Ny dom begrænser muligheden for remote working

Reglerne i ligningslovens § 33A har siden sin indførelse i 1975 – med undtagelse af en kortvarig, midlertidig afskaffelse af reglen i 2012 – sikret, at danske skatteydere, som i en kortere eller længere periode bosætter sig i udlandet for at arbejde, ikke tvinges til at sælge eller udleje deres bolig for at undgå at skulle betale dansk skat af løn modtaget under deres ophold i udlandet. Den mulighed skabes der nu usikkerhed om med en ny dom:

“I en tid hvor flere og flere danskere ellers vælger at arbejde fleksibelt og tilrettelægge deres arbejdsliv på en anden måde, end hvad der traditionelt har været normen, bidrager dommen desværre til at øge usikkerheden for skatteyderne og til at begrænse muligheden for fleksibelt arbejde,” vurderer Claus Høegh-Jensen, skattepartner i PwC.

Kravene for at kunne gøre brug af den pågældende regel har hidtil udmærket sig ved en høj grad af objektivitet. Skatteyderen kunne således forvente at gøre brug af reglen, når blot opholdet uden for Danmark strakte sig over minimum 6 måneder, og medarbejderen ikke under udlandsopholdet har opholdt sig i Danmark i mere end 42 dage inden for enhver løbende 6-måneders periode (der må som overvejende hovedregel ikke udføres arbejde i forbindelse med disse ophold i Danmark).

“Ligningslovens § 33A har hidtil givet danske skatteydere et gennemsigtigt og fleksibelt regelsæt, som har muliggjort, at de har kunnet opholde sig i udlandet gennem kortere eller længere tid uden at skulle betale dansk skat af deres udenlandske lønindkomst, når blot de opfyldt et sæt objektive regler for omfanget og karakteren af deres ophold i Danmark,” fortæller Claus Høegh-Jensen, skattepartner i PwC.

Pilot kunne ikke være bosat i Frankrig uden at skulle betale dansk skat
I den nye, principielle dom fra Østre Landsret tilføjer domstolen nu yderligere krav om årsagen til skatteyderens udlandsophold. Den pågældende sag omhandlede en pilot, som havde valgt at bosætte sig i Frankrig, men som fortsat var omfattet af fuld dansk skattepligt, da han fortsat ansås for at have en bolig til rådighed i Danmark. Piloten var ansat hos et dansk flyselskab og havde både før og efter sin flytning til Frankrig stationeringssted i København – efter flytningen havde han dog alene opholdt sig arbejdsmæssigt i Danmark i forbindelse med såkaldte passive flyvninger og standby-tjeneste.

Landsskatteretten vurderede i den pågældende sag, at skatteyderen opfyldte betingelserne for anvendelse af ligningslovens § 33A med henvisning til at ovennævnte, objektive krav var opfyldt – herunder at pilotens arbejdsophold i Danmark måtte anses som nødvendigt arbejde i Danmark i forbindelse med udlandsopholdet.

Østre Landsret kom imidlertid frem til, at skatteyderen ikke opfyldte betingelserne for anvendelse af bestemmelsen med henvisning til, at den oprindelige hensigt med bestemmelsens indførelse bl.a. var at forøge danske virksomheders eksportmuligheder og beskæftige dansk arbejdskraft i udlandet. Det fremgår desuden af forarbejderne til bestemmelsens indførelse, at reglerne både skulle finde anvendelse ved ansættelse for danske og udenlandske arbejdsgivere. 

Da beslutningen om at tage ophold i udlandet i den pågældende sag ikke var begrundet i arbejdsgiverens forhold, konkluderede Østre Landsret, at ligningslovens § 33A ikke skulle finde anvendelse. Skatteyderen var derfor ikke berettiget til lempelse efter de pågældende regler.

“Med Østre Landsrets dom ændres retsstillingen, så der nu også henses til, hvorfor den pågældende skatteyder har valgt at bosætte sig i udlandet. Dommen er udtryk for en ændring af de krav, der stilles for anvendelsen af ordningen i Skattestyrelsens Juridiske Vejledning, ligesom dommen går imod praksis i en række tilsvarende sager, hvor årsagen til skatteyderens udlandsophold ikke er blevet tillagt betydning for retten til lempelse efter ligningslovens § 33A,” forklarer Claus Høegh-Jensen. 

Det vides ikke på nuværende tidspunkt, om dommen vil blive indbragt for Højesteret, men vi følger sagens udvikling med stor interesse.