og forskning. Dermed halter Danmark bagud i forhold til en række andre EU-lande, der siden 2020 har leveret de teknologiske byggeklodser til en transparent og sikker datainfrastruktur, der skal skabe en helt ny digital rygrad i Europa og bryde de amerikanske techgiganters datamonopol.

Sådan lyder det fra Ingeniørforeningen, IDA, der opfordrer regeringen til hurtigst muligt at melde Danmark ind i det europæiske datafællesskab ved at etablere en national hub i lighed med 15 andre EU-lande. Uden regeringens opbakning er det ikke muligt at etablere en dansk hub, som giver virksomheder og institutioner adgang viden, netværk og indflydelse i GAIA-X.

”Projektet har et enormt potentiale, fordi det samler virksomheder, forskningsinstitutioner, myndigheder og organisationer om at udvikle en banebrydende ny platform for datadeling på tværs af sektorer og landegrænser. Derfor er det ærgerligt, at regeringen ikke for længst har rykket Danmark ind i Europas digitale fremtid”, siger Kåre Løvgren, der er it-teknisk ekspert for Ingeniørforeningen, IDA.

Sikker deling af data

Meningen med GAIA-X er, at alle typer af data kan gøres tilgængelige og deles på tværs af industrisektorer fra grøn mobilitet og fødevarer til sundhed og energi. Målet er at skabe et helt nyt digitalt økosystem, som skal sikre europæisk datasuverænitet. På sigt skal det frigøre Europa fra afhængigheden af amerikanske techgiganter, der i dag sidder tungt på datamarkedet og gør det svært for mindre virksomheder at udvikle nye datadrevne services og forretningsmodeller.

GAIA-X bygger på dataetiske spilleregler, som alle aktører forpligter sig til at overholde, og som gør det nemmere at hente, dele, behandle og udnytte data i fuld overensstemmelse med EU's databeskyttelsesregler. I dag har en række af EU’s største virksomheder som Airbus, Siemens og Bosch i spidsen tilsluttet sig projektet, og forventningen er, at GAIA-X for alvor etablerer sig på markedet i 2023.

Ministeren skal svare

Allerede i 2021 anbefalede regeringens Digitaliseringspartnerskab, at Danmark bør deltage aktivt i GAIA-X for at ”fremme de højeste standarder for sikkerhed og bæredygtighed i Europas digitale infrastruktur”. Partnerskabet fastslog desuden, at det er i Danmarks klare interesse at fremme en vision for Europas digitale suverænitet, der er åben mod omverdenen og fremmer europæiske styrkepositioner.

Men først den 9. februar i år har Folketingets nye udvalg for digitalisering og it bedt digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) om at redegøre for, hvorfor Danmark ikke deltager i det fælleseuropæiske dataprojekt, og om hun vil tage initiativ til et etablere en dansk hub. Også Green Power Denmark har udtrykt stor interesse for, at den danske energisektor kommer med ombord, og det bakker IDA op om:

”Danmark er på mange områder langt fremme med brugen af offentlige data. Som digitalt foregangsland bør regeringen melde sig ind i GAIA-X hurtigst muligt og etablere en national hub, som kan bygge med på det europæiske dataprojekt og sikre dansk indflydelse. Forhåbentlig kan den nye digitaliseringsminister presse på for, at det sker nu”, siger Kåre Løvgren.

Han fremhæver, at det europæiske dataprojekt også åbner mulighed for, at den enkelte borger selv bestemmer, hvem man vil dele sin data med og til hvilket formål.

”Som forbruger af digitale produkter betaler du ofte ved at afgive personlige data. Fremover bliver det muligt at skabe fuld transparens om dine data, så du ved præcis, hvad de bliver brugt til, og hvem der får adgang til dem. Det vil være et kæmpe skridt væk fra overvågningskapitalismen og hen imod en ny virkelighed, hvor vi har større ejerskab til vores egne data”, siger Kåre Løvgren.

Yderligere oplysninger

Presserådgiver Ole Hoff-Lund, telefon 26 83 81 84

Information om Ingeniørforeningen, IDA

Ingeniørforeningen, IDA
Ingeniørforeningen, IDA
Kalvebod Brygge 31-33
1780 København V

33 18 48 48http://ida.dk/

Følg pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye